Læs også Syv små syge stykker af Naja Marie Aidt fra forfatterantologien Skriv din satan – fortæller om en forfatter, der ligger en del på sofaen og venter på inspiration...

Da Nikolaj har smækket bildøren, opdager de at Tobias ikke er i bilen. "For satan da også," siger han og ser på Mie, som løsner sin sele og står ud. Han følger hende med øjnene, da hun går tilbage til huset og ser hvordan hun fumler med nøglen. "Hvornår er vi der?" spørger Signe, og Brormand giver sig til at græde. Nikolaj vender sig og forsøger at samle sutten op fra gulvet, men den glider ind under forsædet. "Gi ham sutten," siger han til Andreas, som er fordybet i en tegneserie. "Gi ham den nu!" Modvilligt stikker Andreas hånden ned under sædet og får fat i sutten. Brormand tier stille. Nikolaj ser utålmodigt op mod huset. Så kommer Mie omsider tilbage, hun skubber Tobias foran sig. Den ranglede femtenårige dreng ser surt frem for sig. Nikolaj mærker hvordan det rasler i ham, som om et vindstød gik gennem siv, og som om sivene gror i ham. Han bider tænderne sammen og starter bilen. Tobias klemmer sig ind på bagsædet. Andreas siger: "Han sidder på mit ben." Signe siger: "Av for helvede!" "Så," siger Mie med fast, beslutsom stemme, "nu kører vi."
    Hun ser på børnene i bakspejlet, da bilen svinger ud fra indkørslen. Signe skubber til Andreas, Brormand sutter ihærdigt på både sin sut og sin tommelfinger, og Tobias, der har taget hætten på, presser sit hoved mod bilruden. "Vi kommer for sent," siger Nikolaj. "Hvorfor tog det så lang tid?" "Min mor ringede. Hun er stadig indlagt." Mie tænder for radioen. "Jeg sagde, at vi kører forbi hende på vej hjem." Nikolaj hører ikke efter, han læner sig frem for bedre at kunne se kørebanen. Det regner. Ruderne dugger hurtigt til, og de er nødt til at åbne et vindue på klem, selvom de kører på motorvejen, og selvom Mie så får regnen lige ind på sin hals. Hun deler bolsjer ud. Signe siger at hun er køresyg. Andreas siger at han skal tisse. Og lidt efter: "Hvis I ikke stopper nu, så tisser jeg på sædet."
    På tanken kravler Tobias ud og tænder en cigaret, vender ryggen til bilen og bøjer sig over sin telefon. Han er drivvåd, da de igen skal køre. "Tobias stinker af røg," siger Signe og holder sig for næsen. "Og våd hund," siger Andreas. "Lad nu Tobias være," siger Mie, der sidder temmelig akavet, fordi hun rækker den ene arm om på bagsædet for at give Brormand sutteflaske. "Kan Signe ikke give ham den?" spørger Nikolaj. "Det gider jeg ikke," svarer Signe. "Det er der ikke noget der hedder," siger Nikolaj, og Mie siger: "Jeg kan sagtens gøre det." Regnen er meget kraftig nu. Store lastbiler kører forbi dem og sprøjter snavset vand op på ruderne. "Vi når aldrig den færge." Nikolaj tygger rasende på et stykke nikotintyggegummi. "Lad os nu se," siger Mie. Omsider falder Brormand i søvn. Mie betragter hans blege ansigt og blodårerne, der farver hans øjenlåg blå. Hun gnider sin smertende arm og hånd. Tobias' telefon giver ustandselig lyde fra sig. "Hvorfor må Tobias bruge sin telefon i bilen, når jeg ikke må?" Signe sparker rytmisk til bagsiden af Nikolajs sæde. "Hvorfor svarer I ikke?" "Lad være med at sparke til fars sæde," siger Mie. "Hvis han må, må jeg også," siger Signe og tager sin telefon frem. Utålelige lyde fra Signes telefon blander sig med lydene fra Tobias'. "Hold op med at SPARKE, Signe," siger Nikolaj. "Læg så den telefon væk," siger Mie. Men Signe, der nu er holdt op med at sparke, fortsætter med at afspille ringetoner. "Du vækker Brormand," siger Mie og rækker om for at få fat i Signes telefon. Signe løfter den grinende op, så hun ikke kan få fat i den. Mie løsner sin sele og får drejet sin krop rundt, hun nærmest ligger på knæ og presser sig ind mellem de to forsæder. "Jeg kan ikke se en skid, når du sidder sådan," siger Nikolaj. Mie får fat i Signes arm og vrister telefonen fra hende. "AV! Av, for helvede, av min arm!" "Tal ordentligt." Mie sveder. Signe lader, som om hun græder. Den lille vågner med et hyl. Mie løfter sin hånd, som om hun vil slå Signe hårdt oven i hovedet. "Se nu hvad du har gjort! Giv ham sutten, Andreas." Andreas giver Brormand sutten og aer mekanisk hans kind, mens han læser videre i sin tegneserie. "Jeg skal ha den tegneserie, det er min tur," siger Signe med grådkvalt stemme. "Vi skulle dele den, det sagde mor selv." "Lad nu de andre være, Signe," siger Mie. "Jeg gør jo ikke noget! Du sagde selv, vi skulle dele den!" Hun er hysterisk. Mie giver hende et bolsje. Så bliver der stille på bagsædet, kun Brormands hvæsende vejrtrækning høres. "Bare han ikke er ved at blive syg," siger Mie til Nikolaj. "Så meget som han hostede i nat." Nikolaj svarer ikke. Hun kan se, hvordan hans kæbe arbejder, mens han tygger. Mie lægger sin kind mod den kolde, fugtige rude. Hun lytter til vinduesviskerne og synker ned i en kort hviletilstand. Drømmeagtige tanker farer rundt i hovedet som urolige insekter. Der er noget med Nikolajs hånd som glider op i hende. Hendes egen mund, der sutter på hans finger. En fugl der lander i en trætop. Og der er mørke billeder af hende selv, gående ned ad en lang korridor, hvor døre til begge sider bliver smækket op, men der er ingen andre mennesker, kun disse tomme kontorer, der åbner sig efterhånden som hun kommer forbi dem og lyden af hendes sko der rammer det blanke gulv. "Sover du?" spørger Nikolaj. "Nej, nej." "Jeg tror ikke han bliver syg," siger Nikolaj. Og lidt efter: "Når vi kommer frem, må vi lægge en plan." "En plan?" "For hvordan denne her ferie skal forløbe." "Hvad mener du?" "Der er nødt til at være nogle regler." "Hvad for noget?" "For børnene." Nikolaj ser kort på hende. "Ja, hvilke pligter de skal have, hvor langt væk de må gå alene og hvornår de skal være hjemme." Hun betragter Nikolajs profil, og rækker hånden op for at røre ved hans hår. Han ser igen kort på hende. Hun smiler til ham. Han lægger sin hånd på hendes lår, hun lægger sin hånd oven på hans. "Tobias må passe de andre indimellem, så vi kan få lidt tid for os selv," siger han lavt. "No way," siger Tobias så. "Jeg tager hjem på fredag. Niki kommer hjem fra ferie, og jeg har helt ærligt ikke tænkt mig at rådne op i det sommerhus." "Tobias," siger Mie, "det har vi talt om, hold nu op. Niki kan komme op til os så. Det må hun gerne." Tobias ryster på hovedet inde i hætten. Han ser koldt på Mie i spejlet, indtil hun flytter sig så langt til siden, at hun kommer ud af hans synsfelt. "Det er det jeg mener," siger Nikolaj. "Vi er nødt til at have nogle klare aftaler." "Men det har vi da også," siger Mie. "Jeg skal ha det blad nu! Det har vi aftalt!" råber Signe, som tilsyneladende er færdig med sit bolsje, at dømme efter hendes lange tavshed. Hun flår bladet ud af hånden på Andreas og giver sig igen til at sparke til forsædet. "Jeg er sulten," siger Andreas. "Jeg dør af sult, hvis ikke vi stopper nu."

Allerede da de kører ned til færgelejet, kan de se skibet langt ude på havet. Regnen er stilnet af, og der er en time til den næste båd afgår. "Vi skulle ha taget broen, det var det jeg sagde," siger Nikolaj. "Hvor mange penge får vi til slik?" spørger Signe, "I sagde, at vi ville få penge til slik." Mie står ud. Signe hiver i hendes frakke. "Gi os så de penge!" Nikolaj er på vej over mod toiletterne, og Andreas er ikke til at se nogen steder. Mie ser ned langs de lange bilkøer. Hun ser over mod ventesalen, hvor Nikolaj i det samme åbner døren og træder ind. "Hvor er Andreas?" Tobias trækker på skuldrene. Hun ser ned mod havet. "Men hvor ER han?" Hun kalder. Hun råber hans navn. Hun løber forbi bilerne. Hun når helt frem til den første bil i køen, hun løber over til slidsken, der forbinder havnefronten med færgen. Andreas er heller ikke her. Hun kan høre bølgerne slå hårdt mod kajen og standser forpustet op for at kigge ned langs kysten til begge sider. Hun kan ikke se hans grønne vindjakke, hun kan ikke få øje på hans lyse hår. Hun når at forestille sig synet af den døde dreng, begravelsen og hendes eget vanvid, hun når at tænke, at de andre børn fuldkommen vil miste deres betydning for hende, hvis Andreas er væk. At Nikolaj vil miste sin betydning, at hun aldrig mere vil kunne leve sammen med ham eller nogen anden. Blæsten flår i hendes frakke og blæser håret ind foran ansigtet. Et rødt og brændende had til dem alle sammen når at vælte gennem hende, før hun giver sig til at græde højt og ukontrolleret med fremmede, grimme lyde, der hurtigt bæres væk af vinden. Så er det pludselig, som om hun ikke kan trække vejret ind mellem udbruddene af gråd, som om blæsten forhindrer det, og hun overvældes af en endnu større og fuldstændig panisk angst, for sit eget liv, sin egen død. Sådan står hun, svajende og med flagrende frakke, med den ene hånd for munden og våde, vilde øjne, da Tobias, i meget langsomt tempo, kommer gående frem mod hende. Han har hænderne i lommerne, hætten er snoret sammen om ansigtet, og vinden fylder hans alt for store bukser med luft. Det ser latterligt ud. Han stiller sig over for hende. Mie overmandes af et nyt grådanfald. Hun forsøger at sige Andreas' navn, men der kommer kun klagende lyde over hendes læber. "Slap af. De har fundet ham." Hun fjerner hånden fra sin mund. "Hvor?!" skriger hun. "Aner det ikke. Han var gået ned for at se på en eller anden bil." "En bil?!" skriger hun. Tobias ser med foragt på hende. "Ja. En bil." Han trækker skuldrene helt op og lader dem tungt falde ned igen, så vender han om og begynder, i samme langsomme tempo som før, at gå væk fra hende, tilbage mod de endeløse rækker af biler. Mie ser en sidste gang ud over vandet. Hun sukker dybt og gnider sine øjne. Så begynder også hun at vakle tilbage.
    Andreas sidder på bagsædet og læser i tegneserien. Han reagerer ikke på Mies udbrud af raseri og ømhed, han vender hovedet væk da hun vil holde om hans ansigt, han river armen til sig da hun søger efter hans hånd. Signe sidder ved siden af ham og fylder sig med slik. Nikolaj har taget Brormand ud af autostolen, og nu hænger han dér, på Nikolajs arm, i den tykke flyverdragt der får hans krop til at se deform og stiv ud. Armene stritter hjælpeløst, han pludrer henrykt da han får øje på Mie, snottet bobler fra hans næse. Nikolaj ser uforstående og blidt på hende. "Har du grædt?" spørger han. Hun stikker hånden ned i Tobias' lomme og hiver hans cigaretter op. "Hvad fanden laver du?" spørger Tobias. Hun vender ryggen til blæsten og får tændt. Nikolaj rynker brynene og træder et skridt tilbage. "Mor! Hvad laver du?" Tobias river cigaretpakken ud af hånden på hende. "Mie, nu må du fandeme... ," siger Nikolaj. "Vi aftalte jo, at vi ikke skulle ryge." Mie går over mod ventesalen. Han råber efter hende: "Du ryger jo ikke, Mie!" Hun skubber døren op og sætter sig på en bænk. Der lugter af gammel, kold røg. To unge piger deler fnisende en cigaret. Mie ryger intenst, indtil hun får kvalme. Så går hun ud på toilettet og drikker vand fra hanen. Hendes ansigt er ophovnet af gråd i spejlet, mascara og øjenskygge flyder ned ad kinderne; det ser ud som om nogen har tværet aske ud i hovedet på hende.

Da hun kommer tilbage til bilen, har Nikolaj allerede startet motoren. Børnene sidder på deres pladser. Signe har givet Brormand en slikkepind, og der er åbenbart nogen der har sluppet en vind, for der lugter gennemtrængende af rådne æg. Mie ruller vinduet ned. Ingen siger noget. Nikolaj kigger undersøgende på hende, og Mie tænker: Alt er forsvundet. Hans blik er trist. Han ser næsten fortabt ud. Hun lægger sin hånd på hans knæ. "Undskyld," siger hun, selvom det slet ikke var det hun ville sige. "Du skylder mig en smøg," siger Tobias. Signe begynder at synge de samme to linjer af en sang om og om igen, Andreas sparker hende over skinnebenet, og Brormand får fat i Signes hår og forsøger at proppe det ind i sin klistrede mund, som slikkepinden har farvet skrigende grøn. Lidt efter får Andreas og Signe grineflip over Brormands grønne fjæs. De kan slet ikke holde op med at pege og hvine, selv Tobias må trække på smilebåndet.

Oppe på færgen får Andreas og Signe penge til spilleautomaterne mod, at de tager Brormand med ind i legeområdet bagefter. Tobias forsvinder med en dåsecola og sin telefon. Mie mader den lille med mos fra et glas, og Nikolaj henter kaffe. Færgen vipper. Da de store børn har hentet brormand, sætter Nikolaj sig over ved siden af Mie. Han lægger armen om hende og trækker hende ind til sig. "Skat," siger han. Og så sidder de sådan lidt; tavse, med den dampende kaffe foran sig og kigger på menneskemylderet omkring sig. "Hvad var det med din mor?" spørger Nikolaj. "Hvordan har hun det? Bedre?" Mie nikker. Kaffen svulper i hendes mave, hver gang færgen tipper til siden. Hun er sulten. Nikolaj ser ud til at ville sige noget mere, men pludselig dukker Signe op med Brormand på armen. "Han har skidt i bukserne," siger hun.,, Han stinker af lort." Nikolaj tager imod det ildelugtende barn. Hun rækker ham en ble. Hun kan se hvordan han smiler til Brormand mens han går, at han kysser ham og siger noget til ham, tæt ved hans øre. Da Tobias kommer hen til bordet, kan hun et sekund ikke genkende ham. Først da han siger noget til hende, forstår hun, at det er ham. "Jeg tager hjem på fredag, mor. Der er fest hos Johannes, og desuden kommer Niki hjem." Han har sat sig over for hende. Han har lagt begge sine hænder fladt på bordet, og han læner sig frem mod hende og ser hende direkte ind i øjnene. "Hvis du ikke giver mig lov, tager jeg af sted alligevel. Bare så du ved det. Jeg kan bo hos far." "Han er taget til London." "Jeg har nøgle." Mie ryster på hovedet. Hun når at tænke, at det ender med at hun giver ham lov og at hun slet ikke ved, om det er det rigtige at gøre. Tobias rejser sig brat og går sin vej. Det er som om et vindstød går igennem siv, og som om sivene gror i hende; hun holder vejret. Nikolaj kommer tilbage og placerer Brormand på hendes skød. "Tobias tager hjem på fredag," siger hun. "Det var jo det jeg sagde," siger Nikolaj, "vi skulle bare ha ladet ham blive hjemme." "Men du vil jo ha, at han skal passe de små i sommerhuset?" Brormand stikker hånden ind i hendes mund og river i læben med sine små, skarpe negle. "Når nu han er med, så kan han vel lige så godt gøre lidt nytte. Synes du ikke?" Mie ser ned i bordet. Voldsom sult, maven rumler. "Skat," siger Nikolaj og fjerner Brormands hånd fra hendes mund. "Det er da godt nok, er det ikke? Han er med nogle dage, og så tager han hjem. Alle får deres vilje." Mie kigger op, han stryger en hårlok væk fra hendes kind og sætter den om bag hendes øre. Han lægger en hånd om hendes nakke. Så kysser han hende pludselig, hans tunge glider over hendes tænder, blodet løber til mellem hendes ben, hun tager fat i hans hår, og Brormand klynker, han bliver mast mellem deres kroppe, som forsøger at komme tæt på hinanden. I det samme genkender hun Andreas' høje gråd; han har forstuvet den venstre fod i legeområdet, han sprang ned fra rutsjebanen og landede forkert.

Bilen er fuld af slikpapir, legetøj og tomme coladåser. Tobias sidder nu på forsædet, Mie har klemt sig ind til børnene på bagsædet. Hun synger for Brormand. Signe synger med. Andreas sidder bleg og tavs mellem dem. Mie stryger ham over håret. Nikolaj og Tobias begynder efter noget tid at tale sammen. Hun hører brudstykker af samtalen, i pauserne mellem børnesangene; noget om et stævne, Tobias åbenbart har været til, noget om EM i fodbold, noget om hvor mange forsømmelser Nikolaj havde i tysk, da han gik i 1.g. Det er klaret op, men himlen er stadig sort nogle steder, gråsort og blåsort og dyb lilla. Mie synger og ser ud ad vinduet. Våde pløjemarker og indimellem et stykke med skov. Vejen der snor sig gennem det bakkede landskab. Hun tænker på hvordan det var at sidde på bænken og fryse, når hun som barn holdt ferie hos sin moster. Hun kan helt tydeligt mærke gåsehuden på armene, håret der smager af snot, chokolademaden foran hende som fluerne sætter sig på. Hun sidder ved bordet med voksdug, til højre for skænken, på den glatte træbænk, og hun niver sig selv i knæene og maser nutella rundt på tallerkenen. Hun snøfter og sutter på sit hår, fluerne kilder på hendes bare fødder, hun sparker ud efter dem, og i baggrunden kører radioen i køkkenet, der skramles med gryder i stålvasken. Og imens dette skrækkelige indvendigt, som moster kalder hjemve, en meget fysisk længsel efter sin mors krop: at læne sig op ad hendes nylonstrømpeben og den hårde hofte, at strække hånden op og forsøge at få fat. Og morens ånde, som tit er sur, men som hun alligevel lader ånde på sig, uden at trække sig væk, selvom det er så ubehageligt, hun bliver alligevel siddende, tæt ind til den store, kantede krop, mens hun piller i et lille sår moren har ved munden, sådan er det, det skal være sådan, og nu kommer moster ind i stuen og sætter hænderne i siden og spørger om hun virkelig sidder her endnu og fedter med sin mad. Mie glider frem og tilbage mellem barnekroppen på bænken og sig selv siddcnde her i den trange bil, hvor hun ikke kan røre sig, med våde fødder i gummistøvlerne, mens hun knuger brormands sut i sin knyttede hånd. Og det er først, da Signe råber: "Moar! Hører du overhovedet ikke efter eller hvad?" at hun åbner hånden, så sutten falder ned på bunden af bilen, rykker hovedet til siden og stirrer ind i Signes forargede ansigt, "du er fandeme mærkelig, sidder du og sover eller hvad?" "Tal ordentligt," siger hun hårdt. Nikolaj smiler til hende i bakspejlet; hun smiler stift tilbage.

De holder ind ved cafeteriaet i en lille by, som ligger omkring tredive kilometer fra sommerhuset. Andreas humper og må bæres op ad trappen. Signe giver sig med det samme til at løbe rundt og rundt på græsplænen, mens hun hviner af fryd. Nikolaj og Tobias henter mad, og Mie forsøger at give Brormand mælk, men han kan ikke koncentere sig om at sutte. Da de sidder ved bordet og spiser, lader Nikolaj sin hånd glide op under hendes bluse, og hun famler efter hans pik under bordet. De ser på hinanden. Hans øjne er slørede, en stærk lyst stiger i hende, han forsøger at presse sin hånd ned i hendes bukser. Så sætter Brormand i et hyl og kaster sig tilbage i stolen. Han skriger så højt, at folk omkring dem forskrækket vender sig for at kigge, og hun rejser sig og løfter ham op og tager ham med udenfor. Han gisper efter luft mellem de øredøvende skrig. Han sparker vildt omkring sig. Hun går frem og tilbage foran cafeteriaet, mens hun vugger ham og taler beroligende til ham, men der er ingenting der hjælper. Nikolaj kommer ud med sutteflasken, nu står de begge i deres tynde tøj og fryser helt ubeskriveligt, mens de forsøger at få barnet til at tage flasken. Han får mælken galt i halsen og hoster. Det ser ud som om han er ved at blive kvalt. Mie ryster ham. Så skriger han igen, rasende og med fornyet kraft. Mie får øje på børnene, der stadig sidder ved bordet i cafeteriaet. Signe og Andreas er tilsyneladende kommet op at slås om nogle pommes frites. Signe stikker Andreas en på hovedet. Andreas tager fat i hendes hestehale. De tumler ned på gulvet. En mand ved nabobordet rejser sig og griber ind, mens hans kone ryster misbilligende på hovedet. Nikolaj løber over til bilen med den skrigende baby, og Mie løber op ad trapperne til cafeteriaet. Børnene sidder stadigvæk på gulvet. Signe tuder. Andreas slikker remoulade af sine fingre. Parret ved nabobordet følger hende med øjnene, mens hun samler frakker og tasker sammen og råber til Tobias, der intet kan høre, for den musik der pumper ind i hans øregange, at de skal af sted. Hun tager hårdt fat i Signe og Andreas og genner dem ud. Andreas hinker. "Hvorfor skal vi allerede gå, jeg er overhovedet ikke færdig med at spise," klager han. "Slap dog af!" råber Signe og gør sig fri af hendes hånd, "jeg har ikke gjort noget! Hvad har jeg gjort?"

Brormand falder først til ro da de har kørt i ti minutter, og imens han brøler afsindigt, holder Signe og Andreas sig for ørerne og ser anklagende på Mie. Hun har en fad smag af fedt og tynd kaffe i munden. Det er ved at blive mørkt. Hun tænker på hvor meget hun glæder sig til at ligge helt tæt ind til Nikolajs krop. Hvor rart det bliver at nå frem – at de nok skal få en god ferie alle sammen. Hun tænker på, at de er nødt til at få en læge til se på Andreas' fod. Hun ser ned på sine hvide, foldede hænder. Og hun mærker sit hjerte slå et ekstra slag, da hun rækker hånden op og lægger den på Tobias' skulder. Hun giver skulderen et klem; han vender sig halvt og ser undrende på hende med sine mørke øjne. Så er det, at hendes telefon ringer. En stemme siger, at det drejer sig om hendes mor. Hun er død.

NB! Novellen står s. 121-135 i bogen.