Han lurer skyhuller

F.P. Jacs nye digte er et et vidunderligt sommerhus at varme sig i.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Ude hvor kragerne ender, ude hvor forstædernes udtryksløse sovesiloer ellers mest tegner den kedsommelige dagsorden, derude går denne hersens fantastisk fabulerende Allerødvins-næse rundt og skriver noget af det allermest storblomstrede danske poesi, man kan forestille sig. Han hedder F.P. Jac, og ord er dét, han kan.

Da jeg selv personligt groede op og gik rundt og var ung og havde vred digterhat på, ovre i min egen trøstesløse provins, havde jeg et ret anspændt – for ikke at sige decideret elendigt forhold til monsieur Jac og hans sprudlende ord-fontæner. Faktisk irriterede han det levende SHIT ud af mig, og jeg måtte kickstarte adskillige tillægs-hjerneceller, før han begyndte at vokse på mig. Da den proces så var i gang, fortsatte den gudskelov bare – ligesom Jac selv – indtil jeg nu, småforfærdet, må indse, at jeg fandme kan LIDE hans stuff, nej: er vild med det. (På samme måde som andre rednecks nyder Ultimate Fighting-knockdowns, eller Monstertruck-stævner).

Med forfatteren som co-pilot
I denne dovne omgang storslået Jacsk tomgang tager vi passagérsædet ved hans side, med ham som lettere intoxikeret chauffør, i forfatterens store rødmossede hoveds lidt ramponerede limousine og kører en laber joyride gennem hans indre sommerlandskab. Og ligesom de der gale katte på det varme håndtag må vi gispe en lillebitte smule efter vejret, når vi sidder i haven med Jac, og "lurer skyhuller" og "sjældent fuldfører en ugeløn" engang nede i hans irgrønne ungdom.

Jac skriver som tilforn med sin helt egen, luddovne hektik, man lulles ind i ordenes opium, og jeg giver en lunken Aldi-øl til enhver, som efter endt læsning kan skelne det ene digt fra det næste. Det gør imidlertid ingenting, for uanset digtene måske ikke alle sammen er de rene kanoniske smaragder (eller bare ligner hinanden tematisk), så skaber den lidt slæbende, meget afslappede stil, en fabelagtig sammenhæng – et vidunderligt sommerhus at varme sig i, hér midt i vinterkulden.

Roadmap to everywhere
På sin egen generøse måde er Jac måske en slags Benny Andersen for forstæderne – og for det nye millennium ude i forstæderne. Ikke HELT så hyggelig og en del mere anløben både af ånd og statur – men han har samme evne til at beskrive det helt almindelige everyday-agtiges enorme storhed.

Sådan så man bliver lige dele imponeret og misundelig – både over ikke at kunne skrive sådan, selvfølgelig – men også over ikke bare at have SET det sådan først. At der er mennesker udenfor København, en verden omme bag Smagsdommernes hippe, storbuede øjenbryn, at der er et Danmark, hvor "historien jo altid selv bliver historie", beviser Jac endnu engang, med dette rigt kvækkende roadmap til et Agurkistan som også er dit og mit.