Digte i drømmenes mørke

Nicolaj Stochholm er efter 8 års pause tilbage med digtsamlingen Aldrig mere. Indimellem letter det, men tit tynger litteraturhistorien og den religiøse ramme.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Jeg er ikke i tvivl om, at Nicolaj Stochholm selv har haft gode og frigørende oplevelser med at læse Joyce, Homer og alle de andre, men når jeg læser hans egen nye digtsamling, så oplever jeg de store gamle kanoner som en unødvendig vægt på digterens skuldre. Digtenes samtaler med diverse litteraturhistoriske skikkelser og de indforståede referencer gør læsningen træg.

Jeg vil gerne læse Stochholm nede på jorden, for han kan altså være rigtigt god, når han siger, hvad han selv vil sige, med sin egen stemme. Desværre sker det kun i ganske få tilfælde, som når et digt slutter: "Jeg/forstår godt at det/er en udvikling,/men jeg kan ikke/bære at alle tråde/bliver kappet hver/eneste gang. Det/gør mig så/frygtelig ensom og/desperat./Kh. Nicolaj" Dén fine lethed er der desværre meget lidt af i bogen.

Grænseløs lovepunk
Idealisme og håbet om en bedre verden synes at fylde meget i projektet. Digtene strømmer grænseløst derudaf gennem drømmenes mørke, og digteren lægger stor vægt på sin identitet som drømmer og "lovepunk".

Der fortælles med lige dele begejstring og desperation om det heles fantastiske storhed og om tilværelsens generelle ulidelighed, men desværre knækker den poetiske energi oftest over i indadvendt frustration – som en bombe, der ikke rigtigt får lov at detonere og sprede sig ekstatisk på siderne. Han har så meget at sige, men forpasser mange af sine åbningsmuligheder. I stedet snørkler digtene sig af sted, ofte hæmmet i en religiøs ramme.

Jeg savner generelt beherskelse. Det er som om, han hele tiden forsøger at stå rank blandt de andre store digtere ved at fylde flere ord og drømmebilleder på.

Der gemmer sig uden tvivl et stort legende digtertalent inde i Stochholm, så lad os nu se, hvad der sker, når han smider al den gamle bagage.