Kul på, fyr op, knald ud

Poul Behrendt kan gøre dig klog. Så langt vil vor anmelder gerne strække sig, men han prøver også at tage tyren ved hornene i en vals gennem porcelænsbutikken.

ANMELDELSE: Poul Behrendt følger op på Dobbeltkontraktens massive succes med en slags addendum kaldet Den hemmelige note. De to bøger kan vist kun ses som deltagende i samme projekt – en slags omvurdering af hvordan mennesket bruger litteratur til at skabe mening og identitet i en kulturel offentlighed.

Jeg hælder mest til den læsning, at Den hemmelige note snarere er en understøttelse og tilføjelse end en egentlig videreudvikling af Dobbeltkontraktens begreber og metode, men på den anden side kan det give mere mening, at se dobbeltkontrakten som noget specifikt, der er underordnet den hemmelige note som noget generelt.

Dobbeltkontrakt kunne være noget, der sker når kategorierne fiktion og virkelighed smitter af på hinanden, og en hemmelig note er en global mekanik i meningsdannelse overhovedet. Måske er dobbeltkontrakt en indre hemmelighed i den hemmelige notes teknik som yderside. Der er mange muligheder, og det er svært at vælge. De her kort er tegnet oven i hinanden.

Når dominobrikkerne vælter
I Den hemmelige note er den røde tråd endnu sværere at holde fast i end i Dobbeltkontrakten, der for mine blinkende øjne at se var en lystig slyngtur gennem omflakkende moselandskabers lyståger.

Begrebet hemmelig note stammer fra Kierkegaard og minder om det, man på gadedansk kalder en twister, som vi kender fra film som Fight Club og Den sjette sans. Lige pludselig er læseren nødt til at gentænke hele forløbet pga. en sent tilstødende information, der ligesom baglæns vælter alle de andre dominobrikker. Det er jo fint nok, men vel ikke ligefrem en indsigt original nok til at koge en mursten op på.

Hvis man prøver at skære lidt ned på sit forbrug af Poul Behrendt, er Dobbeltkontrakten i hvert fald den væsentligste af de to bøger, selvom Den hemmelige note på samme umanerlige facon læser sine primærtekster i bund, på en måde der ændrer fundamentalt på forståelsen af dem. På det punkt er Behrendt stærk som en okse og et kærkomment, om end også arrigt, syn blandt danske litterater.

Vil revolutionere branchen
Men jeg savner altså også nogle redegørende og skarpt formulerede refleksioner over teoridannelsens generelle og præcise gyldighed samt en placering af indsigterne i en dekonstruktiv kanon. Man véd ligesom, at Behrendt har læst Derrida, men det virker, som om han prøver helt og aldeles at fortrænge det – uden held, vil jeg mene.

Han er forhippet på at revolutionere branchen og ryste træet en omgang. Desværre er det for let at være uenig med ham i, hvor de grænser, vi skal skynde os at overskride, er trukket op henne, og især af hvem. Måske er det muligt, at Poul Behrendts usynlige modstandere er mere usynlige, end de er modstandere. Det er i hvert fald alt for sjældent, jeg støder på dem.

Fx er det svært at finde berettigelsen af at gennemhegle Sofokles' Ødipus – med falkeblikket strengt indstillet på oversættelsesfilologi og forskellen på en klassisk og en freudiansk læsemåde – og Leo Hjortsøs efterskrift fra nittenhundredeogwhatever, kørt over i en læsning af Karen Blixen med en afstikker til Hemingway, hvis isbjergsteknik sidestilles intet mindre end det tyvende århundredes æstetik og drejes over i Bille Augusts klipning af sin Bergman-film.

Det er en typisk dekonstruktiv måde at få ret på: "Der er ingen forskel på det, jeg tror, I tænker, og det I rent faktisk tænker, og det I så altså tænker, er i øvrigt fuldstændigt forkert og har hele tiden været det. Men jeg er her jo for at hjælpe, og vi skal nok få styr på det hele igen, hvis ellers I prøver at gøre, som jeg siger, hvis I ellers kan fatte det." Poul Behrendt har simpelthen mere travlt med at få skøjterne på og komme af sted end at måle temperaturen og checke isens beskaffenhed.

Først må man konstruere
Den hemmelige note hedder bogen jo. Og hvis nu alle tekster har hemmelige noter, hvad så med Poul Behrendts egen? Er den hemmelige note faldet ud af Den hemmelige note og kan man måske finde spor af den? Eller har han revet den helt i stykker? Jeg tror, at Den hemmelige note er en hellig bog og i stedet for hemmelige noter – i øvrigt er bogen udstyret med 682 almindelige noter til ca. 350 siders brødtekst... – er den udgivet med nogle usynlige bilag, der står skrevet på et spejlvendt og fejlfyldt kalkerpapir.

Det eneste, man kan være helt sikker på i de store konspirationsteorier, er, at der er en skjult sammenhæng i alle konspirationerne. Hvis der var rodet i butikken, inden Behrendt dukkede op med sin fejekost for at få orden på sagerne, kan det da tænkes, at han på en tidligere visit selv har været blandt rodehovederne; i det mindste er han måske kommet til at vælte en krukke hermeneutik ud over idéhistoriens bordflade?

Hvis der gemmer sig omridset af en aforisme her kunne den lyde: "Man kan ikke omvurdere værdier, før man har vurderet dem." Inden man kan dekonstruere må man – ak og ve – være i stand til at konstruere.

Forrygende energi
Der er jo noget forrygende ved Poul Behrendts måde at bedrive kritik på. Han holder en hånd op for sit ansigt og speedsnakker sig højtråbende fra ende til anden og på kryds og på tværs og fanden og hans pumpestok, alt imens læserne drysser af til højre og venstre, stærkt forvissede om at den litterære business handler om liv og død. Jeg kan egentlig ikke lide det, men man må tage hatten af for energien og de to-tre gode idéer, der ligger til grund for hele projektet.

På flappen kan jeg se, at man plejer at rose ham for hans evne til at formidle og være velskrevet. Det ligner godt nok et ganske almindeligt, flydende og nydeligt dansk uden for mange fremmedord, hans sprog, men når jeg virkelig lytter til hans tale, kan jeg pinedød knapt nok forstå, hvad det er, han siger. Han kan gøre dig klog og er værd at tænke over, så langt er jeg med – så lad os bare more os over rutsjebaneturen og deltage i et alvorligt spil med skin af hjernekirurgi og mordmysterier.