Vi har mødt tegneserieskaberen – eller måske snarere tegneserieforfatteren – Allan Haverholm. For hans 300 sider lange mastodontværk, Sortmund, er netop lanceret som Danmarks første grafiske roman, en såkaldt graphic novel. Det blev til en snak om tegneseriefigurers følelsesliv, og hvorfor tegneseriemediet er så suverænt et pædagogisk værktøj.

INTERVIEW: Vi befinder os på Blågårds Plads. Det er midt i maj 2006, formiddag. Udenfor brager solen ned, men vi sætter os indenfor i skyggen. Mens vi småfilosoferer over spillet mellem ude og inde, lys og skygge, noget som er så grundlæggende en del af tegneseriemediet, starter vi med at stille Allan Haverholm et par spørgsmål til hans personer i Sortmund:

I historien har alle personerne deres helt specielle måde at være på. Hvordan arbejder du med at leve dig ind i deres følelser?
–Jeg har skitsebøger fulde af de her personer i forskellige situationer og utænkelige sindsstemninger. Ved flere af dem sad jeg og udviklede personlige livshistorier for at finde ud af, hvorfor de reagerer, som de gør. Og var det ikke sandsynligt, at de reagerede på en bestemt måde, måtte jeg affinde mig med det.

– Alle personerne har jo deres egne motiver, baggrund og individuelle logik. I begyndelsen af historien har vi fx en kvinde, som arbejder på kommunen og gennemlever en masse følelser. Som kommunal medarbejder behandler hun hovedpersonens sag. Men det er blot handlingsplanet... På billedplanet bliver hun samtidig vist som person, en hårdhudet, stram, rutinepræget tante, der pludselig bryder med sin facade. Hun er en robot i de første fem billeder, men et menneske på det sidste.

– Jeg er meget bevidst om de situationer, figurerne er i. Og det bliver ofte meget personligt, når man står og tænker på dem. Jeg har fx taget mig selv i at stå og skære ansigter for at forestille mig, hvordan musklerne bevæger sig under huden, fordi jeg gerne ville ramme et bestemt ansigtsudtryk.

Et sadistisk synspunkt
Hovedpersonen Manne Svarts skal frygteligt meget ondt igennem før han bliver et bedre menneske. Hvordan greb du det så an med ham?
– Jeg anlagde – for nu at sige det sådan – fra starten af et sadistisk synspunkt på Manne Svarts. Nu skulle han simpelthen bare i så meget knibe som overhovedet muligt...

– Og jeg må indrømme, at jeg da har været ked af det undervejs i processen. Det var næsten for hårdt at skubbe ham ud over kanten nogle gange. På et tidspunkt kommer han fx hjem, og så er der sket noget drastisk... Her sad jeg med meget blandede følelser og skulle tegne et ansigtsudtryk, der udtrykker, at alt er blevet revet væk under ham, og intet er tilbage... På én gang tænker man "Yes! Nu kører historien!" og så samtidigt "Shit man! Hvad skal han nu stille op med sig selv".

Tegneseriesex foran kollegerne
Har du nogen blufærdighed med hensyn til at fremstille personerne?
– Ja. Der er fx en sexscene. Da jeg stod på tegnestuen, kunne jeg ikke få mig selv til at tegne den, men måtte vente til alle var gået. Det blev til et par lange dage, hvor jeg undgik denne scene og måtte bevæge mig frem i historien på anden vis. Det var som at stå og dyrke sex foran sine kolleger – bare på den dårlige måde...

Bryder fiktionens rammer
En af dine personer forsøger ligefrem at bryde ud af fiktionens rammer...?!
– På ét plan har Bernt, som han hedder, erkendt, at han er en tegneseriefigur. Og da det går op for ham, at han ikke kan blive den egentlige hovedperson i tegneserien, så vil han i stedet være et rigtigt menneske. Derfor bliver det optimale i Bernts projekt at bryde med tegneseriens to dimensioner. Det er den drift, der får ham til at indgå en pagt med djævlen.

– Bernt er en slags vildfaren psykopat. På et tidspunkt fik jeg den tanke, at psykopater er personer, der taler med stemmer, som ikke er til stede. Og for figurerne i tegneserien eksisterer læserne selvfølgelig ikke. Men Bernt oplever disse stemmer fra læserne derude, og psykosebegrebet bliver ført ind i tegneseriens alternative virkelighed.

– I øvrigt har jeg i denne forbindelse brugt nogle visuelle metaforer. Der en grund til, at personerne løber rundt mellem lagner – det er som nogle billedrammer, der er hængt op. Det er simpelthen en stor blank tegneserie, de manøvrerer rundt og kløjs i.

Godt læreværktøj til verden
Hvad gør tegneseriemediet så specielt for dig?
– Det er det eneste billedmedie i en hel verden af billedmedier, der står stille, mens man afkoder det. Man kan gå tilbage og dobbelttjekke, hvis man ikke har fattet det hele. Tegneserier er på den måde et meget pædagogisk værktøj til at lære andre billedmedier at kende. Alle børn burde læse tegneserier, før de går i gang med at se MTV!

– Det er lidt min agenda nu, at vi ikke kun skal have tegneserierne ud til et normalt publikum – nej, vi skal også have tegneserierne ud som et læreværktøj til at forstå den billedverden, vi lever i. Mennesket har en iboende naturlig hang til at formulere sig i billeder, så det ville være oplagt at lære folk, hvordan man forstår andres billedudtryk.

Tegneserier giver frit slag
Det lyder, som om det pædagogiske ved tegneseriens udtryk også er med til at sætte dig fri som tegner. Hænger det sammen?
– Jamen i forhold til læseren er det tegneren, der bestemmer afkodningshastigheden. Han kan bladre frem og tilbage og undersøge paralleller mellem billederne, og det er lige nøjagtigt dét, jeg kan udnytte frit i min fremstilling af fortællingen.

– Jeg sidder jo med et i princippet uendeligt budget og er kun underlagt de begrænsninger, som jeg selv sætter i forhold til læseren. Jeg har slet ikke de samme begrænsninger som fx en filmskaber. Mine figurer er dukker, der gør hvad jeg siger – og ikke en flok krukkede skuespillere med stjernenykker... Jeg kan tage mediet fem skridt videre og gøre lige, hvad jeg har lyst til!