Anja Otterstrøms debutnoveller dyrker det overraskende.

ANMELDELSE: Et kærestepar slår op. Men han nægter at indse det. I stedet sniger han sig i tide og utide ind i hendes lejlighed, hvor han gemmer sig bag stolen. Hun ignorerer hans tilstedeværelse. Og så alligevel ikke.

I fiktive telefonsamtaler snakker hun med veninderne om ekskærestens mangler. Og den nye kæreste. Hun fodrer ham også af med rester og lidt kiks.

Sådan er udgangspunktet for novellen Kost og Logi, der indleder Anja Otterstrøms debut, novellesamlingen Enebørn.

Det er en mærkværdig, men morsom start. Og den samme stemning genfindes mange andre steder i samlingen. Fx i novellen Perfekt hvor en kvinde plejer sin mands psoriasissår, samtidigt med at hun glæder sig over, at en fremmed har gjort hende gravid, så hun kan få det perfekte barn.

Eller i De andres bord hvor en bizar teaterforestilling udspiller sig på en restaurant til fortællerens store forvirring – for hun tager det for at være virkelighed.

Novellen som Kinderæg
Bedst er Otterstrøm, når hun har arbejdet med fortællerstemmen. Som fx i novellen Kramper, hvor fortællerens naivitet opfatter en helt anden virkelighed end læseren. Det er grumt underholdende.

Værst bliver det til gengæld, når fortællingerne bliver lidt for tynde. Fx fortællingen Sportsbutik, hvor det hele går ud på, at en kvinde opfatter sig selv som ung og tiltrækkende, men overraskes, da en mand, som hun har lagt an på, tager hende for at være bedstemor.

Otterstrøms noveller lægger sig med sin prosa i slipstrømmen fra Pia Juul og Naja Marie Aidt. Og novellerne er ganske godt håndværk. Især dyrker hun de overraskende vendepunkter. Af og til ganske virtuost, men i længden bliver det også bogens svaghed.

For vendepunkter er ikke nok til at redde nogle ofte lidt tynde fortællinger. Og det bliver en kende forudsigeligt, når hver novelle absolut skal slutte med en overraskelse. Det bør man lade Kinderæg om.