Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 9.6.2007
[Opdateret d. 9.6.2007]

ANMELDELSE
Annette Lindegaard:
Simos passion
Roman
286 sider
Kr. 299,-
Rosinante
Udkommet 8. juni 2007

 

Af
Tina Charlotte Møller




Omslag til bogen

Annette Lindegaard
Er født 1957, debuterede i 1994 med romanen Manden fra Mars. I 1998 udkom hendes anden bog Vestalinderoman.

Annette Lindegaard har også skrevet børnebogen Ild, is og måneskin i 2001. Alle bøger er udkommet på Rosinante.



*

RELEVANTE LINKS:

Besøg Rosinantes hjemmeside...


 

Misbrug af lidenskaben

Annette Lindegaards roman afdækker sprækkerne under den menneskelige psykes uskyldsrene overflade.

ANMELDELSE: Cecilia balancerer på kanten af en afgrund. Et dramatisk samliv gennem 14 år med den noget ældre Simo, som med tiden er blevet stadig mere alkoholiseret og manipulerende, har efterladt Cecilia med ar på sjælen.

En tidlig morgen flygter Cecilia fra Simos tyranni og begynder sin søgen efter en form for normalitet. Nogle måneder senere modtager hun en opringning, som fortæller hende, at Simo har været ude for en drukneulykke. Cecilia beslutter sig for at rejse til Canada for at træffe Will Haze, den mand, som sidst har set Simo i live.

Mødet med Will Haze bliver imidlertid også et møde med Cecilias egne indre dæmoner. I en slags dobbelteksponering præsenteres læseren via flashbacks for afgørende øjeblikke i Cecilias forhold til Simo og for situationer i den eftertid, hvor Cecilia er tydeligt mærket heraf.

Det står efterhånden læseren klart, i takt med at lag på lag af hendes psyke afdækkes, at hun som følge af en uforløst barndomskærlighed til faderen gang på gang sætter sig i offerets og barnets sted i forhold til en partner.

Intelligent spænding
Med Simos passion har Annette Lindegaard skrevet en roman, som – hvad intensiteten angår – ikke lader noget tilbage at ønske i forhold til fx Stephen Kings Ondskabens hotel, som der da også refereres til i bogen.

Romanen er ikke, som man kunne forledes til at tro, et ensidigt anklageskrift mod den part, der begår overgreb i et forhold. Usentimentalt og præcist lykkes det forfatteren at illustrere, hvordan et uheldigt psykologisk samspil mellem to mennesker kan resultere i årelangt gensidigt misbrug af lidenskaben.

En velskrevet og intelligent psykologisk spændingsroman, som vil holde dig vågen natten igennem.

 

 

[ t o p ]       [ h j e m ]