|
|
Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem |
|
M A G A S I N F O R F I L M - L I T T E R A T U R - T V w w w . s e n t u r a . d k |
|
ANMELDELSE Af Kenneth T. de Lorenzi
![]() |
Her gik man og troede, at splatterfilmen var blevet endegyldigt og uopretteligt nakkeskudt, men den har altså bare skiftet nationalitet og er gået under jorden igen og det er vel egentlig også dér, den hører til. Absurd beskæftiger sig med alt det, som ikke er mainstream eller, som det angives på forsiden: "Horror, Gialli, Sleaze, Gore, Sex, Spaghettiwesterns, Trash, etc." Til dem der ikke ved, hvad fx. "Gialli" er for noget (en særlig form for italienske detektivthrillere), kan man kun sige: "Det er sgu' nok ikke noget for dig", for Absurd er et meget målgruppebevidst blad, hvilket man jo også kan ræsonere sig frem til af betegnelsen "fanzine". Der skrives udelukkende for fans af de fantastiske filmgenrer og det, der skrives er til tider indforstået, men altid humoristisk uprætentiøst og (som regel) uhyre grundigt researchet. Udover det tyske splatterfolk byder Absurd #5 på en længe tiltrængt gennemgang af soft core gone hard core-instruktøren Radley Metzgers interesssante karriere. Metzger var en af de få, der lavede seværdige, professionelt gennemarbejdede pornofilm i '70erne (under pseudonymet Henry Paris) og hans The Opening of Misty Beethoven (Miss Beethoven åbner sig, 1975) har for længst opnået klassikerstatus som "verdens bedste pornofilm" og en plads i selveste MoMAs filmarkiver! Desuden kan man læse om en ny (den første?) dansk zombie-novellefilm, Nekrolog og, i en genbrugsartikel fra Filmhusets Filmnyt, om go'e gamle Ib Jørgen "Reptilicus" Melchior. Ellers bydes der bl.a. på lange, grundige og muntert informative artikler og interviews med obskure B-film/birolle-skuespillere som Hans Wollstein der fx. har spillet sammen med Klaus Kinski; Tomas Millian - der, efter en lang karriere som hovedrolleskuespiller i italienske politithrillere o.a., er "degraderet" til småroller i større Hollywoodproduktioner som den Oscar-vindende Traffic (2000) og bodybuilderen, Gordon Mitchell, der debuterede i DeMilles The Ten Commandments (De ti bud, 1956) og siden har medvirket i over 200 film! Layout og indhold minder meget om det, i slige kredse, legendariske fanzine Inferno, der nåede at udkomme 11 gange på en fire-fem år. Inferno gik ind i midten af '90erne, og et par af dets medarbejdere profilerede sig bl.a. sidenhen som hhv. instruktør af Aqua-videoer og pibefægtende pornoanmelder med hatten på sned på (K)anal København. Absurd er i øvrigt ikke det eneste 'zine, der bærer faklen videre fra Inferno. Jack J.s Stay Sick! "Djævleøens eneste psykotroniske filmblad" kunne, i sit første egentlige nummer fra sidste år, prale af at have fået rettighederne til trykke tre artikler, der skulle have været en del af Inferno #12 (samtidig med at de, uden at have fået lov (hov hov), trykte en Sentura-artikel!) og Lars von Hegnet har snarere overlevet Inferno, da han startede med at udgive sit Bloody Darlings et halvt års tid efter Inferno #1 kom på gaden. De forskellige blade kan skaffes gennem diverse undergrundsforretninger (brug din fantasi) eller man kan tjekke Absurds hjemmeside ud, hvor man i øvrigt også kan købe en masse obskure film. De har sikkert også nogle links.
|