Besøg Anna Grues egen hjemmeside...

UDDRAG: I lejligheden med fuglene havde der været gevinst. Den store gevinst, oven i købet. Jytte havde i sin korte karriere som professionel snuser ofte fundet mere eller mindre sikre tegn på sine ofres utroskab, men hun havde aldrig for alvor turdet tro, at et så uigendriveligt bevis som dette nogensinde skulle havne i hendes hænder.
     Hun sad på stolen foran toiletbordet med brevene bredt ud foran sig. Brevskriveren priste i længselsfulde toner sin elskede Helle og beskrev i detaljer, hvad han ville gøre ved hendes åbenbart ret enestående fysiognomi, når de næste gang kunne mødes. Jytte kunne godt forstå, hvorfor Helle ikke havde kunnet få sig til at smide de sirligt håndskrevne kærlighedsbreve ud, selv om hun aldrig selv ville have været dum nok til at gemme så afslørende papirer i sin lejlighed. Helles mand, Torben, var oven i købet nævnt ved navn flere gange i de lidenskabelige epistler, og for at det ikke skulle være løgn, var hvert eneste brev omhyggeligt dateret.
     Jytte vidste fra den vielsesattest, hun havde fundet dagen før, at Helle og Torben havde været gift i tretten år, og det nyeste af brevene var ikke mere end et par uger gammelt. Det sluttede i en sørgmodig tone:

Og så sagde man, at brevskrivningens kunst var gået i glemmebogen!
     Brevene havde ligget i en gul kuvert under en flad papæske i toiletbordets skuffe. Kun en grundig gennemsøgning havde kunnet afsløre dem, men Jytte var altid grundig, og fire besøg i lejligheden havde været tilstrækkeligt. Hvad nu? Hun kunne ikke bare fjerne brevene, men skulle hun bruge dem til noget, måtte hun have dem hos sig.
     Det, hun manglede, var en kopimaskine, men hun havde ikke lyst til at stå og kopiere andre menneskers private breve ovre på biblioteket. Sidste gang var maskinen gået i stå midt i det hele, så hun måtte bede personalet om hjælp, og Jytte kunne kun alt for tydeligt huske, hvordan angsten havde snøret hendes hals sammen, mens den hjælpsomme bibliotekar havde bakset med at få maskinen renset for sammenkrøllede papirark.
     Jytte sad med hænderne lagt fladt ned på brevene. Pludselig lyste hendes ansigt op. Hun vidste med et, hvor der stod en maskine, som hun kunne bruge helt uden indblanding eller nysgerrige blikke, Hun samlede brevene sammen i den gule kuvert, lukkede skuffen og gik ind i stuen, hvor lugten af fugleklatter og frøblanding fyldte luften. Det var dog utroligt, som de fugle svinede! Jytte var glad for dyr, men der var en grund til, at hun aldrig selv havde haft nogen. Hun stak kuverten ned i sin blå lærredspose og smækkede døren efter sig.
     På vejen tilbage frydede hun sig over sit helt usædvanlige held. Tidligere på dagen havde de ringet fra Hallos redaktion for at fortælle, at der kun var tre af ugens tips, der havde fortjent at få del i honoraret, så om et par dage ville Jytte modtage en check på 3.333 kroner. Det var selvfølgelig ikke 10.000, men dog heller ikke så ringe endda.
     Gad vide, hvad A's breve var værd for Helle? Så vidt Jytte havde kunnet finde ud af, arbejdede Helle som sygeplejerske, og Torben var elektriker. Rige var de altså ikke, men mon ikke Helle kunne skaffe et beskedent beløb alligevel? Jytte besluttede sig for at tage det roligt i første omgang. Hun ville hurtigt kunne aflæse af Helles reaktion, om en eventuel afsløring ville være en katastrofe eller bare en mindre irritation. Så kunne hun fastsætte summen derefter. Og en lempelig afdragsordning var hun altid villig til at gå med på. Helt umenneskelig var man vel ikke.
     "Jytte? Er du vågen?" Bjarne stod lige ved siden af hende. Han så arrig ud. "Sig mig, går du og sover, kone? Du er jo ikke til at råbe op!"
     "Undskyld." Jytte skiftede ubevidst den blå pose over i den hånd, der var længst væk fra hendes mand. "Jeg gik i mine egne tanker ..."
     "Ja, det er der vist ingen tvivl om!" Han interesserede sig ikke for posen, men stod og gloede kritisk på en kvinde, der var i færd med at balancere en Christiania-cykel med to småbørn ind ad porten. "Hvor skal du hen i den fart?"
     "Jeg er på vej op til Agesens. Bagefter har jeg kun ét sted mere, og så kommer jeg hjem."
     "Jeg synes da, jeg så dig oppe i vinduet hos Carsten og Mette for et par timer siden?" Bjarne så mistroisk på hende. "Går du derop to gange om dagen?"
     "Nej, jeg ..." Jytte fandt lynhurtigt på en forklaring. "Ikke normalt. Men jeg glemte at fylde vand i marsvinets flaske."
     "Ja, hvad man ikke har i hovedet ..." Han havde mistet interessen og gik tilbage til sin kost og trillebøren. Onsdag var den ugentlige gadefejningsdag, og det gjorde ham altid i dårligt humør. Det var blevet værre med hundelortene i den seneste tid, og den nye pizzabar på hjørnet gav også ekstra arbejde. "Vi ses senere!"
     "Ja. Hej, Bjarne."
     Han løftede hånden uden at vende sig om. Han havde fået øje på en særligt stor og udtværet bunke afføring på fortovet.
     Trods det kølige vejr var Jyttes overkrop våd af sved, da hun låste sig ind i Carsten og Mettes lejlighed. En af de sædvanlige hedeture kombineret med de gentagne ekspeditioner op og ned ad trapperne gjorde en omgående afvaskning nødvendig. Hun lagde jakken, blusen og bh'en på toiletsædet, mens hun vaskede sig i armhulerne og under brysterne. Hun fandt et rent håndklæde i skabet – det kunne hun godt nå at vaske, før Mette kom hjem. Da hun havde sprayet sig med et solidt lag af Mettes deodorant (Green Tea fra Elizabeth Arden), tog hun bh'en på, men lod resten af tøjet ligge. Hun fiskede den gule kuvert op af sin pose og gik på bare fødder ind i arbejdsværelset, hvor hun tændte for kopimaskinen.
     Det var en mærkelig fornemmelse. Hendes otteogtredive år som receptionist havde rummet tusinder og atter tusinder af fotokopier, og rutinen var tilbage, uden at hun overhovedet behøvede at skænke arbejdet en tanke. Hun tjekkede, at der var kopipapir nok i maskinen, indstillede omhyggeligt lyshedsgraden og lagde et af A's dybfølte kærlighedsbreve på glaspladen. Da hun havde lukket låget, ventede hun et øjeblik, før hun trykkede på den grønne knap i højre side. Den første kopi kom glidende ud, og Jytte koncentrerede hele sin opmærksomhed om det hvide papir med den sirlige skråskrift, der langsomt kom til syne.

Heldigvis havde Julie stadig den lånte bil. Ellers havde det været noget af en opgave at få bakset de to affaldssække med mudret og sveddunstende tøj ned fra den lejlighed, hun og Naja delte i Studiestræde, og ud på Østerbro. De to piger var kommet sig oven på den usædvanligt våde Roskilde Festival og kunne nu grine ad de forløbne dages bizarre oplevelser.
     "Lagde du mærke til de svenske teenagepiger i det lilla telt?" Julie forsøgte som sædvanlig at gøre alting på en gang – hun snakkede og gestikulerede, samtidig med at hun forsøgte at få ild på en smøg og blinke til venstre. "De var sgu da for fede! Ligegyldigt hvor meget mudder, de havde på tøjet, lagde de makeup flere gange om dagen."
     "Ja, pyt med resten, bare frisuren er i orden!" Naja snuppede cigaretten ud af Julies mund og konfiskerede lighteren. "Du skal altså koncentrere dig om trafikken, Julie! Ellers gider jeg ikke at køre med dig!"
     "Nå nå nå... Som om det er dig, der gør mig en tjeneste!" Julie holdt for rødt og tog taknemmeligt imod den tændte cigaret, Naja rakte hende. "Er det ikke næste gang, det er Nakskovgade?"
     "Jo, lige dér ved bageren."
     Julie fik mirakuløst bakset bilen rundt om hjørnet uden at gøre skade på nogen. "Så, smukke. Så kører bussen ikke længere!"
     Naja hoppede ud og trak plastsækkene ud fra bilens bagsæde. "Tak for turen!"
     "Jeg kan desværre ikke hjælpe dig op med de dér ... Der er ingen steder, jeg kan parkere."
     "Helt okay. Vi ses om et par timer. Du kan bare spise uden mig." Naja vinkede til sin veninde, der uden at vise af kørte ud fra kantstenen, mens hun vendte øjnene mod himmelen ad en sagesløs cyklist, der med nød og næppe undgik en påkørsel ved at svinge over i den modsatte vejbane. Julie greb sin mobiltelefon, der åbenbart var begyndt at ringe. Ivrigt snakkende forsvandt hun i siksak ned ad gaden, og Naja slog mentalt kors for sig, inden hun hankede op i sine kæmpeposer og asede op ad trappen.
     Så snart hun havde låst døren til lejligheden op, kunne hun mærke, at der var noget galt. Der var lys på badeværelset. og da Naja satte sine sække derud, fik hun øje på noget tøj, der lå smidt på toiletbrættet. Et par fremmede, udtrådte damesandaler stod på flisegulvet, og fra den fjerneste del af lejligheden kom en sær lyd, en dyb summen, afbrudt af skarpe klik. Det tog kun Naja nogle sekunder at komme tanker om, hvad det var. Men hvem pokker brugte fotokopimaskinen? Hun vidste, at hendes mor og Carsten stadig var i Nice, og der var jo ikke andre end hende, der havde en ekstranøgle, vel?
     Hun listede ned ad gangen mod arbejdsværelset, og lyden af maskinen blev et øjeblik afløst af en raslen fra noget papir og det karakteristiske smæk fra låget, før den dybe summen gik i gang igen. Den, der stod derinde, havde ikke hørt Naja komme ind i lejligheden.
     Ét skridt til, og Naja stod i døren ind til det hyggelige arbejdsværelse med alle bøgerne. Med ryggen til døren stod en buttet, midaldrende dame med bare fødder og en absurd hårfarve. Hun betjente kopimaskinen med rutinerede bevægelser, mens hun pustede en sky af røg fra sig. Kvinden var kun iført en krøllet, lysebrun nederdel og en gråhvid bh. og hele scenen osede af afslappet, hjemlig hygge.
     "Undskyld ..." Naja bankede forsigtigt på dørstolpen ved siden af sig og kom i det samme i tanker om, hvem den fremmede kvinde måtte være. "Er det ikke Jytte Svendløv?" Kvinden hoppede bogstaveligt talt et par centimeter op i luften og landede med front mod Naja. "Åh! Åh Gud!" Hun holdt en flad hånd op mod sit bryst og spærrede øjnene op til dobbelt størrelse. "Hvor BLEV jeg forskrækket!"
     "Undskyld," sagde Naja igen. "Jeg skulle have ringet på, men jeg troede ikke, her var nogen." Hun så medfølende på den halvnøgne kvinde, der nu holdt begge hænder op foran brystet. Cigaretten var faldet på gulvet, og Naja samlede den op, før den kunne nå at brænde mærker. Jytte Svendløvs ansigt blussede, og hun havde fået tårer i øjnene af skræk. "Kom, sæt dig ned. Så skodder jeg den her og henter dit tøj. Der er dit tøj ude i badeværelset, ikke?"
     Kvinden nikkede og lod sig rystende synke ned på Carstens ergonomiske arbejdsstol. Vippesædet kom tilsyneladende som en overraskelse for hende, for hun mistede balancen og var ved at glide ned, før hun fik fat i stolens armlæn og med en klodset bevægelse fik halet sig op i siddende stilling. Naja smilede opmuntrende til hende og skyndte sig ud på badeværelset for at hente den svedige bluse og jakken. Hvor var det bare dybt pinligt, det her! Tænk, at hun var braset ind på den måde uden at ringe på! Hvis hun havde brugt hovedet bare et øjeblik, ville hun have vidst, at der var en mulighed for, at viceværtens kone var heroppe. Det havde mor jo sagt ... Hvor må den stakkels kvinde have fået et chok! Naja smed Jyttes stadig brændende skod i toiletkummen og skyllede ud.
     Jytte fik nogle minutters fred til at klæde sig på og få blodtrykket på plads, mens Naja satte vand over og puttede det første læs tøj i vaskemaskinen. Da hun havde stillet to krus med varm kaffe på sofabordet, hentede hun Kludder, der under hele intermezzoet havde siddet i sit bur og pebet hjerteskærende for at få lidt opmærksomhed. Naja satte sig på gulvet med ryggen lænet op ad sofaens armlæn, mens hun nussede ham. Jytte krabbede sig sidelæns ud i entreen og stak fødderne i sine sandaler, før hun kom ind i stuen og satte sig på kanten af den lænestol, der stod længst væk fra Naja.
     "Endnu en gang undskyld," sagde Naja. "Det var tåbeligt af mig at brase ind på den måde. Jeg kunne jo have sagt mig selv, at du måske var her.": Hun skubbede Jyttes kaffekrus over mod hende med en indbydende bevægelse. "Her. Drik din kaffe. Jeg ville have fået et hjerteanfald, hvis det var mig!"
     "Det gjorde jeg næsten også." Jytte drak forsigtigt en slurk kaffe. "Hvem er du egentlig?"
     Det blev værre og værre, det her! Hun havde taget for givet, at marsvine-passeren var klar over, hvem hun var – men hvor skulle den stakkels kone vide det fra?" Undskyld! Igen-igen!" Naja satte Kludder ned på gulvtæppet og rejste sig, før hun rakte hånden frem. "Jeg er Mettes datter, Naja. Mor ville få en prop, hvis hun vidste, hvor uhøflig jeg er!"
     Jytte mumlede et eller andet og berørte Najas fingerspidser ganske kortvarigt, før hun trak hånden til sig igen. Naja vendte tilbage til sin gulvplads og løftede Kludder op i luften. "Nå, er du glad, Kludder? Er du glad, lille mand?" Hun bemærkede ud af øjenkrogen, at Jyttes fødder i de åbne sandaler var grå og knudrede af hård hud, der på den ene hæl var revnet i en sort sprække. Tåneglene var lakeret lyserøde. Hun mærkede kvalmen stige op i sig og flyttede hurtigt blikket væk. "Har du virkelig aldrig mødt mig før, Jytte? Jeg synes ellers, vi har set hinanden for nylig ..." Naja kneb øjnene sammen og studerede Jytte, der vred sig på sin stol. "Nå jo, vi mødtes i Netto i sidste uge. Kan du ikke huske det? Vi hilste da lige på hinanden ..."
     "Jo, det er vist rigtigt nok, nu du siger det ..." Jytte tændte en cigaret uden at kigge på Naja. "Det gør vel ikke noget, at jeg ryger?"
     "Nej da." Naja var lettet over, at den anden af sig selv havde udtrykt et behov. Hun virkede ellers som en beskeden type, hende Jytte. Sådan en, der ville gøre alt for andre og aldrig tænkte på sig selv.
     Naja satte Kludder ned på gulvet, før hun også selv tændte en cigaret. "Du blev vist ikke færdig med at kopiere, vel?" Det gav et ryk i Jytte. Hun rystede på hovedet uden at sige noget. "Nå, jamen, du skal selvfølgelig bare tage de kopier, du har brug for. Hvis du har brug for mere papir, er der noget i mors nederste skuffe. Hun har ikke det fjerneste imod, at man roder i hendes ting, så bare tag for dig!"
     "Tak," mumlede Jytte. Hun rejste sig og gik over mod døren til arbejdsværelset. Så standsede hun op og vendte sig halvt om. "Det gør mig ondt med din morfar," sagde hun.
     Naja rynkede brynene og pustede en lang stråle røg fra sig. "Hvad mener du?"
     "Har du ikke hørt det? Han er kommet på hospitalet."
     "Er han det? Hvorfor fanden er der aldrig nogen, der fortæller MIG noget?" Naja marcherede ud og hentede sin taske i entreen. Hun fiskede mobilen op og satte sig til rette i sofahjørnet. Hun ænsede knap nok, da den anden kvinde tog de sidste kopier, slukkede for maskinen og forlod lejligheden med sin blå lærredstaske.

NB! Uddraget stammer fra s. 86-94 i bogen. Det er en del af kapitel 4 med undertitlen Må vi forstyrre et øjeblik?