Form og budskab modarbejder hinanden i Anne-Louise Bosmans' digte, mener vor anmelder.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: I lang tid har jeg syltet Anne-Louise Bosmans' digtsamling, Vi er amøber.

Jeg ville have skrevet om den for længst, men bogens tekster efterlod mig hver gang med en træthed, som allerede satte ind ved synet af forsideillustrationen, et gråtoneportræt i halvprofil af en kronraget kvinde med nedadvendte mundvige og værktitlen trykt på en mærkat, der skjuler hendes blik.

En forsideillustration, som for mig at se, signalerer noget i retning af ”jeg er autonom og imod!”

Delt op i tre afsnit
Men nu er jeg så i gang…

Vi er amøber er delt op i tre afsnit. I det første postulerer digter-jeget, at ”vi er amøber”, en metafor, der snart bliver afløst af en serie billeder, hvor ”vi” er reptiler.

Hvem dette ”vi” i grunden er, og hvor der tales fra, er ikke klart defineret i teksten. Man kan imidlertid snart slutte sig til det, eftersom den samme sang har lydt så mange gange før: ”Landet vil ikke lægge sine skræmmebilleder fra sig./Vi hader helst så mange som muligt på én gang./Sådan er vi. Sådan bliver de.”

Den talende må, som det bliver mere tydeligt i værkets efterfølgende afsnit, altså forholde sig med en vis distance til dette ”vi”. Eller i det mindste med en dobbeltbundethed.

Et hjem i kaos
I værkets andet afsnit skifter fokus pludselig til et parforhold i opløsning.

Læseren aner en problematisk opvækst mellem linjerne: kaos i hjemmet, en far, hvis opmærksomhed er en sjælden gave: ”Skylden kan ikke sidde fast på os børn./Den glider af. Far tager billeder. Far er her nu. Far ser os.”

Her kunne man fristes til optimistisk at tænke i retning af en eksistentialistisk grundtanke og hægte sig på den idé, at det er Gud, der har vendt sig bort fra verden og overladt menneskene til den skammelige reptiltilstand, de (eller vi?) befandt os i, i det første afsnit. Det ville dog have været noget. Men intet andet i værket underbygger rigtig den påstand.

I tredje afsnit er digter-jeget mere klart afgrænset til en kvindestemme, der taler i en vred og sorgfuld tone, om sin arabiske kæreste, der risikerer at blive sendt tilbage til sit hjemland og derfor må leve i skjul: ”Politiet kan sende dig hjem/ helt hjem/ til dit varme land/hvor dadlerne gror. Som mændene på cafeen./nogen havde fået nok af dem/ man sidder på café./Man står ikke udenfor og overvåger gadelivet./Nogen ringede/og politiet kom. Du er her ikke.”

Tekster med et ærinde
Bosmans har et ærinde med disse tekster. Hun har en politisk og samfundskritisk agenda. Det er i orden med mig, men samtidig er det som om, hun vælger en form, der harmonerer meget dårligt med hendes budskab.

Flere har før skrevet vellykkede (prosa)digte om politiske emner. Men som det udføres hos Bosmans, kan jeg ikke se idéen i at kombinere de to ting. I hvert fald ikke i første afsnit, som er fyldt med ikke underbyggede postulater og ydermere, rent kunstnerisk, mudres til, når digteren, uden formildende eller forklarende overgange, springer mellem forskellige metaforer for den samme ting.

Personlig vinkel er bedst
I andet og især i tredje afsnit får vi dog en mere personlig vinkling på tingene, og Bosmans forlader sine kluntede og klichétunge sammenligninger med amøber og reptiler. Jeg kunne have ønsket mig at se den personlige beretning i tredje afsnit udfoldet til at fylde hele bogen.

Det omkvæd, som går igen, om end i forskellig form, i første og tredje del af Vi er amøber, nemlig at vi i Vesteuropa er skammeligt forkælede og selvcentrerede, virker mest som en gammel traver.

Der kræves andet og mere end bemærkninger om, at den typiske velbjærgede vesterlænding er at ligne ved en amøbe eller et reptil og fyldt med angst og had. Der er så langt mere på spil i forhold til de emner, Bosmans kredser om, at teksterne kommer til at fremstå som naive og barnlige med deres unuancerede postulater og agitation.

 
Teksteksempel

[NB! Digtet står side 18. Opsætningen kan være anderledes end i bogen.]