"Jeg sagde til mine børn, at de skulle tie stille og lytte. Det var så godt, det du sagde." Hun smilede til mig, mens hun talte. Hun havde altid et meget sødt smil. Det havde jeg set på mange billeder.
    "Tak," svarede jeg. Hun roste mig for noget, jeg engang i foråret havde sagt i et radioprogram om litteratur. Nu var det efterår og reception på forlaget. Jeg havde aldrig snakket med hende før, men jeg havde læst de fleste af hendes romaner, og som barn havde jeg set den meget berømte filmatisering af hendes største succesroman. Jeg bildte mig ind, at det var en pligt for mig at følge med i hendes forfatterskab; hun skrev til folk som mig, der kommer fra arbejderklassen.
    "Du skal komme hjem og besøge os en dag," sagde hun og lod sig ikke forstyrre af, at en professor fra Det Danske Akademi stod lige bag hendes ryg og prøvede at komme til at tale med hende: "Det er kun min yngste datter, der bor hjemme, men jeg inviterer de to andre, når du kommer. Det bliver rigtig hyggeligt. Hvordan har du det med din familie?"
    "Min mor og far er skilt. Jeg ser ikke min far, jeg ser sjældent min mor. Jeg ved ikke... jeg bliver så ked af det og føler, at jeg skal gøre noget, hvis du forstår..." Jeg gad ikke fortælle mere med litteraturprofessoren hængende over hendes ryg. Han fik mig til at føle mig så dum.
    "Så du vil tage ansvar for din mor. Jeg kan godt mærke på dig, at du er stærk." Hendes smil var forsvundet, og hendes ansigtsudtryk faldt i milde, alvorlige rynker. "Jeg glæder mig til at lære dig at kende. Jeg kommer med mit telefonnummer senere."
    Jeg nikkede og sagde, at jeg glædede mig til at besøge hende. Jeg sagde ikke, at jeg var bange. Jeg sagde ikke. "Ved du, at Ellen Heiberg har skrevet, at den der forlader sit miljø, får aldrig noget andet?"
    Hun vendte sig endelig mod litteraturprofessoren, og jeg gik hen til et bord og tog et glas vin.
    Vinen var hvid og sød. Jeg drak af mit glas og tænkte, at jeg snart ville gå, og jeg tænkte, at jeg aldrig ville gå. Jeg ville være som dem. Jeg kiggede op i himlen, op gennem gårdens skakt. Himlen var efterårsblå, jeg stod midt i København; jeg var blevet noget af det, jeg var flyttet til København for at blive. Jeg længtes hjem, tilbage til der, hvor jeg voksede op.

Jeg fik hendes telefonnummer; hun var med i den flok, der gik ud og spiste efter arrangementet i forlagsgården. Jeg kom til at sidde ved siden af en forfatter, der havde udgivet en historisk roman. Hun så sød ud, men jeg vidste ingenting om danske konger og dronninger, så jeg snakkede ikke med hende. Jeg smilede og nikkede bare, når hun lod en kommentar falde.
    Så sagde hun pludselig: "Min kæreste er lige så gammel som dig. Han vil også være forfatter."
    Hun var mindst på min mors alder. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til det, men tog mig sammen til at give et svar af samme vægt: "Jeg har også været kæreste med en forfatter. I tre uger. Jeg mødte ham til en oplæsning sidste år." Jeg sagde hans navn, og hun svarede, at han havde været kæreste med alle bøsser i hele København, og så grinede hun, som om det var sjovt: "Han er ikke til at stole på og dukker sjældent op til oplæsningsarrangementer, selv om han skal læse op."
    "Bagefter," sagde jeg og lod som ingenting "købte jeg flere af hans bøger. Jeg er glad for at have læst dem."

Resten af aftenen og natten gik; jeg søgte ly hos min redaktør og undrede mig over, hvad hun egentlig tænkte om det hele.
    Først da det var ved at blive morgen, gik jeg hjem.

Så kom dagen for besøget; vi havde snakket længe i telefon. Vi snakkede mest om fordelen ved at skrive på computer i stedet for skrivemaskine.
    "Jeg behøver ingen computer, jeg skriver jo bare digte," sagde jeg.
    "Men hvis du begynder på en roman, så bliver du bare nødt til at have en!" Hun var meget ivrig. Hendes engagement brændte igennem alle steder. Det var hendes kendetegn.
    Jeg kunne ikke lide at sige, at jeg aldrig ville få råd til at købe en computer. Jeg havde et rengøringsjob på halv tid og boede i en alt for dyr lejlighed.
    "Og når du så først har en computer, kan du aldrig skrive på noget andet," afsluttede hun vores telefonsamtale.
    Jeg havde en meget stor solsikke i en potte med. Hun sagde tak, og at det var alt for meget. Jeg sagde, at jeg havde vidst fra det øjeblik, vi havde lavet aftalen, at jeg ville tage en solsikke med. Hun stillede den på køkkenbordet, og jeg hilste på en af hendes veninder, hendes tre børn og den ældste datters kæreste.
    Hun fortalte sine børn og sin veninde, at vi havde mødtes på forlaget og haft en hyggelig reception.
    "Når man nu ikke kan leve af at skrive digte, hvorfor skriver du så ikke noget andet?" spurgte datterens kæreste, der ligesom datteren læste til journalist.
    "Jeg er næsten lige begyndt at skrive. Jeg skal prøve noget forskelligt," tror jeg, jeg svarede.
    "Men det er jo heller ikke sikkert, at du kun," blev kæresten ved.
    "David skriver gode digte. Og engang skal han lave noget sammen med os," kom min kollega mig til undsætning. Hun var altid på de svages side.
    Der blev lidt stille, og bare for at gøre noget, spurgte jeg min kollegas veninde, hvad hun lavede.
    "Jeg er billedkunstner," svarede hun.
    "Du ligner også Tove Jansson. Hende med mumibøgerne. Hun er også billedkunstner," sagde jeg med en begejstring over at føle mig hjemme i mumitroldenes trygge verden.
    "Du mener, at mine øjne er sådan nogle små sprækker. Ligesom Tove Janssons?" Veninden talte langsomt, og datterens kæreste klukkede tilfreds.
    "Nu skal du se huset," sagde min kollega, og vi gik fra børnene og gæsterne.
    Hun viste mig sit arbejdsværelse og fortalte mig om sin næste bog. Jeg følte mig stolt og udvalgt for en stund, men besluttede alligevel, at når vi var færdige med at se huset, ville jeg gå hjem.

"Du må undskylde," sagde min kollega i telefonen "især min datters kæreste. Der er noget ved ham..."
    "Nå, men jeg synes, det var en god aften," svarede jeg og prøvede at lyde, som om jeg tænkte mig om, mens jeg svarede.
    "Skriver du for tiden?" spurgte hun.
    "Ja," svarede jeg kort og åndede ud.
    "Det er godt. Jeg er allerede nået meget videre med min roman, bare på nogle få dage er jeg kommet langt," fortalte hun og lovpriste endnu en gang sin computer. Det var på grund af den, at det gik så let.
    "Jeg ved slet ikke, hvor jeg er på vej hen," sagde jeg om mit manuskript. Og så snakkede vi om begyndelser og slutninger og sætninger og det, man må skille sig af med for at kunne se klart.
    "Lov mig, du ringer, så vi kan aftale at ses en anden gang, ikke?" sluttede hun, og jeg nikkede, mens jeg lovede det, men det kunne hun selvfølgelig ikke se.

Jeg holdt det ikke, mit løfte om at ringe; jeg gjorde rent på et hospital nogle timer hver dag, prøvede at skrive digte og prøvede at finde en kæreste, og efteråret gik, og en dag i december mødte jeg min kollega på gaden. Hun var på vej til et arrangement i en jødisk forening, for hun havde været i Israel i mellemtiden og var blevet meget optaget af landet.
    "Du er ikke inviteret, men du har et jødisk fornavn, så du må godt komme med," sagde hun og grinede: "Du skal altså tage til Israel. De er så ivrige efter at få fred."
    Jeg husker ikke noget fra arrangementet, kun en masse billeder af ørkener, og at vi omfavnede hinanden varmt, inden jeg gik.

En dag i februar ringede hun.
    "Der er en plads ledig på den højskole, hvor vi lejer os ind hvert år. Altså, vi er en gruppe, som igennem mange, mange år har lavet projekter sammen hver sommer, og det ville være rigtig hyggeligt, hvis du tog med." Hendes stemme lød let og bestemt, som om det var selvfølge, at jeg skulle med: "Jeg sender dig et brev om det; jeg skal lige snakke med et par andre, men jeg vil have dig med," afsluttede hun.
    Vi talte ikke om så meget andet.
    I brevet stod der, at det kostede over to tusinde kroner at deltage, og det afgjorde sagen for mig. Jeg behøvede slet ikke at tvivle; jeg havde ganske enkelt ikke råd. Jeg skrev tilbage, at jeg ikke kunne få ferie de to uger, opholdet var i. Og at jeg var meget ked af det og gerne ville inviteres en anden gang. Men vi ses jo inden. I hvert fald i løbet af foråret, skrev jeg. Og hvad jeg mente med det, vidste jeg ikke.

Jeg fik et postkort fra hende fra Israel lang tid efter. Sådan husker jeg det i hvert fald – at det var lang tid efter:
    Vi havde et godt ophold på højskolen, fik skrevet og malet og sunget en masse. Nu er vi i det her mærkelige land og tager billeder, skrev hun. Med vi mente hun sig selv og børnene.
    Jeg så nogle af billederne i en avis, og en aften ved et oplæsningsarrangement fik jeg at vide af en digter fra hendes generation, at hun var syg af kræft, havde kort tid igen, men ikke ville have, at nogen kolleger kontaktede hende den sidste tid for at vise medfølelse.
    Jeg havde jo aldrig kontaktet hende.
    Jeg tror, hun kunne være blevet min bedste ven.

NB! Novellen står s. 53-60 i bogen.