Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k

 

LITTERATURHISTORIE

Artiklen bringes med venlig tilladelse fra Berlingske Tidende.


Af
Bodil Bech

 


Billede af Edith Södergran
Edith Södergran

Bodil Bech, 1889–1942, debuterede – sent – som 45-årig med digtsamlingen Vi der ejer natten.

Hun nåede at skrive i alt fire digtsamlinger og lægger sig med sit surrealistiske og ekspressionistiske billedsprog og spontane præg opad Gustaf Munch-Petersen og Jens-August Schade.

Anne Marie Mai, redaktør af den nye Danske digtere i det 20. århundrede, havde dårlig samvittighed efter at have skrevet en artikel om Bech. Hun havde endnu engang måttet slå omtalen af Bech sammen med de samtidige digterinder, Hulda Lütken og Tove Meyer.

Mai udtalte: "Jeg skrev om dem i endnu en samleartikel til Kvindelitteraturhistorien og havde frygtelig dårlig samvittighed over at gentage traditionen. Så nu er det nok!."

Og heldigvis har Mai været i stand til at holde sit ord. I afsluttende bind af Danske Digtere, som udkommer oktober 2002, er således afsat plads til en selvstændig artikel om Bodil Bech.

Vi vil gerne være med til at tage forskud på glæderne ved at bringe nogle af Bechs stadig friske digte og et af de rejsebreve, som den "mænadeagtige" – hvad hun er blevet kaldt – digter skrev til samtidens aviser for at få brød på bordet.

Dette portræt af Südergran – der også bliver et skjult portræt af Bech selv – har ikke tidligere været genoptrykt.

/Jhm

 

Trykt i Berlingskes Søndags Magasin, 30/11, 1941

I DIGTERINDEN EDITH SÖDERGRANS HJEM PÅ DET KARELSKE NÆS

EDITH SÖDERGRAN, Finlands store digterinde, der levede og døde i Raivola i den sydlige del af det karelske Næs, hviler nu atter i finsk jord. Kampen, der har bølget mellem huse og grave, er til ende, finnerne har generobret deres land med blod og sved, og de døde kan atter hvile i fred.

Det var Gunnar Ekelöf, der for nogle få år siden, da vi sad i Stockholm og læste digte for hinanden, gjorde mig opmærksom på hende. Han sagde ikke: "Kender De Edith Södergran?" Nej han gjorde en lille pause, så hviskede han: "Edith Södergran? Har De læst Edith Södergran?"

"Jeg boede engang i Södertälje," sagde Harry Martinson til mig. "I haven var et lærketræ, hvis top var formet som en lyre. Septemberlyran kaldte vi den efter Edith Södergrans digtsamling."

Edith Södergran, der døde i 1923, kun 31 år gammel, i hele sin unge levetid forkætret, forhånet, når undtages en ganske lille tilhængerskare, er nu, kun atten år senere, kanoniseret, forgudet af hele det moderne svenske og finske parnas. Og en hel litteratur er vokset op om hende og hendes værk, disse fem betydningsfulde digtsamlinger, som har indledt en ny epoke i den svenskskrivende verden.

Også jeg blev grebet af Edith Södergran og rejste i efteråret 1938, da jeg var i Finland, til Raivola dybt nede ved den finske grænse. Ja, i Raivola havde Finland næsten fulgt én til dørs, man var ved tærsklen til det russiske rige. For det karelske Næs med sit sumpede skovland er nok finsk land, men indtil 1918 spillede det for det daværende Petersborg samme rolle som Nordsjælland for København, var sommerlandet med badehoteller og landsteder. Men ved adskillelsen fra Rusland blev landet omkalfatret, badestedet Terijoki svandt således ind fra 100.000 til 8000 indbyggere, de fleste store huse blev revet ned, solgt og bygget op andet sted i Finland. Men mange steder var endnu sådan et stort vejrbidt, gammelt hus, der stod hen, dødt og øde med de udskårne døre og skodder spigret til.

Mange af det gamle Ruslands folk boede endnu dernede. Nogle berømte kunstnere, embedsmænd og aristokrater, oftest stille folk, der gik med de sidste dyre sager til pantelånere, mange af dem var dog så heldige at få arbejde på fabrikker. I Raivola, hvor jeg stoppede op, var man grænsen ganske nær, kun ni kilometer i fugleflugtlinje. Når Kronstadts kanoner lod deres drønen høre, klaprede alle Raivola døre og vinduer.

Edith Södergrans hjem lå et kvarters gang fra stationen, jeg måtte ad en landsbygade med nye huse først, men efterhånden nåede jeg den gamle del af byen, nogle af husene tilspigrede, hemmelighedsfulde med støvede ruder ind mod stuer, hvor ingen mennesker mere færdedes, og alle de gamle huse, med luende birke og lysende røde rønnebærtræer om sig, var grupperet om en gammel russisk trækirke af brunmalet træ og med fire løgkupler med forgyldte kors op mod den klare blå himmel.

Lige under kirken, hvis klokker netop ringede med en dunkel klang, fandt jeg fru Södergrans brune træhus midt i en tornerosehave.

Tre, fire katte sad på trappen eller sneg sig om i det grønne. Edith Södergrans elskede katte. "Jag har en lockokatt i famnen, den spinner lyckotråd. Lyckokatt, lyckokatt – – –" Jeg stiger op ad trappen og ser på verandaen Edith Södergrans hvilebåre og falder i tanker, glemmer længe at banke på. Men det nytter mig heller ikke. Ingen svarer.

Jeg driver ud i parken, for Edith Södergrans have er en park, i ordets bogstaveligste forstand en "trädgård". Ingen blomster er at se, men ankelhøjt græs breder sig som et tæppe fra huset mod en gammel hustomt og ind under træerne, da gule ahorntræer, de flammende rønnebærtræer. Nede ved skrænten mod søen fortsætter Edith Södergrans skov sig med elm og birk, der bøjet over en blank vandflade lader bladene sejle gennem den klare luft mod søen. Her har hun sneget sig ud og ind mellem træstammerne, har stirret ud over søen, der, som hun siger "var skøn om sommeren, men endnu skønnere, når novembersolen gød sit blege guld, det dyreste, det sidste, over dets isdækkede flade."

Klinken på den lille dør, der fører ind fra kirkepladsen, lettes, og en lille, gammel dame, klædt i fattigt sort, med et rynket ungpigeansigt og kruset hvidt hår under en sort hat, kommer ind gennem døren. Kattene strømmer til og stryger sig opad den gamle dame, som småsnakker til dem. Jeg vover at forstyrre billedet, kommer hen til fru Södergran og siger, hvem jeg er. Hun liver straks op, da hun hører, at jeg kender og elsker datterens digte og er kommet lang vejs fra. Hun ta'r min hånd og holder den, mens hun spejder ind i mit ansigt. Jeg véd, hun er næsten blind. "Kan De se mig, fru Södergran?" "Jag kan se, ni är ett fruntimmer! – – Jeg kan se at læse de store bogstaver i avisen, jeg får Svenska Pressen hver dag."

Den gamle dame fører mig ind i huset, Edith Södergrans hjem i mange år, et temmelig stort hus, sparsomt møbleret. En spisestue med en stor blomstrende hortensia. En mindre stue med en vældig gyngestol, på bordet ud mod havens vildnis ses Biblen og et stort billede af Edith Södergran som femårig, et dejligt barn med lange, glatte lokker og et drømmende udtryk i øjnene. I den store stue bagved er der næsten tomt nu, men her havde Edith Södergran sin stue, og her døde hun. To af vinduerne vender ud mod kirkepladsen, kirken ligesom tårner sig op og må have levet med i stuen og i Edith Södergrans bevidsthed. På væggen er en halv snes reproduktioner af hendes kærestes billeder, som hun slet og ret har klistret op på tapetet. Jeg mindes et af Corots skovbilleder.

Fru Södergran, der på det tidspunkt var 74 år, talte et udmærket svensk med finlandssvensk akcent. Edith Södergran, der er født (4.april) og vokset op i Petersborg, hvor hun besøgte den tyske skole, og som foruden sit svenske talte russisk, finsk, tysk, og læste fransk og italiensk, havde kun besøgt Helsingfors én gang, havde knapt læst nogen skandinavisk litteratur og levede sin meste tid i omgivelser, hvor hun rimeligvis aldrig hørte et svensk ord. Når hun så smukt har kunnet holde sit modersmål levende og for skandinavisk litteratur er blevet den yderste forpost mod øst, må det først og fremmest skyldes et daglige samvær med moderen, den typisk svenske kvinde.

Fru Södergran kom dog i en tidlig alder til Petersborg. Faderen, der var fra Åbo, fik et jernstøberi i Petersborg. Både han og fru Södergrans mand, der ligeledes var af svensk afstamning, var ingeniører og havde begge været ansat hos Nobel. Edith Södergran var altså af svensk afstamning – og blond. Den gamle frue rejser sig fra kaffebordet, og op af en kommodeskuffe løfter hun med begge hænder et stort, endnu så levende hår af en varm, gylden farve, trækker en guldslange ud deraf og skænker mig den. Det er Edith Södergrans hår, som det blev klippet af, da hun engang som purung havde fået tyfus. "Eros Guld i mine trætte lokker – "skriver hun.

Huset her i Raivola var altså kun sommerbolig, eller rettere: den hustomt, jeg så, var de sidste rester af deres store hus. Efter Revolutionen, hvor de to damer mistede deres penge, måtte de flytte over i dette mindre hus og leje det store hus ud til fremmede, hvad Edith Södergran ikke var glad ved, og da det forfaldt, blev det revet ned. Men i sin barndom levede Edith Södergran altså om sommeren i det store hus. Familien var velstillet og lykkelig. Fru Södergran viser mig et billede af datteren som 14–15-årig. Hun sidder mellem graner og fyrre på en stor sten. Håret er lokket. Ansigtet buttet, munden smilende. Hagen stukket lidt trodsigt frem: et ung barn som skabt til lykken – med hele sin holdning ligesom krævende lykken.

Og året efter var faderen død, og endnu et år efter, da Edith Södergran kun var 18 år, ramtes hun og hendes mor af et knusende slag, da det opdagede, at den kønne, levelystne unge pige var tuberkuløs. Mon ikke det er dette slag, hun hentyder til i digtet: Roser: "Världen är min. / Vartän jeg går / kastar jag rosor åt alla. / Konstnären älskar varje marmoröra som uppfattar hans Ord. / Vad är mig smärta, elände? / Allt störtade tillsammans med eet brak: / jag sjunger. / Så stiger smärtans store hymn ur lyckligt bröst!".

Alt styrtede sammen med et brag! Men da hun er kommet over det øjeblikkelige chok, har hun kunnet sige disse ord: at hun trak det store lod i lotteriet, da hun blev syg af tuberkulose! Hun kan nu helt leve i sin drømme- og tankeverden.

Mor og datter tilbragte de nærmest følgende år på Nummela, og senere i Arosa og Davos, relativt gode år, men vendte hjem til Raivola kort tid før krigen brød ud i 1914. Udover en kortere rejse til Helsingfors i 1917 skulle Edith Södergran ikke mere forlade Raivola og sin elskede have. Petersborg har hun vel besøgt af og til, der var jo kun halvanden times rejse dertil, og hun holdt af sin fødeby. Hun skrev om den engang: "Stad, du kvalme, / kvalfulde, /du har Dyb, hvor vi Dybvandsfiskere kan aande."

Under revolutionen rasede krigen omkring deres hus, men de var ikke bange, sagde fru Södergran, blev blot, hvor de var, men fødemidler blev næsten uopnåelige. Fru Södergran måtte opvise alt sit snilde for at skaffe maden, måtte tit lave noget mad, der fyldte, men ikke egentlig gav næring, og tit sultede de.

– I sin tidligste ungdom var Edith Södergran stærkt optaget af antroposofi og filosofi – fortalte hendes mor, hun læste meget Rudolf Steiner, havde et billede af ham stående, men senere sagde hun: – Jeg tåler ikke at se det ansigt, det er mig modbydeligt! Hun havde været en ivrig discipel af Nietzsche med hans overmennesketeori. "Mit Hjerte af Jern vil synge sin Sang. / Tvinge, tvinge / Menneskenes Hav, / forme, forme / Menneskenes store Masse / til en Fryd for Guder. / Vuggende i løse Sadler kommer vi, / de ukendte, letsindige, stærke. / Bærer os Vinden frem? / Som en Haanlatter klinger vore Røster fra det fjerne, fjerne…" Sådan i Nietzsches ånd skrev hun engang!

– I mange år var hun også stærkt optaget af Schopenhauer og Kant. Schopenhauer fik hende til at se menneskene så skarpt, og det formørkede både hendes og mit sind – siger fru Södergran, men hun forlod det alt sammen. Herren, befriede hende for sigt og førte hende til Evangeliet. I sit digt Oktobermorgen skriver hun i 1922, altså kort tid før sin død "… Säg var har du varit i främmande land og lärt dig stympareseder? / Och vad har du vunnit? Alls ingenting. / På denne mark skole dine fötter träda, här är din trollkrets, från alarnas hängen / kommer din visshet og gåtornas svar. / Och du skall prisa din Gud, som låter dig stå i sitt tempel / bland träden och stenarna. / Och du skall prisa Gud som låtit fjällan falla / från dina ögon. / All fåfäng visdom kan du akta ringa, / ty nu äro tallen och ljungen dina lärare. / Tag hit de falska profeter, de böcker som ljuga, / vi tända i dälden vid vattnet ett lustigt fladdrende bål."

– Allerede i skolen viste hun sig meget begavet, sagde fru Södergran. – Jeg skulle kunne være den første, sagde hun, som skolepige, men jeg bryder mig ikke om det – Undtagen i skrivning, siger fru Södergran, det lærte hun aldrig. Hun var alle dage et meget krævende menneske – som Dictonius sagde: Hun har store fordringer til mennesker, men størst til sig selv, og det havde hun allerede tidligt. Allerede i skolen tålte hun ikke sentimentalitet. Hendes sind var så forhåbningsfuld: Uventede døre kunne åbne sig, sagde hun. Hun var meget venlig, også venlig mod dem, hun vidste, ikke ville hende vel. Hun syntes, Gud havde givet hende meget. Mennesker sagde om hende, at hun var meget ydmyg. Efter hvad hun skrev i forordet til Septemberlyran, kunne det se anderledes ud, men det var bladene, de forhånede hende.

– Jeg tænker ved mig selv: ja, hun har altså været ydmyg af væsen, men man må vel tro hende, når hun selv siger: – Jag är en mycket mogen människa, / men ingen känner mig. / Mina vänner göra sig en falsk bild af mig. / Jag er icke tam. / Jag har vägt tomheten i mina örnklor och känner den väl. / O örn, hvilken sötma i dina vingars flykt… Skal du tiga såsom allting? / Vill du kanska dikta? Du skall aldrig dikta mer. / Varje dikt skall vara sönderrivandet utav en dikt, / icke dikt, men klomärken.

– Edith Södergran sagde engang: – Om mine dikter vill jag säga: Dikter måste komma – den, som sitter länga och broker över diktarne, han gör synd. Og en anden gang sagde hun: – Jeg skriver digtene, som de kommer. Jeg kan intet ændre.

– Kun eet eneste ord i hele sin produktion har hun ændret, siger hendes mor. Det er i det lille digt, hvor hun siger: – Af hele denne solede verden ønsker jeg blot en havebænk, hvor en kat soler sig… I stedet for havebænk stod: frønnede trappetrin (murkne trappsteg). Hun brød sig ikke om at udlevere vore vanskeligheder til andre – holdt også af at være smukt klædt.

– Lyckan är icke, vad vi drömma om, / lyckan är icke natten, den vi minnas, / lyckan er icke i vår längtrans sång, / lyckan är något, som vi svårt förstå, / lyckan är korset, som blev rest för alla! – I dette digt har Edith givet sin trosbekendelse, siger den gamle frue.

Og så siger hun til slut: – Det har været en lykke for mig, at hun lige til det sidste har kunnet gå omkring. Hun hvilede nok meget hver dag, men hun slap for at være sengeliggende. En måneds tid før hun døde, var hun med på vores sædvanlige forårsvandring til et sted langt på den anden side søen, en dejlig dag. Kun den sidste uge lå hun til sengs. Noget af det sidste, hun sagde, var: – Jag går till Jesus, did går vi alla! – Og hun sov stille ind.

Vi går gennem parken ud på den åbne plads mod søen og finder i et hjørne mellem parken og den græskkatolske kirkegård Edith Södergrans grav. Den er ganske enkel, slet og ret en tue uden gitter om, men med en bænk til den gamle dame til at hvile sig på, og på den høje, slanke granitsten, der er rejst af Finsk Forfatterforening, læser jeg navnet Edith Södergran, og nedenunder hendes digt: Se här är evighetens strand, / här brusar strömmen förbi, / och döden spelar i buskarna / sin samma entonige melodi.

Det var i det sene efterår 1938. Netop året efter, da træerne atter stod flammende i rødt og gult, væltede krigen ind over Raivola, over huset, parken, Edith Södergrans grav – og hendes gamle, næsten blinde mor var forsvundet. – Lever hun mon endnu? Vil hun atter vende tilbage til stedet for Edith Södergrans liv og død?

----------

De nedenstående digte er fra Bodil Bechs Vi der ejer natten, Gyldendal, 1934.

OPHØR

Jeg vil ikke blive ved at leve

Jeg vil ikke blive ved at tjene Penge
tjene Penge bare for at leve
leve bare for at længes
sønderslides
græde

Jeg vil ikke dræbe Kroppen
som Gud gav mig
jeg vil bare holde op
at tjene Penge for at leve

Jeg vil sætte mig i Toget
jeg vil bruse ud i Sommernatten
bruse rase stadigt nordpaa
op i store stille Vidder
op hvor Nætterne er perleblege
og hvor ingen Fødder træder
og hvor ingen Stemmer længer høres

Dér med Ryggen mod et Sangtræ
stort og favnende i al sin Grønhed
vil jeg sidde ganske stille ganske ene
indtil alting hører op

Lade Blikket gaa mod Himlens Stjerner
samme Stjerner som nu funkler i hans unge Øjne
lade Blikket gaa mod Maanen
samme Maane som nu sniger puslehvid sig i hans
Kammer
lægger Sølvglans over Sengen
over Kinden
over Haaret
– – –
Til min Krop er segnet over Træets Rødder
vil jeg spinde mine Tanker om ham
ind i Træets store alvorsfulde Salme


FØR

Naar du er i min Stue
er Luften flydende Lys
det er de blide Smil
vore ustandselige Smil
der strømmer fra Hjerterne
fra de sænkede Øjenlaag
fra vore milde forstummede Munde
alle disse blive hvide Smil
der fylder Luften i min Stue

Hver Ting man gør
blir aandeløst betydningsfuld:
at høre Urets Tiktak
at stirre ind i Lysets Flakken
at komme Sukker i din The
du tænder en Cigaret for mig med dine lange Fingre
at skubbe til en Stol
at sige Ja og Nej og trække Vejret sammen
saa dybt betydningsfuldt det er
blot det at være

Og hver en Celle i Ens Krop
og hver en Fuge i Ens Sjæl
er polstrede og rosenrøde
er bristefærdigt spændt

Naar du er i min Stue
er Nuet Evighed
og du og jeg
to tunge Neg der segner


NORDISK VINTER

I det sorte Vintermørke
ligger de store Byer hen
som Grotter fyldte af mangefarvede Lys
naar Tusmørket kommer
springer Menneskenes Ildtræer ud
Ildblomster gror i alle Gaderne –

Vi vil gaa i forgyldte Koncertsale
og høre Orkestrets Græshoppesang
vi vil lytte til det store Ha! i Teaterrummet
vi vil sidde kjoleklædte i Revyernes Parket
og se korpigerne svinge med de rosenrøde Ben
vi vil samles otte Tusind Mand i en Hal
for at se to Mænd slaas under Projektørernes Lys
vi vil gaa til Karneval syngende
med Hattene på Sned
og med Vinens flammegule Sole i vore Hjerner – –

 

[ t o p ]       [ h j e m ]