BONUS-INFO:
Direkte til teksteksempler fra bøgerne

INTERVIEW: Efter at have rundet digte, kortprosa og cykelløb har John Bang Jensens seneste bog Kystnære områder fået mærkatet "noveller", en betegnelse som dog ikke helt dækker bogens flyvske teksteksperimenter. Vi har spurgt forfatteren, om han kan fortælle mere om sine genreskift og om de forskelle, han oplever i arbejdet med prosa og lyrik.

På bogens omslag bruges betegnelsen "noveller", men det ser ud til, at du forholder dig ganske frit til denne genre..?
– Jeg er godt klar over, at det er at presse definitionen til det yderste, når bogen har fået genrebetegnelsen noveller. Det er et kompromis, som er lavet fordi der er så mange forskellige typer tekster i bogen. Der er meget kortprosa, men der er også flere deciderede noveller.

– I Kystnære områder bruger jeg novellebetegnelsen lige så løst som Peter Seeberg gør det i novellesamlingen Rejsen til Ribe. Her er kortprosa, noveller, fragmenter og endog digte blandet i én skøn forvirring. Jeg har dog trods alt ikke digte med i min bog.

– Jeg kan godt lidt at eksperimentere med genrerne og gøre noget, som man ikke må. Men jeg ville også gerne skrive en novellesamling efter "alle kunstens regler". Måske især fordi, man ikke må netop dét i øjeblikket!

Den forkætrede novelle
– Jeg forstår ikke, hvorfor novellegenren er så forkætret nu om dage, den bliver opfattet som sådan en forkølet lille "lille-genre", beregnet for dansklærere, sådan som fx Lars Bukdahl giver udtryk for. Det er jo næsten en litterær synd overhovedet at nævne ordet "novelle".

– Der er en tendens til, at man gerne vil have noget for pengene, nogle ordentlige, solide romaner for voksne mennesker, og de skal helst handle om noget ordentligt og solidt, gerne noget med slægt, hjemstavn og opbrud fra landbosamfundet! For mig at se er der ikke noget galt med novellegenren som sådan. Der er muligvis noget galt med dét, novellerne handler om, men det er jo ikke genrens skyld.

Man skal være klar i hovedet
Hvilke forskelle og ligheder har der været i dit arbejde med henholdsvis digtsamlingerne og prosabøgerne?
– Når man skriver digte, er man jo meget optaget af sådan nogle ting som rytme, lyd og liniebrud, og man arbejder undertiden meget intenst med en lille detalje for at få tingene til at virke.

– Jeg kan redigere MEGET i et digt. Det er langt hen af vejen dét, det handler om. Man er ofte ikke hård nok ved sig selv og accepterer, at der er for meget med, dér, hvor man i virkeligheden skulle have skåret to tredjedele bort. Som det efterhånden lidt slidte udtryk siger: Kill your darlings!

– Man skal ikke være bange for at ødelægge digtet. Men man skal være klar i hovedet, når man skærer ting bort eller føjer noget nyt til. En rettelse i begyndelsen af et digt kan føre med sig, at der skal laves ændringer hele vejen ned gennem resten af digtet.

Befrielsen ved at skifte genre
– Da jeg begyndte at skrive prosa efter mine første to digtsamlinger, oplevede jeg det som en befrielse. Jeg tænkte, at nu handlede det ikke så meget om det rent sproglige, nu handlede det mere om at få idéer. Men jeg blev selvfølgelig klogere, og jeg begyndte hurtigt at sidde og file på tingene og arbejde lige så intenst med det rent sproglige i prosaen som med digtene.

– Jeg har haft den samme oplevelse men med modsat fortegn for nylig, hvor jeg er gået i gang med at skrive digte igen. I begyndelsen er det en befrielse i forhold til prosaen, fordi digt-genren ikke stiller krav om handling og plot og den slags, med lyrikken skriver man mere på lykke og fromme. Men følelsen af frihed varede heller ikke i denne omgang så længe!

– Den eneste gang. jeg har oplevet en rigtig frihed i forhold til det at skrive, var da jeg skrev min bog om cykelløb. Her kendte jeg mit stof, og det var bare et spørgsmål om at få tingene skrevet ned.

Brud og overraskelser i bøgerne
Dine tekster kan være ret forskelligartede. Hvordan sammensætter du dine bøger?
– Jeg arbejder næsten udelukkende med den enkelte tekst som en isoleret størrelse. Jeg tænker sjældent teksterne ind i en større sammenhæng, og jeg tænker slet ikke på, at de skal ligne hinanden. Men som regel opdager jeg på et tidspunkt, at der er en sammenhæng mellem de forskellige tekster, og så begynder jeg at tænke i bogform.

– Som med Kystnære områder, hvor det pludselig gik op for mig, at mange at de ellers meget forskelligartede tekster på den ene eller anden måde handlede om kysten og det at være en udsat eksistens i nærheden af kysten.

– Rækkefølgen af teksterne kommer først til allersidst. Den har ikke noget med tilblivelsestidspunkterne at gøre. Det samme gælder for digtene. Det er komposition: Hvad vil være en god tekst at indlede med? Hvilken tekst vil passe godt ind her? Der skal være nogle brud og overraskelser, samtidig med at det hele helst skal have en helstøbt karakter.

Opmærksomhed er et godt ord
Ser du nogen betydning i den energi en tekst evt. kan have i kraft af den spontanitet, som det skrives med?
– Energi og "det spontane" er ikke begreber, jeg tænker så meget over. Det er sandt, at en given tekst kan have en vis friskhed eller noget "spontant" over sig. Men jeg tror også, at der i mange tilfælde kan være tale om, at den pågældende tekst i virkeligheden er resultatet af lang tids møjsommeligt arbejde. Kunsten består i at fjerne alle spor af dette arbejde, man skal ikke kunne se, at en tekst er arbejdet 100% igennem.

For mig at se har opmærksomhed stor betydning, lige meget hvad man skriver. Kan du genkende det?
– Opmærksomhed er et godt ord. Det gælder både, når man skriver prosa og poesi! Noget andet er så, at man alligevel drømmer om bare at skrive løs, som på en form for automatpilot, eller med flow, som det en overgang var smart at kalde det. Men det er også en form for opmærksomhed, en fortabelse i sproget, med fuldkommen koncentration.

– Det gælder om at få det til at løbe løbsk – som at sidde i en hestevogn bag ti vilde heste, men man har ikke helt mistet kontrollen og styrer elegant uden om de værste huller og grøfter. Sådan ville jeg gerne skrive!