Vor anmelder får rødt udslet af en digtsuite.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Thomas Krogsbøl kan noget særligt: Han kan skrive digte, der giver en anmelder røde knopper over hele kroppen.

Det er dét, jeg får, da jeg åbner Areola – en digtsuite, som det hedder i den pressemeddelelse, der følger med mit uskyldsrene anmeldereksemplar.

Af pressemeddelelsen fremgår det implicit, at forlaget selv må have været i tvivl, om det var muligt for læserne at knække koden, for en længere udredning af tekstens indhold findes her i slet komprimeret form. Men nu er jeg ikke den, der lader andre udlægge teksten for mig, så jeg går selv i krig med at tolke skriften.

Hverken indgang eller udgang
Og så er det, de kommer, de røde knopper...

For Krogsbøl eller hans digterjeg (?) lader til at mene, at det at tale sort er en kunst i sig selv. Jeg er ikke enig. Der må være en vej ind i en tekst. I Krogsbøls univers går vejene i ring, labyrintisk, men uden hverken indgang eller udgang. De må anskues i fugleperspektiv, og jeg lider af en ikke ringe grad af højdeskræk.

I teksten Monorailbanen illustreres værkets lukkethed, dets selv(ind)optagethed, så ganske glimrende:

"Monorailbanen er en bevægelse der drømmer sig selv, monorailbanen har stillet dette landskab foran sig og siden er det blevet yderligere inddelt ved hjælp af store haller med indespærrede dyr og skarpskårent søle omkring motorveje og tunneller, hård jord, og en enkelt bænk til de mest forblæste personer." Og senere: "Livet er lagt i hænderne på de siddende".

Jeg er nødt til at anskue Monorailbanen som en kernetekst af metakarakter og dermed "de siddende" som læserne, der sidder med denne åbne lukkede bog mellem hænderne. Ellers er der intet, der giver mening mere.

Areola ligner således i mistænkelig grad et eksperiment i retning af at skabe litterær konceptkunst, der tematiserer et sprog og en verden, der kun er til som tegn og idé.

Intellektuelt og fisefornemt
Det lyder jo umiddelbart intellektuelt, fisefornemt og stinkende finlitterært, men det betyder såmænd bare, at læseren må lede forgæves efter eller selv digte mening og forløb ind de skridende billeder af den mystiske skikkelse, benævnt som "hovedpersonen", og de to kvinder Areola og Aloera. Tre karakterer, der lejlighedsvis fremstår som en profan treenighed af incestuøst tilsnit, om end (måske) blot på det mentale plan.

Men også det viser sig, efter en nøjere granskning, muligt, for holder min teori om Monorailbanen som en nøgle til værket – hvilket vil betyde, at der alligevel er en vej ind i suiten, en skjult dør, der går i ét med tapetet – så må hovedpersonen være synonym med forfatteren/digterjeget (differentieringen er ikke helt klar i dette værk) og Areola og hendes onde tvilling Aloera to sider af hovedpersonens skabertrang, ligesom det univers, de bevæger sig rundt i, må være selve skriften på siderne. Fx kan de fliser, hele eller brudte, som optræder gang på gang suiten igennem, opfattes som tegn, ord og sætninger på den nøgne jord, der repræsenterer det hvide papir:

"Fliserne er hentet fra landskabet med henblik på at ændre landskabet. Først når et sted er dækket til, kan vi forlade det og komme op i fart igen. Den nøgne jord er pænest sammen med fliserne som er ceremonier til at dække jorden og stille landskabet."

En romance med skriften
I Areola får man intet forærende.

Efter nøjere granskning opfatter jeg imidlertid værket som en metafiktion over skriveprocessen, som en romance over og en thriller om digterens mellemværende med skriften. Og har det været Krogsbøls projekt, må jeg i sidste instans tage hatten af for hans iværk- og iscenesættelse af fænomenet.

 
Teksteksempel