ANMELDELSE
Carsten Jensen: År to & tre
Dagbog
230 sider
Kr. 268,-
Rosinante
Udkom i november 1999

Jørgen Dines Johansen viser i en artikel (Kritik 136), at Blake får overbevist læseren om, at Blakes svar er det rigtige - ikke ved rationel argumentation, men ved "digtets form, dets synonymiske antitetiske og syntaktiske parallelismer". Med andre ord: ikke ved argumenter, men ved æstetiske tricks. Det er samme metode, Carsten Jensen benytter, når han skammer sine modstandere ud.

Doktor Jensen
Når omtalen her begynder med en så teknisk kommentar, er det fordi netop dét er en stor del af "År to og tre": at skamme folk ud. Rigtigt nok er Jensens tricks nogle helt andre, end dem Blake bruger i sit digt, for Carsten Jensen skriver ikke spor lyrik-agtigt (- når han i korte passager prøver at skabe lidt stemningsfylde, kan den virke lidt kliché-agtig. Kliché er i øvrigt et nøgleord, vi vender tilbage til). Tværtimod er hans sprog netop meget 'prosaisk', hverdagsagtigt eller 'bevidst': tilsyneladende logisk fremadskridende. Men som Blake bruger Carsten Jensen tit ikke argumenter, men påstande, der overbeviser mere ved deres oplagthed eller overraskelses-effekt, deres friskhed og smarthed - end ved at påstanden følger logisk af det foregående.

Carsten Jensen er for eksempel uenig med nogle "akademikere", der ønsker NATOs bombninger i Kosovo og Serbien sluttet "nu". Dette 'nu' er et lille ord, skriver Carsten Jensen, "som vist nok skal udtrykke voksen beslutsomhed, som man demonstrerer den over for uregerlige børn (nu holder du op!), men i stedet ekkoer af infantil krævetrang (giv mig den nu!)".

Der fik han placeret krigs-modstanderne, så at vi nu ikke behøver tage deres ord alvorligt. Overvejelser om krigen i Jugoslavien er netop en stor del af "År to og tre", og Doktor Jensen gør krigsmodstanderne til en del af den sygdom, det er hans hovedtese, at "tiden" er inficeret af: infantilitis - det vil sige barnlighed, modvilje mod at "blive voksen".

Sygdom i tiden
Carsten Jensen er altså en retorisk dygtig polemiker og ville blive en god politiker - i USA, måske. For selv om man ikke kan kalde ham direkte perfid, kan han være grov og gå efter manden og hans personlighed mere end efter bolden. Ikke mindst dérfor er hans bøger vel netop så populære: Det er jo altid sjovt at se folk blive nedgjort – i det mindste, når det sker på skrift, og man ikke føler sig medskyldig ved ikke at gribe ind.

Carsten Jensens abstraherende stil gør, at han tit angriber sine selverklærede modstandere med slogan-agtige teser, der sår tvivl om 'fjendens' motiver. Eller han psykoanalyserer dem og gør deres holdninger til symptomer på en sygdom. En Sygdom i Tiden, selvfølgelig, men også i de enkelte mennesker. Det sidste glemmer Jensen, måske, i sin iver efter at påvise Tidsånden - og bevise, at den ser ud, som han hele tiden har sagt.

I overensstemmelse med sin infantilitis-teori hævder han for eksempel et sted, at "mange af de holdninger, der i dag kalder sig politiske og forstår sig som venstreorienterede, er (...) bare forklædt og uforløst nostalgi efter den tabte ungdom". Her går det konkret ud over forfatteren Jesper Jensen - og heller ikke hans udsagn behøver vi jo nu tage alvorligt.

På samme ydmygende måde viser Jensen krigs-modstanderne som flokdyr, der har "en naiv tro" på deres højskole-demokratiske børne-lærdom: at man kan og skal 'snakke om det' med alle, også Milosevic. Carsten Jensen selv synes dog i samme sag ikke at være mindre naiv eller mindre følgagtig. Det, NATO fortæller om krigen i Kosovo, viser - siger han - at akademikerne gjorde uret i at kritisere krigen. For "NATO meddeler, at, (...)".

Hvorpå han genoptrykker NATOs pressemeddelelser og giver dem sit vandmærke, sit sært upersonlige touch ved at gøre krigen til ikke kun endnu-en-krig, en konkret og banal krig - men til et træk-i-tiden, et vendepunkt. En slags war to end all wars. For nu har "NATO takket være de moderne våbens uhyre præcision (...) formået at vende en af det tyvende århundredes mest afskyelige tendenser, at krig i stigende grad blev krig mod de civile (...). Krigen er igen blevet civiliseret (...). På en paradoksal måde tvinges vi til at revurdere vores fjendebillede" af våbenindustrien, siger Jensen. For våbnene bliver nu ikke mere brugt til at dræbe, men til at holde folk i live med, mener han (s.167-8).

Helt så perfekt var krigen jo ikke – hvad Carsten Jensen da også refererer et par måneder senere (for så vidt som han konstaterer, at "Under den serbiske tilbagetrækning så man lige så mange tanks rykke ud, som der tre-fire måneder tidligere var rykket ind"; altså havde "de moderne våbens uhyre præcision" måske ikke været helt så uhyre). 'Refererer' er endnu et nøgleord, vi vender tilbage til. Men først 'klichéen':

Et univers af stereotyper
Klichéen er på en måde et godt udtryk for "År to og tre". For selv om dagbogsformen i princippet skulle bringe en konkret og derfor enestående virkelighed ind i teksten, bliver det konkrete - et hus, en vej, en bestemt bog - i reglen gjort til en kliché. Forstået på den måde, at det bliver et symbol, noget abstrakt; et tegn, der intet er i sig selv, men mest fungerer som Jensens illustration på "livet i demokratiet", (verdens-)"historien", "den sene efterkrigstids nye menneske" - eller andre abstraktheder.

Det skulle man ikke undre sig over, sådan skriver Carsten Jensen nu engang: om dét, han mener er "tidstypisk stiltræk" i reklamer, politikere, studerende... Problemet med Jensens egen stil er, at hans univers kommer til at bestå af en del stereotyper; de enkelte mennesker får ikke lov først og fremmest at være sig selv. (Det sker dog; f.ex. på rejsen til Kaukasus, hvor den unge Vanessa fortæller uden at blive tolket for hver sætning).

Det var et større (og et stort) problem i rejsebøgerne fra 1996 og 97, der fremstod som reportage, men pressede så godt som alle mennesker ind i de båse, Carstens Jensens univers åbnede for dem. Jeg nævner rejsebøgerne, fordi 'dagbogen' her derimod er præcis, som den skal være. Den blev nemlig bestilt af P1-programmet Millenium, hvis redaktion siden januar 1998 har prøvet at beskrive ... tidsånden, må man vel kalde det. Det vil sige de træk og udviklinger - kort sagt: trends - der præger 'vor tid' og vil præge i det mindste de første år af det 21. århundrede.

Carsten Jensen taler et sted lettere nedladende om "en af de utallige balkan-eksperter", der udtaler sig om krigen i Kosovo; selv er han en af de utallige fremtids- eller trend-forskere, radioaviser, aviser og populær-tidsskrifter fylder sig med. Kun lidt mere intellektuel eller måske bare belæst. Han er altså fundet til P1s Millenium, eftersom han helt naturligt slynger om sig med "I en verden, hvor (...)" og "I en tid, hvor (...)" - samtidig med, han har læst og forstået de vigtigste europæiske aviser, tidsskrifter og romaner. Hvad angår film, tager han de amerikanske med.

Mega-trends
Og her er det, 'refererer' kommer ind. Det meste af bogen består af Carsten Jensens referater af debatter i Danmark eller internationalt; som de har været ført i bøger, artikler, film etc. Han uddrager altså essensen af andres forsøg på at forklare verden og 'fange tidsånden' (den polsk-engelske sociolog Zygmunt Baumans "Globalisering. De menneskelige konsekvenser"; "snæversynet og den bondesnu magtsyge" hos Thorkild Simonsen; Bill Clinton, der "tror, han kan føre krig på samme måde, som han forførte Monica Lewinsky: ved at undlade at fuldføre akten"; ...).

På samme måde udlægger Carsten Jensen film og romaner, han ser som typiske. Og dog er (dag)bogen anderledes end de helsider i Jyllands-Posten, hvor Jensen også de sidste par år har netop refereret udenlandske aviser og tidsskrifter. Dé artikler er så godt som kun referat; hér får vi tolkninger med - hvilket så klart er at foretrække. For selv om det kan være rart at vide, hvad de store hoveder går og bakser med, så er det da mere interessant - nemlig mere ene-stående - for eksempel at få en fin læsning af Spielbergs "The Saving of Private Ryan".

Carsten Jensen ser filmen sammen med krigen i Kosovo og begge bliver et udtryk for "en moderne humanisme, der er blevet så udhulet, at den ikke længere finder, der er nogen sag, som det er værd at dø for, og dermed heller ingen værdier, som fortjener at blive forsvaret mere end halvhjertet".

Dét er vel et udtryk for, at 'de store fortællinger' om at skabe et bedre samfund ved en revolution (omvæltning) ikke mere er så stærke, at de kan kaldes 'trends i tiden' (eller som her: "moderne"). Til gengæld fortæller realpolitikerne mere hypnotiserende end nogensinde før, konstaterer Carsten Jensen - med afsky:

"Vi har lært at vogte os for fanatikerne, og falde i søvn, når realpolitikerne taler. Men det er realpolitikerne, der i dag standser og stopper krige" - og det er deres skyld, at "Europa ikke løftede en finger, mens en kvart million mennesker blev myrdet i Jugoslavien".

Det er den slags overvejelser over 'mega-trends', man får i "År to og tre". Overvejelser, ja; selv om bogens tone - de skødesløse rejser og cappucino-på-café blandet med pludselige, ofte hadske udfald til forsvar for flygtningene på tv "med røde, forgrædte øjne" - den tone skaber indtrykket af et sært distanceret engagement, en lidt verdenstræt kosmopolitanisme ... Så overvejelserne skulle måske snarere kaldes causerier.

At glemme sig selv
Netop trenden med at tale om trends skriver Carsten Jensen også om. Men sjovt nok er det for en gangs skyld uden følelig selvbevidsthed, når han på bogens anden side siger, at "trendmagere og -settere, profeter af enhver slags (...) intellektuelle og lejlighedsfilosoffer, chefredaktører og statsmænd [i anledning af årtusindskiftet] vil lade deres synspunkter meddele - mere af konvention end fordi de har noget at sige. De har en nøgle i ryggen, og nu trækker vanen dem op".

Endnu et udfald mod dem, han selv er en del af - dét er Carsten Jensen i en nøddeskal. Og hvis han virkelig et øjeblik har glemt sig selv, var han måske lykkelig, da han skrev sætningen - for som epigrammet lyder i "Jeg har set verden begynde" (1996): "Kunne man blot forsvinde og blive ét med samtalen mellem to tilfældige mennesker på et tilfældigt tog, der kører over et tilfældigt kontinent, så ville man være livets hemmelighed nærmere …". Men det kan Carsten Jensen ikke, eller kun sjældent.

Som sagt sker det enkelte gange i "År to og tre", at han forsvinder' eller træder i baggrunden til fordel for f.eks. Vanessa fra Abkhazien (hvor Carsten Jensen er på reportage-rejse for Dansk Flygtningehjælp). Ganske vist erklærer han fra starten, at "årtusindets ansigt (...) sidder på min halvandet år gamle datter Laura, og hendes fødselsdage er min tidsregning" (hvilket jo er smukt og godt set). Men faktisk ender vi som regel hurtigt - selv når den erklærede hovedperson er udgangspunktet - hos jeg.

Selvfølgelig: det er jo en dagbog. Og selv om man kunne undvære en del af opløbet til forestillingen Kinesisk Kompas (lavet af Kirsten Delholm, Hotel Proforma), de mange "jeg tænker", "jeg synes", "jeg sveder" etc. - så er Carsten Jensen jo (som en anmelder skrev) "klog". Bogen giver et godt overblik over diskussioner, "vi" var optaget af i 1998 og 99 - f.eks. Milosevic, tørklæder, diverse 'storfilm', "The Highschol Shooting in Littleton, Colorado" (- hvor to elever skød og dræbte 13 elever og lærere; en begivenhed, der også forklares med tidens "infantile" træk). Vi får en stolt faders observationer af sin datter; nogle trivielle, nogle slående. Derforuden er vi i Cambodia, Kaukasus, USA med mere. Og så er Carsten Jensen jo faktisk en af dem, der har noget at sige. Så det bliver han forhåbentlig ved at gøre; måske kunne han lægge lidt mere vægt på 'noget' end på 'at sige'.

What is it men in women do require?
The lineaments of gratified desire.
What is it women do in men require?
The lineaments of gratified desire.