Når scenen bliver for stor

Anne Holts nye krimi er en kidnapningshistorie om ingen ringere end den amerikanske præsident. Det er en stort anlagt spændingsbog med internationalt snit – og i meget store dele af bogen lykkes projektet for Holt med troværdige personer og en medrivende historie.

ANMELDELSE: Rigtig langt hen ad vejen er det her en saftig sommerkrimi af højeste karat. Persontegningen er stærk, vi skifter hastigt mellem en lang række scener – fra indsættelsen af den første kvindelige præsident i USA, til en rigmand i Mellemøsten, til en amerikansk forretningsmand på rejse, til en arabisk emigrant i USA, til Norge, hvor Anne Holts gamle persongalleri – Inger Johanne Vik, hendes mand Yngvar samt Hanne Wilhelmsen – huserer.

Kun gradvist og i små ryk går dele af sammenhængen mellem disse forskellige scener op for læseren. Plottet er tykt og komplekst – det er ikke bare stort, det er kæmpestort slået op af Anne Holt. USA's præsident har norske aner og vælger at forlægge sit første statsbesøg efter sin indsættelse i det gamle fædreland på Norges nationaldag. Det helt igennem absurde sker: Præsidenten forsvinder sporløst fra sit topovervågede hotelværelse – alle antager, at der er tale om en kidnapning, og herfra fortættes spændingen intenst.

Skarpe personer – uskarp klimaks
Man er suverænt underholdt i store dele af Madam president. Holt fastholder sin læser med en først og fremmest interessant historie: Relationerne mellem karaktererne skifter konstant – magtforholdet mellem de på en gang frembusende og superdiskrete CIA-, FBI- og Secret Service-folk og de mere fodformede norske betjente skifter konstant og både psykologi og plot virker troværdig.

Der bygges videre på persongalleriet fra Holts tidligere romaner. Inger Johanne Vik og hendes forhold til Yngvar bliver yderligere udfoldet, begge figurer virker hele og dybt troværdige. Hanne Wilhelmsen står måske stadig en smule skinger i periferien af romanen, men det holder lige akkurat. De glimt, vi får af den amerikanske præsidentinde, virker også overbevisende – og de forskellige andre bipersoner, herunder den mystiske Warren Scifford fra Viks fortid, er for de flestes vedkommende meget levende og skarpt tegnede.

Det er med andre ord rigtig godt. Det er fornøjelig og altopslugende sommerlæsning – lige indtil Anne Holt lader præsidenten dukke op igen… Så begynder i hvert fald dele af handlingen at halte gevaldigt. Det viser sig at blive rigtigt svært for Anne Holt at samle alle tråde i en tilfredsstillende afslutning, og det er intet mindre en superærgerligt. Det er, som om scenen alligevel ender med at blive for stor for Anne Holt. Som om der er for mange løse ender at binde sammen på en tilfredsstillende måde. Der bliver for mange åndsslægtsskaber mellem alle de centrale kvinder, for mange tilfælde, der gør det store billede utroværdigt.