Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 
  
foto: Nina Larsen

 

 


  Af Ulf Joel Jensen

 

 

 

Intro

Anmeldelser


Smertens nærvær

ANMELDELSE
Naja Marie Aidt:
Rejse for en fremmed
60 sider
kr. 175,-
Gyldendal
Udkom i 1999

Omslag


De springer ind i mine øjne.

Bogstav for bogstav. Samler sig til ord, som danser - måske er det en bolero - på min hjerne, inden de respektløs kaster sig ned gennem nervebanerne, rammer min tunge, som de bruger som hoppepude, svinger sig i min drøbel. Endelig forlader de min mund i en hostende og harkende rytme. Vælter sig ned over siderne fra hvor de kom.

I bogen kan jeg ikke engang se, at de har været væk. Det eneste spor er måske et ganske lille knæk i bogens matblå ryg - et enkelt æseløre. Men Aidts digte lever og pulserer og smitter sin læser med liv. Ordene maser sig ind på min krop og bliver til min virkelighed. Det er digte om en stærk og altomfattende kærlighed. Kærlighed på tværs af tid og død.

"Rejse for en fremmed" bliver ekstremt nærværende for sin læser, fordi lyrikken er så sikker. Der er intet overflødigt i denne bog, der er båret af en stor indre skønhed og nødvendighed. Ordene bliver læsernes egne, og selvom Aidts digte på sin side godt kan siges at være meget litterære og derfor svært tilgængelige, så gør rytmen, ordenes spændstighed og fremfor alt billedsproget digtene næsten åbenlyst sande.

S-togene lyser i mørket, fugten driver gult ned af væggene, der er koldfront i juni, og man kan vente et helt årti på pausen mellem to ord - hvis blot de to ord kommer fra den rigtige. Følelserne fanges så præcist i disse billeder, at "Rejse for en fremmed" bliver vores - læsernes - rejse. Det handler om kærlighed, og det er så enkelt, at det næsten gør ondt.

 

Sprog: * * * * *
Potentiale: * * * * *
Underholdning: * * * *
Nødvendighed: * * * * *    
[Der gives mellem en og seks stjerner]


 

 


To teksteksempler:

 


Det er den grønne vinter, koldfront i juni.
Studenterne svinger huerne med en gysen.
De yndige tyrkiske piger læner sig op ad
den eneste gade vi har der ku minde om storby.
Vesterbrogade, lang og senet.
Alle venter på noget.
Hvor vil du have jeg skal blæse hen i denne her by?
Jeg er iført helulden frakke. Jeg står på et hjørne
og spiser pommes frites. Det er sent. Men jeg tænker på alle de digte
jeg elsker og glemmer at tænke på dig. Jeg tænker på mine
forældre.
På den hvide vinter der er så mørk at man lever i udkanten af sig
selv.
Jeg tåler nu næsten dette lands evige blæst og kan sagtens vente
to dage og i og for sig et tiår på næsten alt.
Min død. At gense et øde sted.
Og dette, at du en dag vil løfte din hånd og ringe mig op.
Jeg ved jeg vil smile lykkeligt præcis når du ånder mellem to ord.
Jeg er hvid i den grønne vinter.


 

 

 

De tomme S-tog står og lyser
ved Dybbølbro Station.
Det fyger.
Man skal kende de sitrende lamper i sne
for at vide hvordan
vi lukker os inde om natten med disse bedrøvede skygger
om vores lyseblå øjne.
Det er en form for tryghed.
Men vi savner et andet klima.
Og vi er vrede, og vi kan ikke sove.
Som om det blev taget fra os engang,
som om de tog det fra os.
Det er derfor vi rager til os
når mannaen falder i maj.
Det er så enkelt.
Det gør ondt.

 


 


Intro   Anmeldelser   [ h j e m ]