Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k

 

UDDRAG/ARTIKEL
[Oprindeligt trykt i Nationaltidende 19.12.1880]
Artiklen bringes her fra bogen Virkelighed – set i Herman Bangs Speil (Ajour 2001) med venlig tilladelse fra Ulrik Lehrmann

NB! Artiklen er et eksempel på den såkaldte litterære feuilletonjournalistik


Af
Herman Bang

 




*

RELEVANTE LINKS:

Læs Ulrik Lehrmanns spændende introduktion til begrebet feuilletonjournalistik

Læs mere om den litterære feuilletonjournalistik og dens forudsætninger

Bogen Virkelighed – set i Herman Bangs Speil er en del af Journalistikkens Klassikerserie

 

[Printervenlig version]
Nationaltidende 19.12.1880:
I Modesalonen

"BESYNDERLIGE TIDER", siger Justitsraaden.

Han sidder i en blaa Hjemmefrakke og slubrer sin Morgenkaffe i sig og tæller Piberne i "Nationaltidende", som han ikke kan faa til at stemme med "Berlingske"s. Og nu har han i saa mange Aar troet paa "Berlingske". Men Justitsraaden er i det Hele taget ikke rigtig vel i denne Tid; han er fra en Periode, hvor Smørret kostede en Rigsort, hvor Jernbaner var "noget ovre ved Manchester", hvor der gik tolv Alen Tøi til en Kjole, og hvor det forunderlige endnu var forunderligt. Nu – hvor man i Folkethinget ikke uden en vis Interesse hører paa Frederik Bajer, hvor man med Navn under tør paastaa, at "Et Dukkehjem" er et Forsvar for Magdalenesagen, hvor Artikler i Meyers Konversationslexikon kan give Anledning til ligesaa mange fortolkende Oversættelser som selve "Sakuntala", hvor man beskylder Darwinismen for at være Radikalismens Forbundsfælle, hvor man opretter Musikhandler i velgjørende Øiemed, hvor man tager Favnesætterne ved Nyhavn i Ed og alligevel giver dem Drikkepenge, hvor man paa Fredsfod altid lever paa "Krigsfod", hvor man – – nei, nu er det forunderlige hørt op at være forunderligt. Og selv det vidunderlige hænder: man piber ad "Alle Fem"! Lad gaa, at man havde pebet, hvis Hr. Hohlenberg havde gjort Strike, og man havde været uden Plakater. Saa kunde man – for Meningens Skyld – saamæn ganske vel have troet, at Hr. Castillens Døtre var den bedste Frugt af "Leonarda"s tvivlsomme Fortid, og at "Alle Fem" var Bjørnsons sidste Akt. Men nu – nu havde man Plakater og peb alligevel: 150 Studenter. Det var mer end forunderligt, mer end bisart, mer end latterligt, det var vidunderligt. – – –

Justitsraaden sidder og rokker med Hovedet, saa "Pladen" kommer til at sidde skævt. Justitsraadinden gaar endnu omkring med Pappillotter i Forhaaret. Fru Stang er en Dame "fra Fyrrerne", hun laver god Mad, men kan aldrig lære at spare paa Smørret, hun vilde betragte det som en Skændsel at gaa med Hæle paa Støvlerne, bruger store broderede Kraver, oversaaede med fransk Broderi, sværmer for Wilhelm Holst og anser "Hjortens Flugt" for Literaturens nyeste Berigelse. Hun spiller gjerne Boston og vil gerne have Emilie gift.

Emilie er Datteren. En ung Dame paa fire og tyve Aar med blond Haar og mørke Øine bag nogle lange bløde Øienhaar. Fru Stang havde længe ønsket, at de skulde "sælge". Hun holdt ikke af nye Moder, af holstensk Mejeri eller Sødmælkssmør, og Justitsraaden blev ved at lade tærske med Haandkraft. Desuden gik Tiden, og Emilie blev gammel. Derfor endte Fruen hver Aften, naar hun slukkede Lyset og gled ned under det ægteskabelige Leies Bolstre, sit Dagværk med at fremføre den uforanderlige Sætning: "Lad os sælge, Stang!" Og saa tilsidst solgte Stang; de slog sig ned i Frederiksborggadens Forlængelse i et nyt Hus paa en første Sal, kjøbte nyt Møblement med lave Stole og Pillespeile uden Konsoller, Fruen ofrede sine Sirtses Betræk, og Justitsraaden opgav sin Pibe. Saa begyndte Kampagnen, Felttoget for at faa Emilie gift, et Felttog, hvor hendes smukke Øine og elegante Toiletter, Justitsraadindens gode Mad og vistnok fremfor alt Justitsraadens Obligationer vare de vigtigste Vaaben, og hvor Balgulv og Spisestuer var de bonede Slagmarker.

Nu sidder Emilie og læser Breve. Hun har været paa Bal om Natten og er graableg i Ansigtet, ser egenlig ud, som om hun ikke havde faaet Balsalstøvet helt vasket af sig. Hun har vasket sit Haar i Kognac, forat det ikke skal tage Skade af Krøllejernet, og hun har en marineblaa Slobrok paa med røde Lommer. Emilie har forbudt sin Fader at gaa med Slobrok, fordi "det virkelig ikke passer sig" – for Damer er det yderst moderne ...

"Fra Steenbergs", siger hun og skyder det mørkegraa Papir over mod Justitsraadinden, som staar og hælder Eftermiddagskaffen over paa en lille brun Kande. Hun trækker Overlæben op og ser misfornøiet ligegyldig ud. Emilie er altid misfornøiet om Morgenen, og før Frokosten Klokken tolv taler hun saa lidt som muligt.

Moderen tager Brevet, en Indbydelse til en lille Middag med Dans. "Har Du noget at tage paa?" spørger hun spagfærdig. "Maaske den lyserøde fra forrige Uge?"

"Hvor hele Slæbet er i Laser? Jo-o Du gode Gud, Mama!" – siden de ere flyttede til Kjøbenhavn, siger Frøkenen bestandig "Mama" – "naar Du dog blot kunde lære, at jeg nok selv skal sørge for mine Klæder ... ."

"Ja, ja, jeg mente blot – –"

"Aa, det er den gamle Historie ... ."

Emilie reiser sig, gaar hen over Gulvet, stanser et Øieblik foran Speilet i Buffeten, retter lidt paa sit Haar og forsvinder med et snærrende "God Morgen" –

Justitsraadinden sukker, skotter til Justitsraaden, stiller Kaffekanden hen og sætter sig ved Sybordet med "Gudelige Tanker for hver Dag".

"Besynderlige Tider", siger Justitsraaden og folder "Berlingske" sammen. – –

"Gaar du med, Mama?" spørger Emilie efter Frokosten. "Jeg gaar op til Børre. Det er umuligt at lave paa den lyserøde – –"

"Naa" – Justitsraadinden gør en Grimace – "ja, jeg tænkte det nok. Slæbet er jo i Laser. Ja, gaa Du derop, søde Emilie – vi kunde jo maaske nok tage Syjomfru hjemme –"

"Kjære Mama, nu begynder Du igjen – Syjomfru hjemme, som om det var en Smule billigere, nei, man staar sig virkelig ved at ta'e færdigsyede Ting."

Hvem kender ikke Worth. Man kan jo ikke læse et eneste Blad af den Roman, man kalder det andet Keiserdømmes Historie, uden at møde hans Navn ved Siden af Pauline Metternichs, Kristina Nielssons og Edmond Abouts.

Keiserdømmet havde sine egne Digtere, sine egne Malere, egne Skuespillere, egne Feuilletonister og sine egne Skrædere. De opstod den 2. December og døde efter Sedan. Det var Moden, der havde skabt dem, og de levede længer end de fleste Moder. Da de døde, var det af Alderdomssvaghed. Der er ingen Periode, hvor Moden har spillet en større Rolle end i Eugenies Frankrig: den beherskede alt. "Modeverdenen" blev et Begreb lige som "Faubourg Saint-Germain", om hvilken kun de yderlig naive tro, at den er en Del af Paris og ikke en Betegnelse for et Selskab, der taler om Korstogene som en nærliggende Begivenhed, og som mener Frohsdorff, naar de tale om Residensen. "Modeverdenen" var Folk comme-il-faut, de behøvede ikke at være hæderlige og ikke at være "fødte", man spurgte dem ikke, hvorfra de kom eller hvor de gik hen, de skulde kun besøge Theatrene paa Moden, benytte den Essens, som var paa Moden, læse den moderne Forfatter, beundre den moderne Maler, handle paa Moden, være gift paa Moden – fremfor alt gaa klædt paa Moden. Man kan let forstaa, at den, som i en saadan Periode næsten skaber Moden, er en mægtig Mand. Og det var Worth, som skabte den. Han var Damernes Forsyn, deres Afgud, deres et og alt, man elskede, beundrede – og frygtede ham. Hans Kabinet var en Helligdom, som mangen en uskyldig Novice betraadte med hemmelig Angst, det var jo denne Mand, som mer end indrammede, mere end paaklædte, som lige frem skabte alle Modens Damer, han forvandlede og fremhævede, skjulte og dækkede. Mangen en Mand har giftet sig med et Mesterværk af Worth. Men den store Kunstner er sig ogsaa sin Indflydelse fuldt bevidst: han er kræsen og gør sig kostbar, det gaar med Modens Orakel lige som med Pythia, der ikke altid vilde tale. Undertiden sender han den ydmyge bort. "Jeg kan ikke gjøre noget for Dem", siger han høflig men koldt. Ordene lyde som en Dødsdom.

Alle Matadorer ligne hverandre. Jeg skal fortælle Dem en ganske lille Anekdote om den berømte Fotograf Lukkardt i Wien. En af Europas kvindelige Potentater, som i dybeste Inkognito opholdt sig i Keiserstaden, henvendte sig til Kunstneren for at blive fotograferet. "Det gjør mig ondt, men det er umuligt", sagde Lukkardt. – "Men hvorfor?" – "Jeg fotograferer aldrig Folk, som jeg af Skjønhedshensyn aldrig vilde sætte i mit Album." – – – Og jeg kjender Folk, hvem noget nær den samme Skæbne har truffet herhjemme – hos en hjemlig Berømthed.

Men det var Worth, vi kom bort fra. Hans Saloner var et af Verdens Centra, Samlingsplads for alt, hvad der var chic, elegant og comme-il-faut. Man holdt Stævnemøder der, man konverserede, man behandlede Politik, medens man prøvede en Kjole, og afsagde æsthetiske Kjendelser, medens man fik hæftet sit Snøreliv. Hvad Klubberne vare for Mændene, vare Worths Saloner for Kvinderne.

Siden Ludvig den Fjortendes Tid har Paris været Europas Hovedstad, og den øvrige Verden har ikke bestilt andet end at efterligne den. Man har efterlignet dens Revolutioner, dens Galskaber og dens Moder. Efterligningen er bleven til Efterabelse, og paa intet Omraade efteraber man stærkere end paa Toiletternes, skjønt Efterabelse ganske vist intet Steds er saa farlig som netop der.

Worth er død : aandelig talt, han er ikke mere chic, han opfinder nu kun for Amerikanerinderne. Han er bleven excentrisk, han forstaar ikke mere sin Tid. Nu er det Felix og Sporch, som regjere. "Worth er færdig", siger Felix overlegen. "Man klæder aldrig mere end en Tidsalder paa." Skræderkunsten er en Omdigtning, man kan aldrig fuldendt oversætte mere end en Forfatter. Vi herhjemme have ogsaa vor Felix og vor Sporch, vore Damers Forsyn og vore Ægtemænds Fortvivlelse – – –

Der var allerede fuldt, da Frøken Stang kom derind med Frøken Hammer, som hun havde hentet for at se med, det er saa gyselig morsomt at være to, naar man skal hen og prøve Kjoler. Frøken Hammer forsømte en Spilletime ved sin Udflugt, men hun foretrak Børre for Beethoven.

Vore store Modeforretninger ere Dameverdenens Barberstuer. Man gaar ud og ind som i en Klub, man sætter hinanden Stævne for at se paa en Hat, for at spørge til Raads om et Overstykke; man gaar ind for at spørge paa et Stof, man aldrig har tænkt paa at kjøbe, man prøver ti Gange den samme Kjole. Børre Lorenzen og Bendix fortrænge Otto.

Nede ved et Bord staa et Par unge Damer og prøve franske Hatte. Hvilken Uendelighed af Hatte og hvilken Variation i Façonerne. "Hatte er vor Specialitet", siger Husets Chef med et Buk. Der er store og smaa, Hatte med Fjer og Hatte med Spænde, der staar en, som er en hel Fugl; en metalblinkende Fugl, som har stukket Hovedet ind under Vingen; Hatte med Blomster og Hatte med Bindebaand, høie og lave, klædelige – og uklædelige. Den naive Tid, hvor man hver Sæson brugte en Form af Hatte, er i vore Dage kun en utrolig Saga, ad hvilken Damerne smile. Vi ere lige saa rige paa Hatteformer som Mercadet paa Projekter. "Her sælges ogsaa Aaret rundt 15-16 Hatte om Dagen", siger Kommis'en. "Hvad koster den?" spørger den ene Dame, som staar foran Speilet og binder en vidunderlig Hat af dybt marineblaat Atlask, med en kæmpemæssig, brandgul Rose midt i Panden. "50 Kr." – – "Himlen bevar's", og den unge Frue tager den hurtig af, medens hun kaster et sidste Blik i Speilet, et sidste Blik paa den gule Rose og de brede Baand – den klædte hende saa smukt. Saa vælger hun en havanabrun med blegrødt. Havanabrunt behersker alt iaar, man bruger det i alle Nuancer og i alle Sammenstillinger. Og Hatten koster kun 20 Kroner.

"Kjære Mathilde, hvorfor? Fordi jeg har mistet min gamle i Skøiteløberforeningen, og jeg kan dog virkelig ikke være uden Muffe fra nu af hele Vinteren. Tusind Tak – Hvad er den til? – Forresten gør Du dig ikke noget Begreb om, hvor der er morsomt – Du er i Frederiksberg? Naa ja, naturligvis, naar man bor saa nær, men alligevel, den fra 76 er den nobleste, ubetinget. Fakler? bedste Ven, hvor kan Du tro? Banen er kun aaben om Formiddagen – – Hvad var det, De sagde, den kostede? – Naa, 25. – Synes Du den, Mathilde? Nei, kjære, tag ikke flere frem. Der er allerede et helt Hav af Muffer. De er nok brændt inde med adskillige. Hvad siger De, har De solgt tusinde? Ja, Folk er gale! – – Louise løber paa Aggersborg. Hvordan hun kan løbe alene? Kjære, det er jo komplet en famille, komplet ... ."

Hun har en lille Opstoppernæse og røde Kinder, Munden staar ikke paa hende, og hun svarer bestandig selv paa sine egne Spørgsmaal. Hun er aldrig af Gulvet paa Ballerne, og man siger, hun er hemmelig forlovet med en Søkadet, som skal være Løitnant til Foraaret.

Emilie nikker, giver Haandtryk og snakker. Frøken Hammer bliver taget paa Raad med om et Overstykke. Overstykkerne hænge ved Siden af hinanden i en lang Række: lyse og mørke, Dollman'er og Overkast, lange Kaaber, Fløil, Atlask og Pelsværk. Det halve Mørke i Butiken dæmper Stoffernes Farver, det sparsomme Lys samler sig blinkende i en broget Perlebesætning paa en Fløielsjaket. Det lyse-havanabrune skinner frem mellem de mørkere Nuancer, Skæret fra en tændt Gaslampe lægger sig dvælende paa en mørkeblaa Fløielsfold.

Luften er tung og krydret af Lugten af de mangfoldige Farvestoffer; den ramme Lugt af det grønne, det gule Farvestofs sødlige Dunst, det marineblaas Friskhed. En tør, gjennemtrængende Dunst af de sorte Uldtøier, hvis Lugt minder om Lig og nedhængende Lagener ... ...

"Hvad koster den?" spørger Frøken Hammer, hvis Veninde har faaet en dolmanformet Kaabe paa og nu staar og speiler sig, mens hun vugger og bøier sig i Hofterne.

"150 Kroner." Den er lysebrun med mørkere Besætning.

"Meget moderne", henkaster Kommis'en, mens han omhyggelig glatter en Fold paa Skulderen med sin hvide, soignerede Haand. "Meget moderne."

Veninden vender sig og smiler til Billedet i Speilet. Den unge Mand kan ikke faa Folden bort.

"Denne Kaabe", siger en anden Herre lidt længer henne i Magasinet til en svær, blond Dame med et Dronning Mathildeansigt, "en Parisermodel, Fru Grevinde. 2000 Kr."

Grevinden tager sin hvidbrune Handske af og skriver noget i en Elfenbensagenda med meget fine Blade. Mens hun bøier sig ned, fanges Lyset af den store Diamant i hendes Øre, der blinker blaalig ... .

Tjeneren staar med Hatten i Haanden og venter ude i Døren.

"En Hat til 10 Kroner, Frue. Vær saa god!"

"Bedste Frøken, vi er paa det syvende Tusind. Vi har solgt 6000 Kaaber i Sæsonen" – – –

"Vifter – umuligt. Alt skal være tyrkisk i Aar." ... .

"30 Kroner for et Snørliv – nej" ...

"Men . . . det er Snørlivet, som skaber Figuren" . . . Og Frøkenen rødmer.

"Vil Du ha'e fodfri Kjole?"

"De er skrækkelig dyr med Deres franske Blomster" ... .

Der føres ti Samtaler paa en Gang, de brydes, stige, gennemvæves af forvirrede Tal, det summer med franske Navne, med Priser, med Udraab, med Latter. Man flokkes foran de store Speile med deres friske, blanke Flade, der kaster de bløde Stoffer tilbage med en forskjønnende Glans.

Hvor de Speile dog friste! Kvinderne til at ruinere sig og Mændene til at ødelægge dem. Jeg kjender Mænd, som hader Speile. Kjender De Historien om Grosserer Y.? Han har en fortryllende Kone, ung, blond, med dunede Kinder og store Øjne, som altid smiler. Fru Y. elsker Magasinets Speile. Hun kan lige som Narcissos timevis glemme alt andet, naar hun staar her og ser sin henrivende lille Figur med de runde Skuldre vekselvis indesluttet i alt det brogede Atlask, Damerne efterhaanden lægge om hende. Og meget ofte forelsker hun sig saa stærkt i det glansrige Stof, der føier sig saa smidig om hendes buede Bryst, at hun maa beholde det, maa købe det. "Det er for dejligt." Grosserer Y. elsker sin Kone, og han nænner aldrig at sige noget til hende for hendes Daarskaber. Han gik en anden Vei. Han begyndte at holde Udkig med Magasinets Vinduer, han vidste, hvilke Farver hans Kone brugte, og hvilke Dragter der vilde friste hende. Hendes Farve var gul, hendes Yndlingsfaçon: "Frou-Frou". Saa stod der pludselig en Dag en Chamois Atlaskesrobe af Façon Frou-Frou udstillet i Vinduet. Ægtemanden tager Mod til sig og gaar ind. Maaske var han nok lidt echaufferet, men hans Frygt – Kjolen var en Model til 1500 Francs – giver ham Kraft, og han beder om, man vil tage Kjolen bort fra Vinduet. "Straks, Hr. Grosserer, Deres Frue har lige kjøbt den" ... Y. vendte sig om og mødte sit Billede i Speilet. Han var purpurrød i Hovedet .... .. "Ja – – jeg kommer netop for at – – for at betale den." Og den stakkels Mand maa af med femtenhundrede Francs! Ja, de Speile, de Speile. De har bragt Kriser over mer end et Dukkehjem.

Emilie og Frøken Hammer gaa ind i det Allerhelligste – der, hvor Baldamerne skabes, hvor Skjønheden indfattes i Selskabsslæbenes, Silkerobernes, Parisermodellernes Allerhelligste.


Frøken Hammer har sat sig paa Kanten af en Sofa, hun sidder rød i Hovedet af Beundring og sluger alt dette brocherede Atlask, glitrende Silke og lystfarvede Fløil med Øinene. Emilie prøver. Hun har Kjolelivet af, og man aner bag Underlivet Korsettets bølgende Hemmeligheder. Underkjolen er gul, indvævet med Rosenbuketter, blegrøde Rosenknopper. Slæbet er langt og smalt, havanafarvet med Rosa Besætning.

Emilie, som næppe kan aande, ser ned ad sig og klager over, at Livet er for vidt.

Saa faar hun en anden Kjole paa, lys, lilla med hvidt.

Kronprinsessen har kjøbt en lignende ... .

"Tyrkisk er meget chic", lyder det ud fra Butiken.

Emilie vælger tilsidst en safirfarvet Silkekjole med ophævede Palmer. – –

Hvilken Mængde af Dragter, hvilke Farver, dristige, skrigende Sammenstillinger; trodsende alle Love hober Moden dem sammen, brunt med grønt, safirfarvet med smaragdgrønt, gulligt i alle Nuancer skrigende op til rødt, glimtende, glitrende Silke, blødt, glidende Atlask, tungt, bølgende Fløil.

Og saa en smuk Dag faa alle disse Dragter Liv, deres Farver straaler tilbage paa et smilende Ansigt, deres duftende Stof lægger sig snævert om den slanke, kraftige Figur. – –

Hvor de dog ligge og hige og drømme, alle de deilige Kjoler. De have Feber i Blodet, de længes efter Gasblus og Lys, efter Spisesalenes Hede og Balsalenes Jubel. De ane, de skjælve, de haabe. De ere kommet hertil fra Lyon. Der bleve de fine Silketraade spundet, de mindes Fabrikernes Støi, Maskinernes Stønnen, Smerterne, som fødte dem. Saa gik de paa Reiser, lange Reiser gjennem tykt Mørke, hvor der intet Lys levede, der kunde lege med deres glimrende Traade og lægge Skær over de straalende Farver. Det var en tung Tid, men de kom over den. De store Kasser bleve aabnede, de kom i Syerskernes Hænder. Hvor de huskede alt tydelig. De lange Borde, de store Sakse, de travle Symaskiner, de mange unge Piger, som sled i dem, trak i dem, stak dem med Naale – –

Saa var de endelig Kjoler, pragtfulde, nye Kjoler, moderne, syede efter Modeller.

Deres Liv var et helt Eventyr, eventyrligt som Stoppenaalens, som Flippernes, som Lasernes. Og dog var det bedste tilbage; de vidste det: det vidunderlige havde de endnu ikke set. Og hver Gang en af deres Søstre blev taget bort fra Magasinet, saa de længselsfuldt efter hende lige som unge Piger, der følger en Veninde til Brudekamrets Dør: Nu gik hun det vidunderlige i Møde . . . .

Saaledes drømte Magasinets Kjoler.

"Til Sommer bliver alt Henri deux", siger Husets Chef.

"Men det er jo rene Maskeradedragter", udbryder Fruen. "Sikken Masse Puffer og sikke Farver – Karnevalskostumer" – –

"Det siger man altid i Februar", siger Chefen med et høfligt Smil, "og man gaar alligevel med Dragterne i Juni."

"Nei, denne gang er det virkelig for galt ... De Puffer er aldeles umulige."

"Vi faa at se – – Jeg kom igaar fra Paris" – –

"Har De været i Paris igjen" – –

"Ja, nu maa jeg tage derned fire Gange om Aaret. Moderne skifte saa hurtig" ...

Emilie er færdig, hun beder dem sende den safirfarvede hjem og skal nu have et Par Atlaskessko af samme Farve som Slæbet. Hun kan sikkert faa dem hos Dahl.

Frøken Stang gaar ud gjennem Butiken, nikker til en ung Dame, som staar ved Disken foran et Hav af franske Blomster, veksler Haandtryk med en anden, falder i Snak med Fru X., en korpulent, men ungdommelig Dame, som har set nogle "aldeles utrolige" Fjederkorsetter paa Pariserudstillingen. Frøken Hammer staar henne ved Kassen og betaler for en eneste Rose, som hun trængte saa rædsomt til om Aftenen i Logen til et "Solglimt" og "Valdemar", og hun pludrer og ler i et væk med en ung Moder, som oppe paa første Sal har kjøbt en lyseblaa Silkekjole til sin henrivende treaars "Bébé" ...

"Hvad vi fik? Noget med Hummer, Timbale, Fisk med Østers – afskyelig Manér at snuppe En af med lidt kogte Østers – og Dyreryg med Oliven" ...

"Oliven?"

"Kjære, ja – og saa kan De tænke Dem Vinen. En udrikkelig Rødvin, som de havde sat i Is i Stedet for Champagnen" ...

Den unge Moder ler –

"Men Kjære, hvad kan man forlange andet af dem – – Og saa kan De tænke Dem, saa var det ikke engang Hartmann, som spillede."

Den korpulente Dame har endelig fundet det utrolige Korset, og Emilie kommer for at hente Frøken Hammer.

"Søde Emilie", siger hun og trykker hende et varmt Kys paa Munden. "Jeg staar netop og taler om Jeres dejlige Aften forleden." – Det var om Justitsraadens, de talte.

Saa gaar de.

Hvor man ser forskjellig paa alt! For de unge Damer er Modemagasinets Silkerober Vaaben, Løfter om Seire, Forbud om Triumfer. Mødre med giftefærdige Døtre anse Butiken for et Arsenal, Mændene forbande den, fordi de ikke vide, hvor ofte det er Modehandleren, de elske hos den elskede. Moralfilosofen vil rase og tage hver elegant Kjole, han ser, for et nyt Bevis paa Menneskehedens Depravation; han vil lodde den menneskelige Fordærvelse med den Uendelighed af Silkebaand, som gaa med til Besætningen af en Kjole, og maale Kvindens Snæverhjertethed med Kjolernes Snæverhed. Statistikeren – og er ikke Nutiden Statistikens Tid – vil beregne, hvad al denne Luxus skænker Staten i Told, hvor meget den gavner Omsætningen og fremmer Velværet. Han vil betænke, at her daglig beskæftiges 30-40 Personer foruden de 60 faste Syersker, som hver kan tjene femten Kroner om Ugen – men som saa ogsaa forfærdige over 2000 Kostumer om Aaret – at der endda er Arbeide til omtrent hundrede andre, som har Arbeide hjemme, og som i travle Tider, Foraar og Efteraar, kan fortjene ligesaa meget som de faste Arbeidersker. For ham vil alt blive Tal, veltalende, ubegribelig store Summer, som kaster besynderlige Streiflys ud over de slette Tider. – –

"Jeg forsikrer Dem, Frøken, man bruger ikke Støvler", Hr. Dahl taler med Overbevisningens Varme. "Atter Ludvig XV." Og han løfter en lille henrivende Sko op for Lyset, der spiller paa den havanabrune Atlask. "Dronningen af Grækenland har igaar faaet en Sending af disse Sko – 12 Par, Hendes Majestæt køber kun her."

Frøken Hammer trænger saa frygtelig til et Par Remmesko. De ved, disse Jeanne d'Arc-Sko, hvortil der hører Silkestrømper og en høj Vrist. Hun standser foran et af Glasskabene. "De der?" siger hun spørgende foran et Par henrivende Sko med udhugne Remme. "Det er til Hendes kongelige Høihed Kronprinsessen", svarer den betjenende Dame. "Hendes kongelige Høihed bruger altid den Slags Sko. To og tyve Kroner Parret."

"Det gjælder om at faa Tæerne til at blive ved Jorden," siger Hr. Dahl, medens han præsenterer en ung blondskægget Dandy et Par af de saa sindrig byggede Støvler, der have givet Anledning til den uretfærdige Beskyldning mod vort Aristokrati, at det havde smaa Fødder . . .

Hr. Dahl skaber Fødder – den naturlige Fod er saa at sige kun Raastof, Materiale i hans kunstforstandige Hænder. Himlen ved, hvor mange Erobringer hans 8000 Par Støvler og Sko gjøre om Aaret! Og saa har han en anden ubetalelig Fortjeneste: han har saa faa, saa forsvindende faa – Ligtorne paa sin Samvittighed!

Hans femti Arbeidere forsyne det adelige Skaane og Beaumondens Damer ikke med Fodtøi, men ligefrem med Fødder.

Emilie faar foruden de safirfarvede ogsaa de havanabrune. "Havanabrunt behersker alt, Frøken", siger Damen, som pakker dem ind.

Det er en ren Sammensværgelse med havanabrunt. Og til Sommer bliver det "Henri deux." Hvad "Henri deux" er? Aa – det faar De tidsnok at se.

"Kjære Augusta – jeg skal ind til Goldschmidt og ha'e et Skørt. Er Du sød?"

Augusta er sød, og de unge Damer drejer ind i Goldschmidts Port for at forøge den Regningsrædsel, der skal gribe Justitsraaden om Eftermiddagen.

Og vi? Ja, vi vil maaske en anden Gang faa Leilighed til at fordybe os i Mousselinernes og Lingeriernes hemmelighedsfulde Mysterier.



Noter:
det forunderlige, spil på Noras længsel efter 'det vidunderlige' i Henrik Ibsens Et Dukkehjem (1879).
Frederik Bajer, (1837-1922), politiker med kvindesagen og fredssagen som mærkesager. Medstifter af Dansk Kvindesamfund i 1871.
"Sakuntala", drama af den indiske digter Kalidasa (ca. 400 f.Kr.); oversat til dansk 1845. 3. udg. udkom i 1879.
"Leonarda", drama fra 1879 af Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910). – Wilhelm Holst, (1807-98), skuespiller og forfatter.
løber paa Aggersborg, villa med tilliggende sø, hvor det højere borgerskab løb på skøjter om vinteren.
hvor de dog ligge og hige og drømme, Bang imiterer H.C. Andersens eventyrstil.
"Solglimt" og "Valdemar", Johan Nordahl Brun Rolfsens skuespil Et Solglimt og August Bournonvilles ballet Valdemar (1835).

 

[ t o p ]       [ h j e m ]