Hvem sidder derinde bag skægget?

ANMELDELSE: Adda Djørup debuterede i 2005 med den overrumplende, intelligente og inciterende digtsamling Monsieurs monologer. Nu debuterer hun så også som prosaforfatter med disse 16 noveller. Genren noveller er på en måde lidt en tilsnigelse, i hvert fald visse steder, for imellem teksterne finder man fx decideret kortprosa, fantastiske fortællinger og andre gange tekster, der kan minde om et prosadigt.

I min anmeldelse af digtdebuten sammenlignede jeg Djørup med Per Højholt, og den sammenligning kan for så vidt gælde endnu, når det gælder Djørups prosa. Flere af fortællingerne tager den fantastiske fortælling op og kan til forveksling minde om Højholts blindgyder fra 1980'erne. Det skal ikke forstås sådan, at Djørup ikke har en selvstændig stemme, slet ikke, men snarere at hun åbenbart arbejder meget traditions- og genrebevidst, uanset hvor hendes litteratur genremæssigt befinder sig. Ordet intelligent passer bestemt også på hendes prosa.

Geografisk rækkevidde
Desuden bevæger Djørups fortællinger sig ubesværet inden for en geografisk rækkevidde, som er sjælden i nyere dansk prosa, uanset hvor globaliseret denne ellers måtte være. Det er overbevisende og professionelt gjort, og hvordan Djørup end researcher til sine noveller, så er der allerede tale om en bemærkelsesværdig indsats på det punkt.

Og det er det også, når det kommer til novellerne som sådan. De er gode, indrømmet: ofte vanskelige, men altså alligevel virkeligt gode. Flere af novellerne var jeg nødt til at læse nogle gange for at få hold på handlingen, og hvem der er hvem. Det gør imidlertid ikke mig noget. Jeg vil gerne på arbejde for at finde rundt.

Driver gæk med læseren
Men der er også fortællinger, der står glasklare og lige til at gå til, som fx den om rationalisten Onkel Otto, der ser spøgelser i Firenze eller historien om A's breve, der har en fin pointe til sidst, som jeg ikke vil afsløre her.

Så er der den underlige, men dybt interessante tekst, som også lægger titel til bogen, der handler om en person, der ynder at vandre rundt i S-toge med et falsk fuldskæg. Historien er formentlig "grunden"(??) til, at Djørup lader sig afbillede på forsiden netop med et fuldskæg. Men grunden er, som man kan se af mine spørgsmålstegn stadigvæk ikke helt klar.

Heller ikke det gør mig noget, snarere tværtimod. Djørup driver nemlig gæk med sin læser. Hendes prosa kræver som digtene i øvrigt masser af opmærksomhed. Man kommer som sagt på arbejde, og det er kun dejligt. Hvem er det, derinde bag skægget? Og hvad er pointen egentlig med det?

Uden dikkedarer
På dansk grund har vi på det seneste næsten vænnet os til en overflod af nye, gode kvindelige forfattere. Navnene er allerede de fleste litteraturinteresserede bekendte, fra Ursula Andkjær Olsen til Mette Moestrup, men man kunne sagtens forestille at fremtiden i mindst ligeså høj grad tilhører Adda Djørup, hvor man fornemmer et enormt potentiale. Bare det at skifte genre på så overbevisende en måde, som hun gør det her, er en præstation i sig selv. Det er muligvis en form for litteratur uden ret mange dikkedarer, dvs. ikke underlagt alskens modefænomener som sådan, ja lidt gammeldags måske, men for dælen da, hvor er det godt.

Hvis man begyndte at spørge sig selv, om litteraturen er ved at være død til fordel for biografier og andre smålitterære tivolifænomener, så læs Adda Djørup og bid mærke i hendes navn.