Det er fredag, tidlig aften, og verden er eksploderet.
    Nyhavn har endnu ikke opdaget, at den er dækket af brosten. Den ser stadig sig selv som en bræmme af asfalt langs bolværkstræet, et bælte af tjære, der koger op i klistrede bobler ved enhver given lejlighed. Og jeg er taknemlig for distraktionen.
    Nyhavn er pakket med mennesker i aften. Og dette er ikke ment i overført betydning: For at så mange mennesker skal kunne stå på så lidt plads, må hver enkelt passe ind i hinanden. Ryg mod ryg, skulder mod skulder, albue indlemmet i armhule. Alle bevægelser er nøje koordinerede, ikke i en ballet, men i noget, der minder om en boksekamp: For at markere en pointe slår manden ud her, og kvinden kaster hovedet tilbage dér for ikke at blive ramt, mens hun ler. Manden bag dem læner sig frem over sin øl og søber for ikke at blive skubbet af de to første, og kvinden med fronten mod ham går kælent ind under hans ludende skikkelse for at lade en mand gå bag om hende. Baren står som et bolværk mod menneskebølgerne, der vugger ned over havnens brosten. Og ingen falder i vandet, for denne koreografi er anlagt og udført mange gange før.
    Der kommer en mand op i baren. Det vil sige, at han får møvet sig frem foran de andre halvtreds, der står permanent lige foran bardisken. Han skal have en øl. Dette er ikke noget nyt. Men at han forsøger at gøre sig lækker på en sådan aften, er uvant.
    "Hej. Jeg skal have en stor Tuborg."
    Han siger hej på dén måde. Ikke bare hej, men 'hej med dig, og har du set, at jeg er interesseret'. Han tilføjer hurtigt, da jeg rækker ud efter stablen af plasticbægre:
    "I glas."
    Det er et evindeligt diskussionsemne, på en sen fredag eftermiddag, om øllet skal være i glas eller plastic.
    "Vi serverer kun i plastic herude."
    Jeg burde måske have forklaret hvorfor for at imødekomme den debat, der nu følger.
    "Jamen, ham der drikker af glas. Øl smager bedre i glas. Jeg vil have min øl i glas."
    Jeg har mest lyst til at sige: "Hold nu op. Opfør dig som en voksen," men regner ikke med, at det vil falde i god jord.
    "Han har måske købt øl et andet sted. Vi har ikke glas nok til så mange, som der kommer fredag eftermiddag. Og de går også bare i stykker på brostenene."
    Jeg bliver også nødt til at tilføje:
    "Og øl smager ikke bedre i glas, vel? Det er det samme, der er i, ikke sandt?"
    Jeg regner egentlig med et større rabalder, men han siger bare:
    "Måske ikke. Nå, men så giv mig bare den i plastic."
    Han smiler sågar, og jeg smiler tilbage.
    "Din stemme er hæs," siger han, da han betaler sin overpris.
    "Nå."
    Jeg tager mig til halsen og skal til at sige: "Måske er jeg forkølet," men inden da fuldfører han:
    "Ja, altså, sexet hæs, du ved."
    Jeg ser på ham, overrasket og siden overbærende, ryster på hovedet, og han løfter glasset til en afværgende gestus, mens han slår blikket ned.
    "Nå men, jeg skal også ..."
    "Videre," siger jeg, "du skal også videre."
    Og han snor sig væk i den tætte blok af mennesker.

Fredagsgæster
Om fredagen er klientellet anderledes.
    Det meste af ugen tiltrækker Nyhavn et meget bredt udsnit af den danske befolkning: vestegn, whiskybælte, brokvarter, parcelhus, studerende, håndværksmester, skolelærer og embedsmand. Ægteparrene går tur, kæresterne kysser på bolværket, og teenagerne øver sig i at drikke i flok. De kommer her for øl, for sol, for ideen om sommer; "skal vi ikke gå i Nyhavn!" og de mikses problemfrit med mennesker, de ellers ikke ville færdes iblandt, fordi de fleste det meste af tiden bliver dér, hvor de selv mener, de hører til. Om fredagen er Nyhavn til gengæld domineret af et bestemt klientel. De er let genkendelige: Lyseblå skjorter og perlekæder. Sexede chicks og tatoverede dudes.

Lyseblå skjorter og perlekæder
De lyseblå skjorter og perlekæderne er kollegaer fra forskellige kontorer i nærheden. Mændene er klædt i lyseblå skjorter og gule slips til en mørk habit. Og vil kun drikke øl af glas, for de skal jo ikke forveksles med de rene proletarer. Og kvinderne, nederdel og jakke i samme farve, perlehalskæder, lyshårede som regel, står som lam og venter på at blive bemærket – se mig, se mig, jeg er lige så god som jer. Og det er de tydeligvis ikke, eftersom fredagsdrengene kun udveksler arbejdsbemærkninger med dem og ignorerer dem til fordel for de sexede chicks i havnen – også selvom de sexede chicks ikke er synderligt interesserede og har dullet sig op for andre; eller sågar for sig selv. Perlekæderne kunne så vælge at være dette: arbejdskammerater, men de vil også bemærkes som lækre væsener, og de bliver patetiske i deres behov for at blive bemærket. Lidt for opknappede, lidt for oppassende, lidt for tilforladelige. Lidt for leende og lidt for berørende. De lyseblå skjorter bider ikke på; hvis noget er for nemt eller kan købes for en overskuelig sum, vil de ikke have det, for de bedømmer deres egen egenart ud fra det, som de selv har, og andre ikke har. Perlekæderne forekommer i deres higen efter accept som noget, alle kan erhverve sig, ikke noget særligt, ikke noget, der er værd at vise frem. Og perlekæderne finder sig i det, har selv iscenesat sig som det.

Sexede chicks
De sexede chicks har styr på tingene. De er der, fordi de vil være der. De har det tøj på, fordi de har taget det tøj på. De bestemmer selv. De bliver feterede, og de bliver set, og har deres integritet på plads, valser gennem Nyhavn, som om de ejer brostenene. De er pisselækre, og de ved det. De styrer for vildt, og mændene er som smør i deres hænder.
    Indtil en mand går over stregen. Indtil en mand i sin brandert råber "luder!" efter dem, fordi de ikke kiggede på ham, da han savlende sagde: "Hva' så?" Indtil en mand smækker sin hånd op i måsen på dem, når de står i baren for at købe rom & cola, en hånd, der kravler helt op mellem ballerne. Indtil en mand sætter sig ved siden af dem og usammenhængende begynder at tale til dem, mens hans øl løber fra det skævt holdte glas ned på bordet og ud over deres tasker, punge og cigaretter; en mand, de ikke kan få til at gå bare ved at sige til ham, at de gerne vil sidde alene.
    "Åh la' da vær'. Hvorfor fa'en er I gået i byen!?!"
    Indtil flere mænd går over stregen. Indtil en gruppe på seks, pænt klædt og tilforladelige, sidder ved et bord, og råber HO HO HO i takt, mens de hamrer knytnæverne i bordet, SLAM SLAM SLAM, så glassene hopper, når en sexet chick går forbi, på hæle, der pludselig vakler og tripper usikkert og i hvert fald holder sig på oplyste gader resten af den aften.
    De sexede chicks har styr på tingene. Så længe mændene lader dem have det.

Tatoverede dudes
De tatoverede dudes er kommet lidt galt i byen. De troede, at Nyhavn var deres. Men den er overtaget af betydeligt højere indtægter, og nu er de højst malplacerede. Det er ikke godt for de tatoverede dudes at være malplacerede, derfor holder de sig til beværtninger og gadehjørner, hvor de passer bedre i størrelse. Hvor det tæller, at ens overarme er helt vildt store, og hvor det betyder noget, at man har udholdt en virkeligt stor tusch på ryg og skuldre. De tatoverede dudes er nogle meget store mænd, der aldrig nåede at blive andet end teenagedrenge. Så på en fredag i Nyhavn er det pludselig helt legitimt at smide stole i vandet, fordi der står en masse pænt klædte mennesker og ser ned på dem. De skal i hvert fald ikke høre et bebrejdende ord fra de andre tatoverede dudes. Og når de springer op og smadrer deres ølglas ind i ansigtet på en ikke særlig kvik gymnasieelev, der råbte op om det forkerte fodboldhold i lidt for lang tid, fordi han alvorligt talt ikke troede, der fandtes folk, som smadrer glas i ansigtet på andre, hører de ikke det mindste brok fra de andre tatoverede dudes. Faktisk hører de ikke det mindste brok fra dem, der godt ved, at tatoverede dudes og teenagedrenge ikke fatter balancegangen mellem handling og konsekvens og derfor nogle gange får deres tatoveringer i spjældet.

NB! Uddraget står s. 95-100 i bogen.