Sort filigran mod hvid baggrund

Man skal lytte godt efter i Annemette Kure Andersens digte for at høre, hvad de siger.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Andetsteds er Annemette Kure Andersens ottende digtsamling. Kure Andersen viderefører i den sin sædvanlige stille og nærmest minimalistiske stil i polerede, nedskårne prosastykker. Her transformerer digteren øjeblikkets sansning af den ydre såvel som den indre verden til sort filigran mod hvid baggrund.

Samlingen er inddelt i tre sektioner med titlerne Anslag, Modulation og Klangfylde. Teksterne i de tre afsnit simulerer en gradvis tilnærmelse mellem et du og et jeg. En tilnærmelse, der netop begynder famlende og prøvende i samlingens indledende afsnit, men samler sig og folder sig ud gennem anden og tredje del af værket.

Skønhed og smerte
Skønhed og smerte, længsel og opfyldelse opløser og gendanner uophørligt sig selv og hinanden i Kure Andersens digte. Måske derfor trænger de ikke umiddelbart ind under huden. Forfatterens kunstneriske udfoldelse er så stilistisk formfuldendt og overfladeglat, at den i første omgang glider af på mig.

Er det – som Erik Skyum-Nielsen engang har skrevet – det sted, hvor "talen bliver til tavshed", som Kure Andersen vil fremskrive, så lykkes projektet. Det kan jeg, efter anden og tredje læsning, se en skønhed i. Men som læser savner jeg alligevel en sætning, som fæstner sig, et billede, som springer mig i øjnene, en hårdhed, der vækker genklang i mit indre.

Én gang til
Druer i et drivhus, Anna Sybergs dejlige akvarel, som pryder digtsamlingens forside, har jeg aldrig kunnet glemme, siden jeg første gang så den på Faaborg Museum. Annemette Kure Andersens tekster husker jeg primært for deres sagte hvisken, hver gang jeg vender en side. Når jeg læser, vil jeg opleve en forandring, jeg vil sanse verden gennem digtet, smage den, lugte den og høre den.

Men der er så stille nu, at jeg, for at opretholde en vis tro på sprogets evne til at formidle tanker og sanseindtryk, må vende Skyum-Nielsens udsagn om og sige: Til sidst taler tavsheden. Derfor lytter jeg, stille og opmærksomt – én gang til. Og da kan jeg pludselig høre, hvad digtene fortæller andetsteds. Annemette Kure Andersens tekster kalder på en stilhed og et tomrum at folde sig ud i.