Bogstav for bogstav. Samler sig til ord, som danser - måske er det en bolero - på min hjerne, inden de respektløs kaster sig ned gennem nervebanerne, rammer min tunge, som de bruger som hoppepude, svinger sig i min drøbel. Endelig forlader de min mund i en hostende og harkende rytme. Vælter sig ned over siderne fra hvor de kom.

I bogen kan jeg ikke engang se, at de har været væk. Det eneste spor er måske et ganske lille knæk i bogens matblå ryg - et enkelt æseløre. Men Aidts digte lever og pulserer og smitter sin læser med liv. Ordene maser sig ind på min krop og bliver til min virkelighed. Det er digte om en stærk og altomfattende kærlighed. Kærlighed på tværs af tid og død.

"Rejse for en fremmed" bliver ekstremt nærværende for sin læser, fordi lyrikken er så sikker. Der er intet overflødigt i denne bog, der er båret af en stor indre skønhed og nødvendighed. Ordene bliver læsernes egne, og selvom Aidts digte på sin side godt kan siges at være meget litterære og derfor svært tilgængelige, så gør rytmen, ordenes spændstighed og fremfor alt billedsproget digtene næsten åbenlyst sande.

S-togene lyser i mørket, fugten driver gult ned af væggene, der er koldfront i juni, og man kan vente et helt årti på pausen mellem to ord - hvis blot de to ord kommer fra den rigtige. Følelserne fanges så præcist i disse billeder, at "Rejse for en fremmed" bliver vores - læsernes - rejse. Det handler om kærlighed, og det er så enkelt, at det næsten gør ondt.