Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k

 

ANMELDELSE
David Læby:
Fortæl det stumme digte til et jeg.
54 sider
Kr. 159,-
Lindhardt og Ringhof
2001


Af
Bue Peiter Peitersen

 

OMSLAG
 

Alvorsord fra den stumme digter

Fortæl det stumme hedder den så – David Læbys seneste digtsamling. Men måske skulle Læby have ladet stumt være stumt og kastet sig over et andet projekt, hvor der kom lidt mere sprog på bordet, for det er unægtelig noget af en dødbider, han hér har fået skruet sammen.


Et par ord med fugle i maven
Digtene kredser om temaer som det symbolske rejseri og "den anden inden i dig", og det skal de jo have lov til, hvis det altså bare gav lidt sprogligt afkast. Men det gør det stort set ikke, selv om der bliver taget nogle fine tilløb rundt omkring i krogene, for eksempel når Læby snakker om "at finde ordet/ med en fugl/ i sin mave", eller når han smider et dejligt skævt billede på bordet af "et guldalder land, hvor man glor/ fra koens maver."


Sproglige stivheder
Desværre må den slags sproglige finurligheder for det meste vige pladsen for de irriterende alvorstunge digterier, der trækker bogen ned i fæl, mørk sump: "Bonden kørte langs/ skovens rodløse øer,/ nogen kaldte// Alle stemmer/ var rispet da af flugt// Blodet silede i dem/ Landet var for lille// Gud, du gav dem aldrig/ de bankende struber/ Kun strubernes svaghed/ at synke i flugt."

Der er ikke noget galt i at have en alvorsfuld tone, men her tipper det altså over og fører til nogle forfærdelige sproglige stivheder, der klinger slemt hult i læserens ører. Og desværre er ovenstående ikke bare et enkelt "uheldigt" sidespring i bogen (selv om det er et af de værre), men en lignende tone fortsætter sin raseren gennem størstedelen af tekstlandskabet: "Der findes så mange rejser,/ skubbet på vej af fortræd./ Rejser for at vinde over en tid./ Men den tid/ du forlod,/ forbliver virkelig som/ den tid der forlod dig// vender tilbage,/ hvad sagde du?/ Det stumme i dig?"


De langsomme læger
Det er altså noget af en træg omgang at slæbe sig igennem, selv om man i ny og næ bliver opmuntret af en god sprogboble, der får lov til at stige op fra det mørkegrønne dynd, som for eksempel den her om lægerne, der på trods af deres lave tempo får kureret lidt af Læbys stumhed: "Livet er ikke en dør-/ karm mellem sjæl/ og sjæl. I tiden/ bor ikke de flittigste/ læger, men når dørene/ smækker/ kan du lytte til samtalerne/ i de langsomme lægers rum".

 

[ t o p ]       [ h j e m ]