Lad der blive lys

Vagn Remme, der længe har rumsteret på egne forlag, i tidsskrifter og med litterære koncepter, udgiver nu den sprogligt ekvilibristiske metaroman Arvingen på forlaget Athene.

ANMELDELSE. Arvingen er en roman om romanfiguren Lars, der er fanget i den evige gentagelse – i dette tilfælde i en cyklisk fortælling, der aldrig forløses, fordi Lars ikke kan få adgang til sin fortid og dermed blive sig selv. Eller måske er han nærmere fanget, fordi han tror, han kan finde svaret, dvs. sig selv, i fortiden, mens han måske i stedet skulle træde ind i sit liv, som det udspiller sig her og nu.

Der er nu ikke noget at sige til, at Lars er stærkt optaget af sin fortid. Han modtager i første kapitel et brev, der meddeler, at han har arvet et hus efter sin far i Århus. Problemet er bare, at Lars' far går spillevende rundt i Kokkedal. Lars er svækket efter en ikke nærmere beskrevet ulykke, men drager alligevel til Århus, flytter ind i huset og prøver at finde hoved og hale i den mærkelige arvesag. Han får ingen hjælp af den diabolske advokat N. van Gool, der varetager boet – eller måske nærmere sine egne interesser – eller fra husets nabo, der i bedste mening sætter ham på et vildspor. Og han kigger ikke i det eneste, der kunne have givet ham svaret, nemlig den afdøde fars afdøde kones dagbog. Han får dog opsnuset, at den søster, som naboen tror, også er død, lever i bedste velgående i Prag – måske.

Lige lovlig meta
Romanen er delt i tre dele, kaldet bøger, hvilket er en blandt mange referencer til Det gamle Testamente, og man røber vel næppe for meget ved at sige, at Lars er fanget i sin egen udgave af Jobs Bog. Alverdens ulykker og gåder regner ned over ham, ethvert spor ender blindt, hans vrede er usigelig, og modsat Job bønhører Herren – i skikkelse af forfatter og læser – ham ikke til slut, men kaster ham blot tilbage i fortællingen til endnu en omgang jagt på fortidens gåder. Så måske er alt endeløs tomhed, som bogens vignet – citeret fra Prædikerens Bog – så desillusioneret hævder.

Tomheden gælder dog mest Lars. Læseren får nemlig adgang til dagbogens incestuøse hemmeligheder og tages desuden pædagogisk i hånden i kapitlernes manchetter, der på helt cervantesk vis udpeger fortællingens pointer. Her bliver romanen måske lige lovlig meta-litterær for min smag. Ét er, at man som læser skal agere øje i det høje i romanens 2. Bog, men de gentagne strittende pegefingre på neonskiltet: Dette er en "roman" virker i længden lidt uddateret postmodernistisk. Især da fortællingen står så glimrende på egne ben uden disse meta-støttestrømper.

Sprogligt skrællet som et løg
Remmes force er den rytmiske, inciterende prosa, der næsten tager pusten fra læseren i 2. Bogs skabelsesallusion, hvor Lars kaster sig ud i en halsløs cykeltur til Prag på jagt efter sin nyvundne søster. Hjulenes monotone, malende tråd æder ikke bare kilometer efter kilometer, men skræller også lag for lag af Lars' personlighed, så han til sidst kun kan skide og cykle videre, videre, stadig fremad, indtil cyklen på den ottende dag bryder sammen under ham, og han ligger på jorden som ren krop, måske tættere på sig selv end nogensinde.

Sprogligt er Arvingen et betagende bekendtskab. Både i detaljen, hvor Remme strør om sig med gloser som "gustengul", og pladrer siderne til med urovækkende, men ganske betydningsløse halv- og helrådne råger, og mere generelt i den amokløbende og samtidig suverænt beherskede ordstrøm, der graver og gransker, kredser og kværulerer til al betydning hører op – eller føder noget nyt. 2. Bogs kværnende og insisterende sproglige tour de force kan i både tematik og intensitet således minde om tonen i Jens-Martin Eriksens tidlige værker, men Remme indfletter såvel lune som galgenhumoristiske understrømme i sin desperate, sproglige søgen efter jegets kerne. Hans stemme er unik.