Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

LÆSNING
Emir Kusturica:
Underground (1995)
og
Jordan Radickov:
Krudtets ABC
Husets Forlag, 1982.


Af
Uffe Andersen

 


 

Balkans surreelle ABC

Krudtets ABC og Underground er centrale for forståelsen af de krige, der har hærget Europas midte de seneste år. Det handler om Godt og Ondt – og om, hvordan man overlever i en virkelig verden, som lader til kun at indeholde det ene.


Der findes ikke en Buster Keaton-film, hvor kameraet fokuserer på en banan-skrald, mens en forbipasserende mand netop ikke glider i den, men mirakuløst går uden om. Mange mennesker er efter sigende alligevel sikre på, Keaton har lavet sådan en film. På samme måde har jeg det med denne her scene:
    En bulldozer kommer brasende i højeste gear hen imod en politi-afspærring; politi-folkene bliver mere og mere nervøse, og gør tegn, vifter med armene, men bulldozeren fortsætter og rydder uanfægtet gaden, mens politiet måbende står tilbage .... Har Olsen-Banden ikke engang lavet sådan en scene, hvor de genialt overrumplede de bondske politimænd .... 'Vi skal bruge en tommestok, en rulle sejlgarn og en bulldozer', startede Egon med at sige ....?

Nå, måske ikke – men scenen findes alligevel. For den har udspillet sig i virkeligheden og er optaget på alverdens tv-kameraer. De stod parat – men havde ikke ventet en bulldozer som hovedperson. Ham, der kørte bulldozeren, ejede vist en maskinstation et stykke uden for Beograd i Serbien, og da demonstrationerne mod valg-svindelen i oktober 2000 tog til, kørte han ind mod byen i sin bulldozer. Først ryddede han nogle politi-spærringer af vejen, så folk kunne komme frem og gik så løs på Parlamentet med sin bulldozer. Uden dén havde Milosevic måske siddet endnu. Den serbiske studenter-bevægelse Otpor ('Modstand') bruger nu silhoueten af en bulldozer i sine kampagner. Og bulldozeren udtrykker da også noget grundlæggende – ikke kun om Serbien, men om Balkan. Eller måske er den snarere et universelt symbol.

På tv havde bulldozeren, der brasede frem mellem politifolk en naivistisk råstyrke og et fandenivoldsk vanvid over sig. Udover Olsen-Banden mindede den om to ting: jugoslaven Emir Kusturicas film Underground og bulgareren Jordan Radickovs novellesamling Krudtets ABC. Begge foregår – som historien om bulldozeren – i en verden fuld af død og ondskab. Begge har de et bud på, hvordan man overlever i sådan en verden – og budene ligner begge bulldozerens. Hvis man har hørt og kan huske musikken fra Underground, er det et ganske godt resumé. Ellers kan man læse her:


Talende sodflager
Krudtets ABC er en slags bulgarsk fantastisk realisme. I bogens samling af fortællinger fra landsbyen Berkovica er benene solidt plantet på jorden, blandt majsene, i melet, i høstakken – men samtidig svæver man rundt i en overjordisk, men særdeles jordbunden 'Anden Verden'.
    Bogens sidste fortælling, for eksempel, fylder en halv side, og dens eneste replik gentages flere gange: "Det kan ikke passe!" – siger landsbyboerne, da bageren forbløffet tager en plade med levende høns ud af sin glohede ovn. Det samme siger han selv – og læseren. Når bageren nu oven i købet selv er død i en tidligere historie?! Livet og i hvert fald fortællingen går videre på trods.

I en af historierne fortæller bageren selv, hvordan han og hans kone brænder op inde i huset, mens de ser mod stjernehimlen over taget, der er styrtet ned i flammerne (antændt af gendarmerne, fordi parret skjulte en partisan) – hvorpå de flyver væk "nøjagtigt som to sodflager".
    Også andre døde fortæller deres egen historie, efter de er døde. Og Radickov lader dem gøre det med en selvfølgelighed, der bagefter – når fortællingens beruselse er fordampet – får een til at undre sig over, man ikke undrede sig over det eller fandt det kunstigt.
    Radickov skriver om hverdagene blandt bonde-befolkningen på sin hjemegn i Vestbulgarien. Som antydet er der ikke meget landsby-idyl i historierne. Det handler, som I Underground, om Godt og Ondt – og om, hvordan man overlever i en virkelig verden, som lader til kun at indeholde det ene.


Hønsegilde
Emir Kusturica lavede filmen Underground (og vandt guldpalmerne i Cannes) 19 år efter, Radickovs bog udkom. Filmen foregår i et område, som ligger et par hundrede kilometer vest for Radickovs Balkan-landsby: Serbien og Beograd.
    En af hovedpersonerne i Underground – 'Sorte' – er en arketypisk serber: en fanden-i-voldsk, livsnydende elsker af venskab, der ikke lader sig knægte af nogen modgang. Filmen starter med nazisternes bombardement af Beograd i 1941, og her insisterer Sorte på at få sin morgenmad, så livet kan få sit og gå videre, trods den truende død. Og stemningen i den scene minder om historien hos Radickov, hvor en katastrofe rammer den fattige landsby:
    Alle hønsene får pest og må slagtes, og da det er før fryserens tid, må man spise dem alle med det samme. Det resulterer i en grotesk scene, hvor landsbyboerne sidder ved borde, som bugner af tilberedte høns. Mens de spiser, græder kvinderne over det store tab, de har lidt. Mændene er tavse og indædte, hvad der næsten virker endnu værre og uheldsvangert. MEN
    .... hjem til landsbyen kommer så en mand, som lige er sluppet ud fra fængslet. Han sætter sig til bords og udbryder, at de vel nok forstår at leve livet – sådan som de smovser dér i landsbyens frihed og overflod.

Og landsbyboerne siger intet om katastrofen, men er sindige som altid: "Ja vist, vi lever!" For "således levede vi i hine glorværdige tider – når vi sultede, så sultede vi, men når der blev spist, blev der spist til gavns, så ikke et øje var tørt".
    Dén bulgarske livskraft i trods mod fattigdom, sult og død .... den her næsten afsindige tålmodighed med livets ondskab i et lille balkansk udsted præger Radickovs bog. Og det er netop alt dét, Kusturica kærligt karikerer – især i figuren Sorte, der er inkarnationen af den serbiske livsholdning.


Postmoderne kynisme
I starten af 2. Verdenskrig synes de gode og livsglade Serbere at holde sammen mod de onde tyskere. Men snart krakelerer det sort/hvide glansbillede: Nogle serbere falder fra og tænker kun på de penge, tyskerne kan skaffe dem.
    Sortes hidtil bedste ven narrer Sorte og en masse andre modstandsfolk til at arbejde for sig i en underjordisk kælder – i årtier. Han snyder dem til at skjule sig ved at sige, der stadig er krig. Men oven for i den virkelige verden er Titos Jugoslavien for længst opstået, og 'vennen' er en af landets politiske ledere, der spiller den store krigshelt. Han sælger de våben, Sorte & Co. producerer – og som de tror, går til modstanden mod de for længst overvundne tyskere.
    Den lumpne og forræderiske 'ven' bruger altså Sortes ry som ægte helte-modig serber til selv at fremstå som helt og tilrane sig magt, penge og status. Og på et tidspunkt skal han oven i købet afsløre et monument til minde om Sorte.

Hykleriet når her sit højdepunkt og hånen mod alt det gode, mod retfærdigheden og mod Sortes og serbernes livsglæde kan ikke blive stærkere og mere kvalmende. I scenen, hvor monumentet skal afsløres, håber man, der skjuler sig en overraskelse under det hvide klæde:
    Vennen river klædet til side, og .... kameraet dvæler på den afslørede statue af Sorte: en granitmand med et stift blik. Er det kun en statue – eller ....?
    Vennen læser et af sine patetiske digte om ære højt. Det er rent fysisk een imod og man føler trang til at råbe de værste skældsord mod denne 'ven'. For med digtets patos om alt det basale, håner det selve Livet, fordi det kommer fra denne uven af alt godt og menneskeligt.

Hvis nu den virkelige Sorte med eet bryder frem af granit-busten .... så vil han afsløre svindleren som Ondskaben selv – og på den måde genetablere den spontane glæde ved livet, der havde fået os til at le befriet midt under det frygtelige tyske bombardement af det civile Beograd i starten af filmen. .... Men det sker ikke: Forræderen bliver ved at drive sit spil og have magten og æren. Emir Kusturica og Balkan er tydeligvis blevet en erfaring rigere, siden Krudtets ABC blev til i en mere naiv tidsalder.


Romantisk naivitet
Jordan Radickovs bog foregår også under 2. Verdenskrig. Her er fjenden den tysk-venlige regering og dens gendarmer, som i een historie brænder en bager og hans kone inde i deres eget hus, fordi de har skjult en partisan. Nogen angav dem – men hvem?
    Efter krigen beslutter man at rejse et monument for dem, og stenhuggeren Aleksov erklærer at ville stå for det. Han arbejder og arbejder – men da han skal til at hugge bagerens og konens navne ind i stenen, går den pludselig i stykker.
    Det ser en nabo, og med eet står det klart for denne Milojko, at stikkeren må være stenhuggeren. Hvorpå Milojko præcist beskriver den følelse, den opbragte tilskuer til Kusturicas film fyldes af ved afsløringen af monumentet for Sorte:
    "Forræderen kan ikke opføre et mindesmærke for helten, for alle naturkræfter må vende sig imod ham, og selve mindesmærket vil vende sig imod ham og ikke tillade ham at udføre værket. [Bageren] Baj Angel og [hans kone] Tante Asilka er et helligt forbillede for os, og et mindesmærke for dem kan kun fremringes af hellige hænder. Selv stenen, uagtet den er kold og følelsesløs, lader sig ikke berøre af urene hænder".

Her ligger den romantiske forestilling om en harmoni og balance, der ikke må og ikke kan ødelægges. Det livssyn påstår, at det onde vender tilbage til den, der har været ond. "Naturkræfterne" sørger for balancen eller for retfærdigheden.
    Dét livs- og historiesyn kan en selvbevidst og post-moderne bevidsthed kun le ad. Vi post-moderne har lært, at det ikke er gode drømme, men penge og real-politik, der leder verden.
    Så mens forræderen bliver afsløret i Krudtets ABC, beholder han magten i Underground. Bogen og filmen ser altså ud til at have hver sit helt forskellige livssyn – selv om de stammer fra samme område på Balkan. De 19 år har ændret alt – tilsyneladende.


Stædigt naiv
Men selv om Balkan er blevet en dyr erfaring rigere siden 1976, er trangen til at se det onde gøre plads for det gode liv lige så stærk som altid.
    Derfor ender den kynisk-realistiske Underground også med, at 'vennen' – der i 1990´erne er grådig og kynisk våbenhandler i Bosnien – bliver slået ihjel af een af dem, han holdt som slave gennem alle årene.
   .... Og for at gøre alt det Onde Godt igen foregår til allersidst brylluppet mellem Sortes søn og hans kæreste een gang til. Vi har allerede set deres bryllup een gang. Dengang foregik det i kælderen og var trist at se på – for tilskueren vidste jo, at alle de festende var slaver for den Onde selv – 'vennen', som oven i købet sad med ved bordet som æresgæst.

Men nu - i filmens slutscene – sker brylluppet igen. I take two er det hele, som alting burde være: Det er sol og sommer, og vi sidder på en ø, der bogstaveligt river sig løs fra resten af verden. Det er et lille paradis, hvor man tilgiver alt forræderi, uvenskab og utroskab. De døde liver op – og alle fester. Igen lever dén serbiske livsglæde, Sorte viste ved startens morgenbord under tyskernes bombardement af Beograd: et afsindigt og fandenivoldsk lyssyn, u-forgiftet af falskhed og forræderi.

En af de festende bryder til sidst filmens illusion og forklarer direkte til kameraet, at sådan vil man snart igen leve i Jugoslavien: "i de små, hvide huse med de røde teglsten". Han siger med andre ord, at Jugoslavien snart igen vil være et paradisisk postkort.
    Sådan en postkort-idyl kan en instruktør fra den drømme-forladte postmodernitet selvfølgelig kun citere med ironi. Men alligevel kan filmen ikke lade være at ønske den idyl og harmoni tilbage – på trods af al erfaring om, at det falske og kyniske altid sejrer. Dén sejr er ikke endelig, siger filmen besværgende – med en bevidst og stædig naivitet.


Bulldozer-mentalitet
Og sådan fortæller Radickov og Kusturica alligevel den samme historie om almindelige mennesker fra deres hårdt prøvede del af Balkan. Er menneskene på Balkan simpelthen bare på den måde af væsen – så de tænker ulogisk, mystisk og surreelt?
    Når scenen med bulldozeren kunne være fra noget så dansk som en Olsenbande-film er svaret nok snarere, at der kan være perioder og situationer, hvor det for alle mennesker er livs-nødvendigt at kunne se det fantastiske og irreelle som en mulig virkelighed.
    En af Radickovs fortællere siger, at den følelse, han husker fra sin barndom i landsbyen, er håbet. På trods af realiteternes verden opstod det igen og igen – "opstod og svandt atter bort for vore øjne, men dybt i vore hjerter var der stadig en tro på, at vore forhåbninger en dag ville blive virkeliggjort".

Det lyder som en slags naiv optimisme – som dog får en bitter tilføjelse: "det kunne synes, som om de voksne kun lever deres liv for at ødelægge barndommens liv". Og sandelig kunne det se sådan ud. På virkelighedens, på bogens og på filmens Balkan er der grund nok til bittert sortsyn. Men Radickovs ukuelige fortæller slutter alligevel med at sige det samme om håbet som Kusturica gør med sin film: "(....) om end det ikke kan ødelægges helt".
    Ligesom i bogen og filmen kræver det på dagens Balkan (og mange andre steder) sin mand at holde håbet i live. Og her er det netop, bulldozeren kommer brasende.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]