ANMELDELSE
Morten Albæk og Rasmus Hylleberg:
Generation fucked up
Debatbog
160 sider
Kr. 139,-
Gyldendal
Udkommet 3. juni 2005

Af
Peter Due Jensen

Morten Albæk (f. 1975), cand.mag. i historie og filosofi. Til daglig chef for afdelingen Interessentrelationer i Danske Bank-koncernen. Er kommentator ved Berlingske Tidende og P1 Morgen. Desuden medstifter af Kulturselskabet Stilling (1999-2004), der blandt sine meritter har haft en fodboldfilm-festival. Ivrig foredragsholder, har lanceret begreberne "Græshoppe-generationen" og "Generation fucked up". Rasmus Hylleberg (f. 1974), BA scient.pol. Næstformand i Dansk Flygtningehjælp, styrelsesmedlem i Folkekirkens Nødhjælp og Kirkernes Verdensråd – desuden medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse. Har tidligere været politisk konsulent for Det Radikale Venstre og været formand for DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd. Hylleberg har skrevet en del artikler om demokrati og unge og international politik.

ANMELDELSE: Morten Albæk og Rasmus Hylleberg tilhører begge den generation, som Albæk har kaldt Generation fucked up. De er lige omkring 30 år begge to.

Ifølge Morten Albæk er hans generation "fucked up", fordi den ikke vil tage et ansvar for de væsentlige samfundsopgaver, som vi står overfor lige nu, og dem, som vi med stor sikkerhed snart kan se tårne sig op i horisonten. De unge hengiver sig bevidstløst til forbrugerisme og egocentreret selvrealisering i stedet for at tage del i og bidrage til de demokratiske institutioner og traditioner i vores land. En af indikatorerne på denne udvikling er partiernes faldende medlemstal.

Bidrager med kaffedrikning
Rasmus Hylleberg er ikke enig i Albæks pessimistiske diagnose af generationen. Tværtimod er han fuld af håb og optimisme. For i takt med at de gamle, demokratiske samfundsinstitutioner har spillet fallit, viser det sig, at Generation fucked up har fundet frem til et andet og bedre samfundsengagement og en ny måde, hvorpå de fører den nødvendige demokratiske samtale. De unge "stemmer med indkøbskurven", som det hedder. Hylleberg siger det sådan: "Oven på en velsmagende kop Max Havelaar-kaffe fortsætter jeg opmuntret vores dialog – velvidende, at jeg har gjort mere for et par fattige bønder, end det hidtil er lykkedes for europæiske ministre at gennemtrumfe på hundredevis af topmøder".

Det er i øvrigt karakteristisk for begge forfatterne, at de er aktive deltagere i udformningen af det samfund, som de begge er voksne i nu, og som deres børn skal til at vokse op i. De er, hver på deres måde, parate til at påtage sig ansvar og være med til at gøre en forskel. Albæk mest som debattør, foredragsholder og samfundsrevser og Rasmus Hylleberg som aktivt foreningsmenneske, medlem af Det Radikale Venstre og samfundsdebattør.

Tvekamp med ord
Generation fucked up er en udskrift af de to debattørers korrespondance på e-mail i perioden fra 4. august 2004 til 13. april 2005. Det gør den til en særlig form for tvekamp med ord, holdninger og argumenter, hvor der er kort tid mellem, at den ene har modtaget en mail, til svaret skal sendes.

Som debatbog er den således i takt med de nye elektroniske muligheder. Den stadige vekslen mellem to synspunkter placerer bogen et sted mellem de allerede kendte muligheder for meningsudveksling: tv-debatten og læserbrevkassen. Og er sig selv et eksempel på Hyllebergs påstand om, at der i dag – med internet, e-mail og andet – føres engagerede og nødvendige samfundsdebatter efter partiforeningernes og de politiske møders storhedstid.

Bogen er et godt eksempel på, at debat og meningsudveksling, når den altså føres sobert, er vejen frem mod mere åbenhed og tolerance. Hvem man er enig med, er ikke så vigtigt i første omgang. Det afgørende er, at nogle vidende, engagerede mennesker er interesseret i at tage den nødvendige politiske debat. Får læserne så selv et skub til at tænke videre, er man nået et godt stykke.

Der bliver diskuteret og udvekslet meninger, så det er en fornøjelse at læse, og undervejs kommer de to duellanter både i bredden og i dybden med væsentlige emner på den aktuelle politiske dagsorden. Demokrati, globalisering, opdragelse, folkeskolen, engagement, forbrug og krigen i Irak er blot nogle af de mange emner, som forfatterne når rundt om.

Og dermed overskrider bogen sit udgangspunkt, generationsdebatten, og bliver til en alment samfundsdebatterende udgivelse.

Også fælles fodslag
Selvom diskussionen bølger frem og tilbage mellem de to parter, er uenigheden dog ikke total. Når emnet fx er laissez faire-pædagogik og Irakkrig, finder forfatterne fælles fodslag.

Begge er nemlig rørende enige om, at tresserpædagogikken har spillet fallit og efterladt en skole, hvor mange lærer for lidt og derfor – groft sagt – spilder deres tid. Emnet er relevant, men desværre kommer debatten mest til at handle om de berygtede PISA-undersøgelser skal tages for gode varer eller ej. I stedet kunne forfatterne måske have forsøgt sig med et bud på en tredje vej, hvor man hverken tager den sorte skole eller 60'er-pædagogikken i ed.

I spørgsmålet om Irakkrigen kan det også undre én, at grundlaget for krigen er ladt ude af diskussionen. At den blev indledt for at tilgodese Vestens, ikke mindst USA's, økonomiske interesser, og at den var i strid med FN's tilkendegivelser, er ikke interessant. I stedet diskuterer forfatterne, hvilken rolle Europa skal spille i det stormagtspolitiske spil nu og i fremtiden.

Med andre ord er holdningen den gængse: Krig fører til fred og fordragelighed. Det kan enhver jo se... og både Albæk og Hylleberg mener at have klare beviser for, vi efter krigen langsomt vil se demokratiet spire og freden sænke sig over Mellemøsten. Men den parallel, som de drager til det tidligere Østeuropa og murens fald, er både falsk og fordrejet, da demokratiseringsprocessen i de lande netop ikke blev tvunget igennem med væbnet magt, men skete efter en naturlig udvikling.

Men altså – Generation fucked up er og bliver en god, saglig bog, som tager nødvendige problemer op til debat og giver masser af stof til eftertanke. Tænk, hvis den politiske debat under valgkampene herhjemme blot tilnærmelsesvis nærmede sig dette niveau i nuancerigdom og argumentationskraft... Så ville der atter være håb for den politiske kultur i Danmark.