ANMELDELSE
Anna Grue:
Noget for noget
Krimi
364 sider
Kr. 229,-
Aschehoug
Udkommet 8. november 2005

Læs et langt interview med Anna Grue på litteratursiden.dk –"Måske er jeg i gang med at opfinde min egen genre?"...

Gruesomt – på den ufede måde

Danmark har fået en ny krimiforfatter i Anna Grue. Hun debuterer med noget, som forlaget kalder en rystende, psykologisk thriller – men som mere minder vor anmelder om en lægeroman...

ANMELDELSE: "Det er vist en damekrimi…" Ordene er min redaktørs – og sjældent har den mand da været mere præcis! Ikke fordi han er specielt upræcis, snarere tværtimod – mere fordi den ene sætning virkelig rammer min ellers lidt udefinerbare uvilje på kornet.

Ordene faldt om Anna Grues debutroman Noget for noget. En krimi af en slags (og den slags er altså damekrimien – lad mig vende tilbage til det). Med et stirrende øje på forsiden og en voldsomt oversælgende bagsidetekst: "Rystende psykologisk thriller om en kvindes djævelske spil og en families mareridt".

E-mails og sms'er
Jo, jo. Damekrimi, siger jeg bare. Og glæder mig endnu engang over ordet. For der er jo mildest talt ikke noget galt med krimier til damer. Overhelehovedet ikke. Det forholder sig bare sådan, at jeg ikke er nogen dame, og så kan jeg jo parkere min udtalte modvilje mod bogen i dét faktum. Det havde holdt noget hårdere, hvis jeg skulle have bedømt romanen på bagsideteksten og indholdet alene.

For rystende er den ikke ligefrem. Psykologisk ej heller. Jeg vil endda tillade mig at stille kraftigt spørgsmålstegn ved genrebetegnelsen thriller, mens det ultrakorte handlingsreferat sådan set holder nogenlunde vand på sin egen lidt vel kulørte facon. For det er måske mere bogen som sådan, der er djævelsk (at komme igennem), end det er kvindens spil. Og mareridtet – det er altså mit som læser!

Vi har at gøre med en bog, der vellystigt blander fortælleformer og udtryksformer. Der er sms-beskeder med én skrifttype, e-mails med en anden. Der er ugebladsartikler i spalteform osv. Jeg har min redaktør lidt mistænkt for, at det er der en stor del af hans ellers rimeligt uforståelige fascination ligger. Og det er da også forfriskende med en bog, der bryder lidt med traditionen. Der leger med skrifttyper og fortællemåder. Det rykker bare ikke rigtig noget – og deri ligner de forskellige genrer, der mixes i Noget for noget, resten af bogen. Den rykker ikke rigtigt i noget som helst hos mig.

Snuser i folks privatliv
Viceværtens kone, en gammel udjokket sag af en hængepattet møgso (pardon my french – men der er ikke – og skal ikke være – mange forsonende træk over hendes figur) passer ferieramte lejligheder for beboerne i den ejendom, hendes mand vedligeholder. Det er naturligvis hamrende sort og ikke særligt godt betalt – arbejdet er heller ikke krævende. Der skal fodres hamstre og vandes blomster – fordelen ved jobbet er sådan set, at vores usympatiske hovedperson får lejlighed til at snuse i andre folks privatliv.

Og den viden, hun derigennem erhverver sig, udnytter hun på den mest udspekulerede (og mildest talt temmelig fortænkte) facon: Hun afpresser lejlighedernes beboere. For de fleste af dem viser sig at have små hemmeligheder: En elsker. En kendt far, som falder halvdød om – og derfor udgør nyhedsstof for sladderbladene, som betaler fine penge for den slags tips. Et underslæb. Den slags.

Problemet er så bare, at hun på et tidspunkt og ved et fuldstændig tilfælde, falder over en viden (som jeg trods alt er for nådig til at røbe her), der er lidt for kontroversiel til en almindelig afpresningssag. Og derfor ender hun i nogle alvorlige problemer. Det bliver blodig alvor for damen.

Mangler nosser
Og problemet er også, at det sådan set er temmelig ligegyldigt. Det er ikke, fordi Noget for noget er specielt dårligt skrevet. Den er måske ikke synderligt original (bortset fra førnævnte genremix og leg med typografien), men det er manglen på drive, der gang på gang lukker mine øjne i.

Den er langsom. Og i modsætning til femikrimien, som kun sjældent kan anklages for at være langsom, så tror jeg godt, damekrimien må være langsom på grænsen til det kedelige. For det er ikke spændingen eller plottet, der skal drive læseren gennem teksten. Det er alle fortrædelighederne. Den vellykkede skilsmisse mellem seniorgenerationen. Mellemgenerationens besvær med juniorgenerationen – og det tidligere besvær med overhovedet at få en juniorgeneration sat i verden. Problemerne med at få familie- og sexliv til at gå op i en højere enhed med karrieren og venskaberne.

Og dér har Noget for noget sin absolutte styrke. For signalementet af den øvre middelklasses fortrædeligheder holder vand. Det passer. Det er bare kedeligt. Bogen er fyldt med almindeligheder og indeholder ikke mange spaltemillimeter effektiv spænding. Den er damet – som Susan Moody er det. Eller Danielle Steele (tror jeg nok). Den mangler nosser. Den –

Den er ikke rigtig noget for mig.