Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 30.5.2006
[Opdateret d. 1.6.2006]

ANMELDELSE
Naja Alberdi Platz:
Bebop Bar
Roman
224 sider
Kr. 249,- (vejl.)
Lindhardt og Ringhof
Udkommet 30. maj 2006



BONUS-INFO:
Læs et uddrag fra bogen



Af
Keith Lohse




Omslag til bogen

Naja Alberdi Platz
Er født 1972. Uddannet cand.mag. i dansk. Bebop Bar er hendes debut som forfatter.

Naja Alberdi Platz har arbejdet nogle sæsoner på café i Nyhavn og et år på en københavnsk restaurant. Hun arbejder i dag indenfor sit fag.

Hvor ligger Bebop Bar?
"Don't go looking: Bebop Bar findes ikke. Den er ligesom alle personer og begivenheder i romanen udsprunget af forfatterens fantasi. Eventuelle sammenfald med virkeligheden er derfor tilfældige og utilsigtede."
Citat: Forfatterens note bag i bogen

Portræt af Naja Alberdi Platz fra bogens omslagsflap. Foto: Susanne Mertz.
Portræt af Naja Alberdi Platz fra bogens omslagsflap.
Foto: Susanne Mertz



*

RELEVANTE LINKS:

Læs et uddrag fra Naja Alberdi Platz' roman Bebop Bar...

Se et interview fra TVLorrys morgenudsendelse Brunch med Naja Alberdi Platz, hvor hun fortæller om Bebop Bar...

Se nogle festlige fotos af Nyhavn fra sommeren 2005...

 

Tjener, der er et elendigt liv i min suppe!

Naja Alberdi Platz' debutroman foregår med centrum i Nyhavns restaurant- og barmiljø. Alle, der har været aktive på barflue-scenerne hvor som helst, vil finde romanen troværdig.

ANMELDELSE: Med Naja Alberdi Platz' debutroman, Bebop Bar, har Danmark endelig fået det, man kunne kalde en Sonnergaard med testikler. I hvert fald bevæger de to forfattere sig lidt i samme boldgade – blot har Platz' roman langt mere substans og drive end hele Sonnergaards hidtidige produktion, og hun forlader sig ikke – som han – på besynderlige deus ex machina-løsninger.

I sine beskrivelser af det københavnske bartendermiljøs overfladefræseri og følelsesforladte kynisme lægger Platz sig i hvert fald ind på den boghylde, som hidtil mest har været domineret af Hr. Sonnergaard. Og så ikke ét ord mere om ham.

Foregår i Nyhavn
Frøken Platz lader især handlingen udspille sig i Nyhavns restaurant- og barmiljø, og for dem blandt os, der har været aktive på barflue-scenerne hvor som helst, er der desværre en masse genkendelige billeder. For selvom bartenderne og de øvrige ansatte måske ser UD til at have overhånden i coolness-departementet, så er de akkurat så fucked-up og fordrukkent taberagtige som os på kundesiden af bardisken.

Står Bebop Bar til troende, kan man måske endda frygte, de er VÆRRE stedt. For de fleste af kunderne er i det mindste kun lejlighedsvist idiotisk plimmelim-fulde, mens de ansatte er fanger i tomhedens karrussel hver eneste dag.

Ikke mange browniepoints
Som Platz også understreger i en afsluttende note, er bogen IKKE en slet skjult dagbog og heller ikke en beskrivelse af et decideret eksisterende sted eller ægte nulevende personer. Men alligevel ligger handlingen og personskildringerne nok ret tæt på virkeligheden. I hvert fald ved jeg nu, hvorfor jeg kun én gang i mit liv har gidet pimpe mig fuld i Nyhavn.

Hovedpersonen kommer selv fra en forstad og er lige lovlig betaget af sine lidt "brune", vulgært-provinsielle, kolleger. Min research har i hvert fald afsløret, at Nyhavns-jobs sådan cirka svarer til Danmarksserien indenfor barjobs – Der er ikke mange cool browniepoints [Browniepoints er et hiphop-udtryk for hipt eller sejt, red.] i at arbejde der.

Følsom og menneskelig
Det er ikke, fordi Platz er påfaldende dygtig til at levendegøre sine personer, for bortset fra hovedpersonen Bella fremstår de fleste andre i persongalleriet som blege, tynde spøgelser, man lynhurtigt glemmer, og i hvert fald ikke bliver forelsket i. Man fatter ikke, hun gider høre på deres åndløse udgydelser, endsige have seksuel omgang med dem.

Til gengæld bliver Bella selv under læsningen mere og mere interessant, ikke mindst fordi hun – trods den kedsommelige ironi og kynisme der omgiver hende – langsomt træder i karakter, og fremstår menneskelig og følsom – gennem daglige hændelser med bræk, druk, primitive intriger, skødesløs sex og en livstruende abort.

Én af grundene hertil er, at der effektfuldt skiftes fra nutidssituationer til dengang ude i provinsen, dengang da Bella var teen og ny og verden endnu ikke var af plastik. HER bliver det tiltagende nærværende, ømt og melankolsk – ikke mindst fordi hendes fortid på ganske smuk vis spiller fint op til den nutid, hun er fanget i.

At svinge en død baggårdskat
Der er i øvrigt én skævhed i bogen: Stoffer indgår INTETSTEDS, ikke på én side, og selvom det sikkert er et bevidst valg, så gør det bogen en kende altmodisch – når man nu ved, at man ikke kan svinge en død baggårdskat noget sted, i nogen bys barer, uden at ramme mindst 12 der er skæve af ét eller andet moderne designer-lortestof.

Kan man se gennem fingre med det, er Bebop Bar alt i alt en glimtvis spændende, lidt provinsiel beskrivelse af et lynhurtigt og vakuumtomt miljø (beskrivelserne som sådan er fine nok, det er hovedpersonens betagelse af miljøet, der forekommer lidt provinsiel). Bogens kapitler deles op i meget rammende karakteristikker af miljøet og dets personer: Vi får nærmest manual-objektive beskrivelser af tjenere, bartendere, gæster, ejere – og alt sammen leveret med splitternøgen akkuratesse, uden hyggelige sproglige indpakninger.

Vennernes drukhistorier
Efter læsningen sidder man lidt med fornemmelsen af at have lyttet til komprimerede drukhistorier fra alle sine bartendervenner på én gang. Og hvornår har der nogensinde været noget galt i dét?

Men… om det så også er nok til at udgøre en roman, må du selv afgøre. Selv var jeg pænt underholdt.

[ t o p ]       [ h j e m ]