ANMELDELSE
Thomas Boberg:
En stående aftale
Digte
Lindhardt og Ringhof
102 sider
Kr. 199,-
Udkommet april 2002

"Jeg har skrevet meget på psykiske konflikter, ligesom kærligheden i dens forskellige afskygninger – også dens fravær – har dannet baggrund for mange af de digte, jeg skrev, da jeg var helt ung. Dengang følte jeg et stort pres og levemæssigt underskud, jeg ikke kunne forklare, men som jeg forsøgte at håndtere ved at skrive digte.
I dag er min indgangs-vinkel til digtene anderledes. Jeg mærker ikke kun underskud, men også overskud. En lyst til at frigøre digtet og se det som en ting, jeg kan betragte og i bedste fald glæde mig over, ligesom jeg ikke mærker den samme utålmodighed som tidligere."

Citat: Thomas Boberg (i anledning af En stående aftale, Politiken 2002)

"Boberg adskiller sig fra andre digtere i samme generation ved at hans længsel har retning...".

Citat: Forfatteren Jakob Brønnum i et portræt af Boberg på Det Kgl. Bibliotek.

Så er Thomas Boberg tilbage i sit rette element efter nogle år, hvor vi er "blevet spist af" med en genudgivelse og hans rejseminder Americas, som både gav digteren nye læsere, smør på brødet og en indstilling til Nordisk Råds Litteraturpris. Men nu er det fuldblodsdigteren, vi kan læse igen. Poeten fra Lima, som jeg aldrig helt ved, om jeg gider gå i gang med at læse – men oftest ender med at læse i ét vældigt sug af fremmede dufte.

Måske hænger mit noget tvetydige forhold til Boberg sammen med, at han – åndeligt og fysisk – befinder sig et andet sted end de fleste i den danske litteratur. Og det kan gøre ham svær at læse. Et sted i de nye digte sammenligner Boberg et vejkryds med en saks. Og det er et meget sigende billedvalg: For de fleste vil et vejkryds sandsynligvis minde mere om et kors – men for Boberg er det naturligvis en saks, fordi han netop ikke betragter vejkrydset fra vejen. Han står et andet sted end vi andre, i rabatten mellem vejene i krydset, og ser verden derfra. Hans perspektiv er simpelthen et andet end de flestes. Og derfor er vejkrydset i digtet ikke bare en saks – men en saks, der brutalt jages rundt i livet.

Tryk på billedkanonen
Er der så sket noget med Bobergs lyrik siden hans sidste digte, Under hundestjernen fra 1997? Både ja og nej: Det, der allerede var der, er blevet forstærket. I En stående aftale er han i endnu højere grad end sine tidligere digte inspireret af den sydamerikanske tradition med et lidt fremmedartet og til tider ganske tungt billedsprog. Det virker som om, at han lige har trykket en ekstra gang på billedkanonen, og det ender faktisk med at være for meget for min smag.

Ind imellem synes det som om, at formen stiller sig i vejen for indholdet – digtene kommer simpelthen til at fremstå tunge og døde med deres symbolladede sprog. Andre gange sker det modsatte: At indholdet bliver så påtrængende, at Bobergs stærke (og velmente og sikkert velbegrundede) sociale indignation simpelthen kvæler det lyriske.

Lugter fælt af patos
Jeg savner generelt en lillebittebittebittesmule forløsende humor. Bare engang imellem. Midt i den højstemte stemning kommer det hele til at virke en smule patetisk. Eller måske er der bare mig, der ikke forstår den underliggende ironi? Titler som Digtet eller livet og Herren og de ansatte siger næsten det hele (og i øvrigt findes de i deres fulde længde nedenfor); det lugter fælt af patos og bliver lidt utidssvarende.

Men det betyder ikke, at der ikke er gode digte i En stående aftale. Dem er der også en del af. Jeg har valgt at citere Set fra en morgen nedenfor, fordi det simpelthen er et rigtigt godt digt: Bobergs billedkanon er som altid kørt i stilling, men her har symbolikken en mere nedtonet rolle. Billederne får lov til at tale deres eget sprog, det ene tager det næste, og driver os gennem digtet, indtil det pludselig er slut – og vi på forunderligste vis er tilbage, hvor vi startede – i øjeblikket i morgensolen. På én gang besværet og beruset ved udsigten til en ny dag.

Tre teksteksempler:

Digtet eller livet

Jeg smækkede døren bag mig
Så kom skyggen af digtet
det om skrækken for bladet
men hvordan skrive det
uden jeg falder sammen med jeg?
Jeg forestillede mig
jeg inde i digtet skriver digtet
om en mand der får halsen skåret over af bladet
mens jeg i venteværelset
hos barberen
skriver dette i håb om at slippe for det digt

Herren og de ansatte

På taget
ved hjørnet til oceanet
står fire rottweilere
tungerne slasker ud af flaben
og øjnene søger
nogen at flå i stykker
Så spring for helvede
lev det ud
men de kommer ingen steder
af skræk for at slå sig

Set fra en morgen

Om morgenen når det ser vanskeligt ud
hænder der også noget
en gartner kommer med enebærbusken
for at sælge den til spotpris
et stjålet liv
revet ud af naboens diminutive have
vandrer det i en fremmeds arme
med rødder i den bare luft
ligesom en rodet tanke
buldrer hele byen gennem sin egen idioti
så er det kolibrien dukker op
alene står den fast i luften
ved trompetmunden
og stikker sylen langt ned i halsen
kunne også jeg erobre
øjeblikket
her på kloden det underlige præcise sted
ansigtet løftet
lige op under solen
og drikke mig fuld i den rene luft