Det er en anden verden, vi er ankommet til

ANMELDELSE: Solvej Balle har taget gidsler. Det indrømmer hun beredvilligt i Frydendal – og andre gidsler. Gidslerne er mennesker i hendes erindring, de er taget som gidsler for at fortælle en historie om det moderne samfund.

Og det er ikke et samfund, som Solvej Balle har mange rosende ord til overs for. Det er et samfund, hvor de små flag på lagkager og i kæder om juletræer er blevet til brændbare symboler i mellemøsten. Det er et samfund, hvor menneskelige værdier et langt stykke af vejen er blevet erstattet af en længsel efter status og ting.

"Det er en anden verden, min søn er ankommet i," skriver hun. "Det er ikke hans oldeforældres verden, hvor mennesker dyrker jorden og lægger resten i hænderne på Herren. Det er heller ikke hans bedsteforældres verden, hvor mennesket er vokset og Gud er skrumpet, og hvor mennesker er gået ud for at rette fejlene i verden og gøre alle sunde og kloge."

Nej, det er en helt anden verden, end den Solvej Balle genopliver gennem erindringsbillederne i bogen. En verden, som Solvej Balle giver omkvædene noget-for-noget og fordi-jeg-fortjener-det. Ekkoet fra Foghs politiske taler og reklamernes salgsretorik er ret åbenlys.

Samler to strømninger
I 90'ernes danske litteratur var der orden i tingene. Skal man tro universiteternes litteraturforskere, så kunne man dele den litterære verden op i kvinder og mænd. Kvinder som Solvej Balle, Naja Maria Aidt og Christina Hesselholdt skrev eksistentielt betonet litteratur, der handlede om den enkeltes forhold til livet og verden. Og så mændene som Jan Sonnergaard og Jakob Ejersbo, der skrev kras og kritisk socialrealisme.

Der er endnu ikke orden i dette årtis litteratur, men mon ikke det kommer? Et bud kunne da i hvert fald være, at en erindringsbølge med fx Jens Smærup Sørensen og hans Mærkedage midt i brændingen vil være dette årtis højvande. Man kunne forledes til at tro, at en erindringsbog som Frydendal, der tager sin begyndelse flere led tilbage i Solvej Balles slægt, er endnu en Mærkedage. Men dertil er Solvej Balles arv fra 90'ernes præcise og korte prosa for stærk.

Som i Mærkedage får vi historierne om livet i fortiden, men i Frydendal er de fortalt knapt, kort og præcist. Og står derfor som spejle for nutiden. Eller gidsler – som Solvej Balle selv kalder det.

Fortællingens egentlige ærinde synes at være kritikken af den moderne verden. En kritik af danskheden og vores fælles fortælling om det lille heltemodige land mod nord. Så på den måde placerer Solvej Balle sig nu lige midt i mellem de to strømninger fra 90'erne, samtidigt med at hun er med på erindringsbølgen.

Lettere nostalgisk tilgang
Man sporer en vis resignation over for den moderne verden. Og en lettere nostalgisk tilgang til fortællerens egen barndom i 60'erne.

"Børn var endnu ikke blevet trofæer for karriereforældre eller symboler på vellykkede livsprojekter, og de var endnu ikke farvesøjler med det nyeste børnedesign. Det var endnu ikke noget-for-noget og fordi-jeg-fortjener-det-bedste-til-mit-barn og må-det-bedste-barn-vinde," skriver hun om barndommen og fortsætter, "Vi var faldet i en tidslomme mellem gudsfrygt og statusbekymring."

Det er barndommens glade verden med lyden af grus under fødderne, jordbær ad naseum [: til overflod, red.] og rebstige i bøgetræet, der hyldes i bogen. Faktisk er der ikke blevet meget til overs til nutiden. Jo da, vi er til børnefødselsdag, på erindringsrejse til barndomshjemmet, henne at stemme og i køkkenet, hvor fortælleren skriver. Men det er, som om eksistensen er forsvundet ud af bogens nutid.

I stedet bliver nutiden kommenteret med politisk indignation, mens blot erindringsbillederne får lov at tale selv. Det bliver en svaghed for fortællingen. For kritikken af materialisme, forbitrelsen over statusjagt og angrebet på dansk selvtilstrækkelighed har vi hørt masser af gange.

Den fortæller os en masse lettere skolemesteragtige holdninger, men den viser os ikke for alvor, hvad verden har gjort ved os. Så det er fristende at smide endnu et reklameslogan efter Frydendal, nemlig gør-det-du-er-bedst-til, som de siger i Danske Bank. Og Solvej Balle er klart bedst, når hun viser os noget. Et stykke virkelighed og eksistens fastholdt i litteratur.

Vi brokker os for sent
Man kan godt forsøge at tage fortiden som gidsel for en kritik af nutiden, men hvis man ikke viser noget markant om nutiden, så bliver det en tom gestus. Og måske er det resignationen, der gør det svært at gå det ekstra skridt.

Solvej Balle fortæller det faktisk selv med et smukt billede af bedsteforældrenes hus, Frydendal, der langsomt forfalder, uden nogen lægger synderligt mærke til det.

Sådan er det tilsyneladende også med verden. Den forandrer sig langsomt omkring os, og vi følger med uden at lægge mærke til det. Og vi er overladt til at brokke os over det, når det allerede er for sent, fordi vi ikke så os om undervejs.