UDDRAG
fra novellesamlingen Fandens trist af Ari Behn

Novellen bringes med venlig tilladelse fra Tiderne Skifter

Fandens trist af Ari Behn udkom i april 2002 i Danmark. Den udkom oprindeligt i Norge i 1999 og er blevet et stort hit med intet mindre end 83000 solgte eksemplarer.

Blandt de 15 noveller har to et fodboldtema. Det er ikke tilfældigt: Behn er meget fodboldglad. Og var som ung talentfuld nok til at blive professionel fodboldspiller, men valgte forfattervejen i stedet.

Behn skriver i øjeblikket på en roman, der udspiller sig i Afrika og Las Vegas. Den vil efter planerne udkomme om 1-2 år.

RELEVANTE LINKS:

Senturas anmeldelse af Ari Behns Fandens trist – "evner simpelthen at fortælle en god historie"

LEGEN FORBI

En flok fyre tager på en vild fodbold-rejse til London, men pludselig er det ikke så sjovt længere...

VI KOM MED FLYVEREN dagen før kampen og havde ikke lavet andet end at drikke os fuld i alt hvad vi kunne få fat i. Vi var barndomsvenner hele banden, og på vej til hotellet lykkedes det os at brække taxien til, både indeni og udenpå. Chaufføren forlangte en masse penge og dem stak vi ham uden at tælle. Natten husker ingen af os, men ud på morgenen fandt vi spisesalen hvor vi fik æg og bacon og blev os selv igen med nye omgange øl. Vi havde ikke så god tid. Inden en match skal der synges i samlet flok, og lades op time efter time med flest mulig supportere. Vi tog trøjer og halstørklæder på og sprang ind i endnu en taxi. London er nok ikke så stor alligevel, for chaufføren vidste åbenbart hvad vi kunne finde på og holdt øje med os i spejlet. Men det sked vi på og skålede og drak, betalte dobbelt for turen og blandede os i folkemængden. På vej til stadion blev to af drengene arresteret, fordi de troede engelske piger lader sig imponere af norske fyre som knuser flasker mod panden. Politiet brugte stave og vi andre stod lidt derfra og vidste ikke rigtig hvad vi skulle gøre, men vi havde indkøbsposen fuld af øl og fulgte strømmen af supportere som råbte og skreg. Ved indgangen blev vi kropsvisiteret og måtte aflevere posen. De forsikrede os om at vi kunne købe øl på stadion, og det stemte. Det var som om publikum badede i øl. Og i sang. Og i flag og tørklæder og farver. Sådan noget er lige os, og vi råbte og skreg alt hvad vi kunne, hujede og maste, piftede og græd – efterhånden. Arsenal førte med to mål da jeg kastede bryllupsbilledet af mig og Veronika ud på banen.
     Det faldt så langsomt. Jeg holdt op med at råbe og hørte heller ikke al larmen udenom. Jeg tog mig til hovedet. Jeg gned mig i øjnene. Jeg prøvede at komme ind på banen.
     Drengene holdt mig tilbage. De forstod ikke at det forbandt de to ting jeg elsker her i livet. De hev og trak i trøjen og råbte at jeg skulle falde ned. De så mærkeligt på mig. De ruskede i mig. Og kampen? Den betød ikke en skid. Jeg forsøgte at juble da Arsenal fik sit tredje mål, men det hjalp ikke. Drengene stod og grinede bag min ryg, hviskede og tiskede. Hold kæft, råbte jeg, og købte øl til dem alle sammen for at komme over det – for ligesom at få drengene til at glemme skammen. Men de var ikke til at stoppe og pludselig måtte jeg kaste op. Jeg fløj ned på lokummet som var en cirka halvtreds meter lang rende fuld af lort. Den fik mig til at kaste op resten af kampen.
     "Nu skal der pules," sang drengene mens vi kæmpede os til Arsenals stampub. Jeg var en af dem, vi gik i samme trøje og bar det samme tørklæde som flere tusind andre. Gaderne svømmede i rødt og hvidt og alle så ud til at være på vej til det samme sted. Mændene skrålede sange og damerne viftede med røven. Men kvalmen fortsatte bare og til sidst fik jeg nok.
     "I fatter fandeme ingenting!" skreg jeg og dinglede ud. Veronika havde sagt jeg ikke behøvede at komme tilbage, men alligevel stirrede jeg op i luften. For jeg har set det mange gange. At vinden hvirvler ting op som bliver kastet ind på fodboldbanen. Det sker endda at ting aldrig kommer ned igen og fortsætter med at lege med vinden for altid.