Kunstens Guantanamo

ANMELDELSE: Man kunne prøve at stille sig det hypotetiske spørgsmål, hvordan Das Beckwerks kunstneriske projekt ville se ud uden bøgerne?

Historien om den i 2001 hedengangne Claus Beck-Nielsen vil stadig være der, teaterstykkerne, performance-aktiviteterne, men vil projektet som sådan aftvinge sig så stor respekt, som man jo må sige, at det gør i dag – på godt og ondt? Jeg tror det ikke. Bøgerne dokumenterer og cementerer projektet på samme tid.

Sammenligner man fx Das Beckwerks kunstneriske projekt med Thomas Altheimers, som jo er kunstnernavnet på den person, der optræder som Rasmussen i både Selvmordsaktionen fra 2005 og nu også i den nye roman Suverænen, så består forskellen især i Das Beckwerks bøger.

Altheimer udfører også en lang række spektakulære politiske performance-stunts, men ham er der ikke nær så mange, der lægger mærke til, på trods af, at hans projekter uden tvivl udgør en stor inspiration for Beckwerket. Altheimers aktiviteter aftvinger således respekt, men de har ikke den samme klangbund som Das Beckwerks. Der er simpelthen bøgerne til forskel.

Man griner undervejs
Bøgerne er altså særdeles vigtige som talerør for projektet og til at forvalte det. Ikke mindst de to seneste, som begge forener politisk performancekunst med en lang romantradition i Europa på en original måde.

Som Informations anmelder Lillian Munk Rösing skrev i sin fine anmeldelse af Suverænen, så er der både Beckettsk vagabondpar over Nielsen og Rasmussen og noget Don Quixote og Sancho Panza. For ikke at tale om Jacques og hans herre, Peter og Ping, Gøg og Gokke – ja hele rækken af ikoniske, komiske par fra den vestlige kulturarv. Det er naturligvis en ironisk pointe, og selvom man kan kalde det for en art politisk kunst, når Rasmussen og Nielsen tager til både Irak og USA for at indføre demokratiet, så må man ikke glemme, hvor meget man egentlig griner undervejs.

Det er sjældent, at der bliver skrevet så sjove romaner på dansk. I denne roman er det fx ustyrligt morsomt, at Nielsen ikke er den samme Nielsen som i forrige bog. Den ny Nielsen er mere funktionæragtig, en tjener og en hund ved Rasmussens side, der ikke kender til sit eget bedste. Den konstruktion medfører en række scener, som man griner højlydt af. Ikke mindst når der spilles på Nielsens ligheder med eventuelle levende eller afdøde personer. Fx når Rasmussen spørger en udmattet Nielsen: "Er De død? – Ja, mumlede jeg. – Typisk Nielsen! sagde han, – så alzumenschlich, dødelig, overdødelig."

Illegalt gidsel i kunsten
Men der er noget lumsk over konstruktionen. Godt nok er det Rasmussen, der fører ordet, men det er Nielsen, der fører pennen, og den dialog, som der opstår, bliver særdeles tvetydig, hvor det er vanskeligt at hitte rede i, hvem der egentlig siger hvad, og ikke mindst, hvem der er hvem.

Det, der ligner et meget entydigt magtforhold, bliver flertydigt, og hvem er så suverænen? Tilsyneladende er Nielsen blot med som tilfældigt vidne, ja som en art kamera, fordi kameraet med bogens egne ord "ikke er nogen, og netop derfor er i stand til at være overalt og dermed se alt". Men som bogens fortæller underspiller og underminerer han sin egen ydmyge rolle i sådan en grad, at magtbalancen bliver tvetydig.

Et sted siger Rasmussen (men altså med Nielsens ord) det måske mest tydeligt:

"vi befinder os som de forhåbentlig ved, Nielsen, i det enogtyvende århundrede, og nu viser det sig, eller rettere, sagde han, – det er det, vi nu inden for det næste døgn med vore egne nøgne kroppe som indsats har til opgave at bevise: at den virkelige suveræn i det enogtyvende århundrede, det er den fuldkomment fornedrede, den non-citizen, kort sagt det nøgne menneske, Homo Sacer, der på stedet, on location, som illegalt gidsel i denne lejr, på denne ø, dette kunstens Guantanamo, og inden for de givne rammer med et kunstgreb i ét nu kan forvandle sig fra Det Nøgne Menneske til billedet af den absolutte suveræn!"

Hvor længe kan den gå?
Når man som ovenfor forbinder Selvmordsaktionen og Suverænen støder man naturligvis ind i det problem, at man, i hvert fald ud fra omslaget, ikke kan konkludere, at det er den samme forfatter. Man kan naturligvis hænge sig i den maskerade eller aflivningsmanøvre hos Das Beckwerk, som de fleste vel gør, men man kunne også tænke et skridt videre og netop se det som en reel befrielse fra enhver identitet. Det er svært.

Et interview forleden i anledning af bogen i Deadline 2. Sektion viste klart, hvordan intervieweren havde svært ved at komme længere end til Claus Beck-Nielsens død i 2001. På den vis spænder Claus Beck-Nielsens død i 2001 ofte ben for det politiske projekt.

Æstetikken, herunder især ironien, som jo er nærmest uhyggelig gennemgribende på alle niveauer, underminerer det politiske budskab. Men man kunne se det kollaps, der sker, mellem æstetik og politik som både en mulighed og udfordring på samme tid? Ganske simpelt fordi det er fundamentalt interessant at holde vejret sammen med Das Beckwerk. Hvor lang tid kan han holde den gående? Alt efter 2001 kan jo betragtes som undtagelsestilstand. Der er tale om en dekonstruktion af livet – et liv i marginen, og hvad man egentlig overhovedet kan sige derfra?

Langtfra "kun" at være en afsøgning af politiske og kunstneriske interagerende felter, er det derfor også en principiel udforskning af udsigelsesforhold. Alligevel får man i romanen en hel række af uforlignelige beskrivelser af det clash, der sker, mellem europæisk sendrægtighed og amerikansk kortslutning fra tanke til handling.

Permanent undtagelsestilstand
Det suveræne ved Das Beckwerks nye roman, er den måde som alle ting holdes i spil på, det gælder fra alle de mere eller mindre performanceagtige projekter som Das Beckwerk bestyrer til kunst med politiske implikationer til videreførelsen af en romantradition.

Der er måske ingen klar mening med, at Claus Beck-Nielsen døde i 2001, men der er en konsekvens, som er fuldstændig uhørt inden for dansk samtidskunst. En af konsekvenserne er fx en ironi, hvis dybde er nærmest umulig at lodde. Det er både en ulempe og en gevinst for forfatterskabet.

Problemet bliver, at Das Beckwerk er vanskelig at tage alvorlig som politisk kunstner, i hvert fald hvis man vil have et entydigt udsagn, fx på tv. Gevinsten derimod er, at det dels bliver morsomt over al måde, og at udsigelsen altid befinder sig et andet sted og siger noget andet på samme tid. Man forstår, hvorfor Nielsen i romanen nærmest ikke spiser noget undervejs, for han er, som Das Beckwerk i øvrigt, snarere end fortæller, kunstner eller forfatter, et kamera og et spejlbillede af vores tid.

Hvis projektet har et overordnet mål, så er det måske dette, nemlig altid at sige noget udefra, fra marginen. Er man politiker, filosof, kunstner eller andet, så ligger udsigelse på forhånd fastforankret i en bestemt diskurs. Er man ingen (af delene), så er alt tilladt, og man er pludselig en blind passager i alle de ting, man nu engang engagerer sig i, men stadigvæk med retten til rent faktisk at sige noget, for man er vel stadig nogen eller noget?

På den vis er udsigelsen i permanent undtagelsestilstand hos Das Beckwerk. Det er, ved hjælp af æstetiske manøvrer, at forsøge at tale hinsides æstetik, filosofi og politik: Det nøgne menneske, den nøgne tale.