T.S. Høeg stikker en albue i siden på det borgerlige Danmark.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Jeg væmmes ved tanken om gøglere. Cirkusklovne finder jeg angstfremkaldende. Det må jeg erkende. Derfor burde jeg også være skræmt fra vid og sans over T.S. Høegs Albue. En digtsamling fyldt med sproglige klovnerier og indholdsmæssig gøglerkunst.

Men den får mig på ingen måde til at gispe efter vejret. Selvom den lejlighedsvis er ret morsom.

Sproglig legestue
Det er vanskeligt at sætte Høeg i bås. Der er en pæn portion 80'er-digter over ham. Hverken F.P. Jac eller Strunge har levet forgæves i forhold til Høegs motiver. Og hans sproglige legestue står ikke tilbage for 90'ernes forfatterskole.

Den sproglige kreativitet er nemlig ret central hos Høeg. Læs blot digtet Månehund: "månehund med solhunger/blå stråler i marven/vågner skør som få/taler bagvendt i lyset/tæmmer stjerner i natten/månehund med solhunger."

En tydelig leg med antitesen og egentlig et fint lille digt fra et sprogligt perspektiv. Og dem er der mange af hos Høeg – udover digte om musik, kærlighed og landskaber.

Lilleputidyllisk
Tematikken i digtene kredser om modsætningen mellem en lilleputidyllisk hverdag i Danmark og det samme Danmark, der går i krig og er ond imod udlændige. Dette suppleres med digte, der næsten dystopisk tegner en nutid, eller måske er det en fremtid?

Det kommer til eksempel frem i digtet om Ørestaden – en tom og død kulisse, hvor Høeg karakteriserer miljøet således: "her er der ingen grund til at hænge ud/så darfur kan der ikke blive ballade".

Et lejlighedsvist grin
Den klart bedste del af Albue er den sidste. I en lille fabel udspændt over tre digte lader Høeg fortabte sjæle besætte dyrene, så de kan hævne sig på de nulevende, ligeglade og følelseskolde mennesker: "inden længe vil muldvarpen underminere din friværdi, så du går gennem dine ælde træsortsbrædder i dit ejerlejlighedskompleks, og skaden hærger din altankasse fordi den også har spottet dine svigagtige dispositioner", skriver Høeg i #2 sammenhængskraft. Og det er da meget sjovt.

Albue er god for et lejlighedsvist grin, når ordkunstneren Høeg virkelig folder sin kreative humor ud. Men indignationen over det almindelige, borgerlige Danmark og en krig i Irak er bare et nummer for trættende.

"Erigeret langemand/op imod alt," skriver Høeg. Men det kan han sørme selv være.

 
Teksteksempel

[NB! Digtet er fra s. 20-21 i bogen.]