Æggende og glad

ANMELDELSE: Det er meget længe siden, at jeg har glædet mig så meget til at skrive en anmeldelse, dels fordi den bog, som jeg om lidt vil anmelde, er virkelig god, dels fordi den tager en tradition op, som jeg tilfældigvis ved noget om. Men stop en halv – det er kun to ting på én gang og ifølge kinderægslogikken skal der helst være tale om hele tre ting. Okay så: Den tredje er selve bogens forside, der er ganske fremragende, og som forestiller en mand med en noget interimistisk forklædning af sig selv. Sådan!

Adda Djørup debuterer med disse digte, som i dagspressen allerede er blevet kaldt "tænksomme" og "storcharmerende". Det kan jeg kun tilslutte mig, men samtidig vil jeg gerne uddybe, hvad det tænksomme går ud på, for med hensyn til charmen, så er det jo ved at være et kendetegn ved alle de digtere, der debuterer nu om dage. Det tænksomme derimod har mange haft svært ved at tage op, og det især pga. én skikkelse i nyere dansk poesi, som de fleste kun kan tænke til sokkeholderne, nemlig Per Højholt.

I forlængelse af Højholt
Hvor fx Peter Adolphsen med succes forsøger at skrive i forlængelse af Højholts sene prosa, der forsøger Adda Djørup for mig at se at skrive i forlængelse af Højholts sene lyrik. Og det er straks en anden prekær sag, fordi Højholt (eller Højholy, som jeg først kom til at skrive) jo først og fremmest var digter, og tænksom digter endda.

Men Djørup gør for mig at se noget helt rigtigt og sætter ind et af de steder, hvor der faktisk kan tænkes og skrives videre, nemlig i forhold til gentagelsen. Det handler ikke blot om at gentage for derved at producere forskelle, men om at gentage med glæde og affirmation. Nogenlunde som forsidebilledet allerede iscenesætter det, hvor den interimistiske gentagelse bliver sjov, ja bliver show for alvor.

Hvad intet er?
Djørup selv skriver i digtet Jegsom, i noget der kunne ligne en mini-poetik: "At skabe er at spørge hvad intet er./At spekulere er at gentage spørgsmålet". Det kunne for så vidt have været et af Højholts egne udsagn, men forskellen er gentagelsens karakter, dvs. hvor megen glæde og humor man lægger i denne. Og dér lægger Djørup en masse af begge dele.

Gentagelsens glæde handler så igen om karakteren af dette "intet", dvs. om intet blot er intet, eller om det nu også er noget – og sådan kan man jo (gab) blive ved. For Djørup er det blot en poetisk motor, et ordspil der kan generere poesi, og pist væk er pludselig alle de ontologiske hokuspokus-spekulationer. Det er et gentaget intet, men det er gentaget med glæde til fordel for poesien.

Den poetiske erkendelse
I det hele taget kan det anbefales til alle lyriklæsere fremover at bruge det fabelagtige digt Mørkeæderen II som en øvelse i eller meditation over, hvad lyrik kan og gør. Det er meget lang tid siden, at jeg har læst et digt, der stiller så store krav til den poetiske erkendelsesevne, ja måske ikke siden nogle af Niels Franks digte fra Tabernakel, som også på flere måder arbejder videre på Højholts erfaringer.

Gud ske lov og tak er det ikke al poesi, som er og skal være så tænksom, men når det nu er tilfældet, er det jo fantastisk, at det lykkes så flot. Så lad os håbe, at Adda Djørup snart følger op på denne formidable debut og skriver om, hvad der sker når Monsieur opløses i virkelighed.