"Ambitionen om at blive forfatter bar Martha Christensen med sig fra sine tidlige år. Men der skulle en forvandling af stoffet til, før det forløste sig. Som hun sagde i et interview i 1990:

"I mange år skrev jeg om alt det, der foregik inde i mig, og jeg fik det ene manuskript efter det andet tilbage fra forlæggerne. Men så begyndte jeg at skrive om, hvad der skete med menneskene omkring mig, og så var det pludselig noget.""

(Henrik Wivel, Berlingske Tidende, 4/1, 1995)

Unge sind

Deres øjne er brune
og graae og grønne og blaa,
og deres øjne er klare
og mørke som dunkelt vand.

De har lidt levemaade,
lidt charme og godhed tilovers
for andre og for sig selv.
De har lidt kendskab til livet
og følsomme linjer om munden,
men angstens furer er endnu
kun ganske løs modelleret
og brydes forbausende let
af smilets smaa hastige byger.
Men hvert eneste sind er en verden
der rummer en verdens lykke
og gemmer en verdens fortræd.

Og de har kun et eneste ønske:
at livet engang dog maa
faa bugt med deres unge drømme.

"Jeg var forlagene rundt, indtil Fremad sagde ja. Det var udmærket, at det ikke skete før. Det ville jeg have haft røde ører over i dag."

(Martha Christensen til Anne Marie Løn i litteratur-tidsskriftet Krystalgade nr. 7)

(Herdis Damkjær, Ekstra Bladet, 28/11, 1962)