Publiceret d. 26.8.2009
[Opdateret d. 26.8.2009]
ANMELDELSE
Peter Nielsen:
Arkader
Digte
64 sider
Kr. 199,95
Samleren
Udkommet 19. maj 2009
Af
Jesper Elving
Peter Nielsen
Er født 1948, blev i 2004 indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen Livet foreslår og modtog samme år Per Aage Brandt Prisen, der kun uddeles hvert 10. år.
Han har siden debuten i 1980 udgivet både romaner og digtsamlinger.
Peter Nielsen har desuden fungeret som oversætter af hovedsagligt svensk og norsk litteratur.
|
*
RELEVANTE
LINKS:
 Læs et digt på Senturas lyrikliste fra Peter Nielsens Livet foreslår, der udkom i 2003...
Kom lidt tættere på Peter Nielsen i Carsten Andersens interview fra Politiken 16. marts 2007 – "Digteren, der ikke ville være kendt"...
|
|
"Måske herser vi med livet"
Overskriften er en af mange stærke linjer i Peter Nielsens nye digtsamling.
BONUS-INFO:
 Direkte til smagsprøve fra bogen
ANMELDELSE: I Arkader følges nogenlunde samme opskrift som i Peter Nielsens tre seneste samlinger Gule og grønne skove, Livet foreslår og I sommervinden.
Digte med indimellem meget lange linjer, som strækker sig helt ud til kanten af bogens brede sider.
Bogen indeholder tre langdigte, som så igen indeholder hver sin flok mindre digte ordnet under numre.
Leg med tanker og refleksion
Peter Nielsen skriver en meget rolig poesi. Der er ingen sammenbidt frustration, selvom han hele tiden arbejder med en verden som vender lodret på hovedet.
Hans situation er akavet, og han må hele tiden undre sig og stille spørgsmål. Digtenes leg drejer sig ofte om det at tænke og reflektere og om at se hvilke billeder, der kan dannes i forbindelse med disse processer.
Stilfærdigheden overrumpler
Han reflekterer frit – som om han ikke behøver forholde sig til gængse fremgangsmåder og billeddannelser i sproget. Der kan ske hvad som helst i tankekoblingerne, men alligevel virker Peter Nielsens sprog ikke ekvilibristisk.
Det er stilfærdigheden, som bliver ved med at overrumple. At han holder sig opmærksomt skrivende med en konsekvent gennemstrømmende ro, gør digtene store.
* * *
Teksteksempel
|
14.
De tre heste på marken synes at være i vildrede.
Det ene øjeblik følger de med mig med deres urblikke,
det næste er de opslugt af ritualer. Noget i mig forsøger
at huske ting der er sket i dag, gid jeg dog
ville lade være med det. Det er en alvorlig ting at sige
at man har interesse for noget, man bryder ud af strømmen
og begynder at signalere – og jeg burde også
blande mig noget mere i politiske forhold,
jeg burde kigge lidt på aflejringerne i tagrenden, burde
kunne drømme urimeligt uden at betragte det
som en geologisk betinget tilførsel af råstoffer,
burde gøre mere ud af at være grundløst venlig og fyldt,
eller havner jeg i en krise der svarer til de få graners som står tilbage
her hvor der tidligere var skov. De har ikke længere noget
at forholde sig til, kan ikke læne sig op ad andre. Efterårsstormen
vil hurtigt gøre kål på dem. Man burde kunne sige det
sådan. Men det kan man ikke. Jeg så et føl
løbe omkring på en mark uden tilknytning til noget,
uden at være et spejlbillede af en højere verdensharmoni.
Jeg har prøver at sidde ved kasseapparatet i en butik
og ladet flere millioner varer glide hen over en sensor
og udløse en lyd, som de første par hundrede tusinde gange
var temmelig tilforladelig, men som efterhånden blev medvirkende
til det spasmodiske kollaps, som jeg nu kan se tilbage på.
Det var som om der blev sprøjtet sprit i mine øjne
og at det forplantede sig til noget jeg fristes til
at kalde mit indre. Det er nemt at sige
at jeg må involvere mig.
Alligevel er det sandt.
[NB! Klippet er fra afsnittet Arkade 2 og står s. 32-33. Bogen består af i alt tre arkader, langdigte.]
|
[ t o p ] [ h j e m ] |
