Naja Marie Aidt har skrevet en serie lidt hemmelighedsfulde og stærkt fabulerende digte, som står side om side med deres svenske gendigtning, begået af den svenske maler Håkan Blomkvist, som også har formgivet bogen og skabt de sort/røde monotopier, der ledsager digtene.

Så var der nogen der tog ud at sejle
midt om natten.
Men det gjorde ikke noget
for midnatssolen var der.
Som om man ikke blev sindssyg af det.
De syngende mennesker.
Lyset der evigt slår mod ruden.
Når man lå og åndede i sengen.
Jeg vil ikke være med til det.
Jeg vil ha et pillemisbrug.
Nej, det har jeg allerede.

Sådan starter det første digt i bogen – og sådan kommer vi i gang med det åndelige brobyggeri mellem de to søsterkulturer på hver side af vandet. Forlaget beskriver bogen som "kunst i bogform og et møde over Sundet mellem to kunstnere i den sande Kulturbro-ånd."

En slags turbo-Aidt
Måske er det den svenske udebane, der gør det. Måske er det bare en ny stil – men Aidt skriver i hvert fald helt anderledes digte i denne bog, end hun har gjort før. Det er sådan en slags turbo-Aidt, der drøner over Øresundsbroen i måneskin. En Aidt i frit fald uden åbenlys mening. Aidt for ordenes skyld alene:

Figurer introduceres
Efter denne bogs udgivelse, har Aidt udgivet samlingen Balladen om Bianca på Gyldendal. Og hér fortsættes tendensen: Digtene er billedrige, der er tyngde på hver linje – og de nærmer sig næsten et surrealistisk udtryk. Og så er det altså i Begyndelsen til en historie, at Bianca og José, som er gennemgående figurer i Balladen om Bianca, introduceres.

Begyndelsens slutning, samlingens sidste digt, lyder:

Jeg kan dårligt forestille mig en smukkere måde at forbinde Danmark og Sverige på. Det sku' da lige være mine naboers: Et dansk-svensk par, som blev gift på Hven for et par år siden og nu har en søn på et halvt år.