Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 10.11.2004
[Opdateret d. 10.11.2004]

UDDRAG
Benny Andersen:
Den hvide due
Tildragelser
71 sider
Kr. 179,-
Borgen
Udkommet 4. november 2004

[Uddraget bringes med venlig tilladelse fra forlaget]

 

Af
Benny Andersen



 
Omslag til bogen. Fotoet af den hvide due er af Rudolph Underwood. Der står mere om Underwood og den hvide due i tildragelserne.

Benny Andersen er f. 1929. Han fyldte 75 år den 7. november 2004.

I Den hvide due beretter Benny Andersen med let pen om nogle af de mange skæve, sjove eller mærkelige tildragelser, der synes at klæbe til ham.
Man kan bl.a. få et kosteligt indblik i udviklingen af Benny Andersens egenartede dansestil, døbt 'edderkoppedans'. Eller læse et hyggeligt postkort fra den unge Benny på idrætshøjskole med de højest mærkværdige slutord: "NB! sig til ERIK, AT HAN SKAL RØRE I LIMEN!".
Titelhistorien handler om en due, der en dag – kort tid efter hans elskede kone Cynthias bortgang – besøger forfatteren i hans hus på Barbados.

Foto: Doris Gahner Petersen

Portræt af Benny Andersen fra 2004. Foto: Doris Gahner Petersen
Benny Andersen 2004.




*

RELEVANTE LINKS:

På forlaget Borgens hjemmeside kan du læse tildragelsen Den ulykkeligt forelskede ildflue og få en oversigt over Benny Andersens andre udgivelser på forlaget...

Benny Andersen er i anledning sin 75 års fødselsdag blevet behørigt fejret i både radio og tv, fx med en temaaften på DR2 og et portræt i Alfabet. På DR's temaside har de samlet en del af de spændende indslag...

Kender du ikke viserne om Svante, så skynd dig at få mere at vide på litteratursiden.dk...

Læs et kort intro til Benny Andersens lyrik af Jakob Brønnum hos Det Kgl. Bibliotek...

Et liv ved klaveret hedder en biografi om Benny Andersen, som udkom september 2004 [Aschehoug]....


  En tildragelse fra Benny Andersens Den hvide due [Borgen 2004]:

Jeg husker ikke om det var til en af mine runde fødselsdage eller ved en anden festlig lejlighed. Men taler blev der holdt for mig, mere og mere blomstrende efterhånden som stemningen steg og glassene tømtes. En af talerne fokuserede stærkt på at jeg var en menneskekender som få. Jeg smilede beæret, men tænkte: Sikke noget vrøvl. Jeg lærer mig aldrig at forstå mig på mennesker, især ikke kvinder. Det er derfor jeg digter, lyver lodret, konstruerer mine egne fiktive personer. Dem har jeg nogenlunde styr på, skønt de også kan volde problemer og protestere mod de planer jeg har udstukket for dem. Men virkelige, levende mennesker, dem bliver jeg aldrig klog på.

Det må have været kort inden Øresundsbroens indvielse, for jeg tog flyvebåden til Malmø. Jeg var alene, min kone var taget i forvejen til Barbados.
    Jeg var inviteret til premiere på en forestilling baseret på Svantes Viser. Det foregik på Teater 23, et stort caféteater.
    Fire eller fem år tidligere havde jeg overværet den samme forestilling på Nya Skånska Teatern i Landskrona.

Harald Leander, skuespiller, instruktør, musiker, fremførte alle sangene samt mellemteksterne og spillede til på harmonika, saxofon, guitar sammen med sin fremragende pianist. Nu gentog han altså succesen her i Malmø, med enkelte små ændringer.
    Men ikke nok med det: inden selve forestillingen begyndte, varmede Harald og hans pianist op tre kvarter i forvejen ved at spille diverse evergreens på saxofon og piano, mens folk sad og spiste og drak.
    Jeg blev placeret ved et lille bord lige ud for scenen. Sad og betragtede de omkringsiddende samt folk der efterhånden kom dryssende. Adskillige på min egen alder (70 dengang) eller derover, men også yngre mennesker, dvs. i en moden alder, ja helt ned til hvad der kunne se ud til at være i begyndelsen af deres tredivere.
    Med ét studsede jeg over to ganske unge piger, som satte sig ved et bord ikke langt fra mit. Deres påklædning afveg fra de øvriges i stilart: nedringede bluser, en trøje viklet om livet med ærmerne slaskende ned. Den ene af dem piercet i øret, næsen og muligvis andre steder. De snakkede livligt sammen uden at se sig omkring.
    Jeg tænkte: De må være gået forkert. Hvordan kan Svantes Viser og hele den sørgelige historie om Svante interessere dem? Når forestillingen går i gang, rejser de sig og går efter kort tid. Eller: der kunne måske være tale om et par unge teaterskoleelever som det var blevet pålagt at overvære forestillingen?
    Forestillingen begyndte. Jeg skottede af og til over til de unge afvigere. Muligvis fordi jeg havde svært ved at få øjnene fra den ene, hende der var mest nedringet og havde en ret veludviklet barm.
    Forestillingen blev en stor succes. Harald og hans pianist modtog en stor, stående applaus, og som forfatter blev jeg også kaldt op på scenen og bukkede og vinkede. Jeg satte mig tilbage til mit bord. Folk begyndte så småt at udvandre. Mange blev dog tilbage og drøftede forløbet.
    De to unge piger rejste sig for at gå, men den ene af dem kom hen til mit bord. Hun var først nu blevet klar over at jeg var ophavsmand til historien om Svante. Hun lænede sig ind over bordet, så mig dybt i øjnene, så jeg måtte holde på brillerne for at de ikke skulle opsnappes af hendes yppige fortrin. Jeg tænkte desperat: Hun er vel ikke ude på at score den gamle digter? Den går ikke – jeg skal nå flyvebåden kl. 23!
    Hendes stemme mindede mig om Anita Ekbloms sensuelle vokal, da hun i sin tid sang: "Sån't är livet, ja sån't är livet ..."
Men den nuværende Anita eller hvad hun nu hed sagde: "Om du någonsinn återser Svante, då hälsa honom så hjärtligen från mig – ge honom all min kärlek!"

Hvorpå hun drejede om og fulgte efter sin veninde.
    Jeg råbte efter hende: – Øh, øh, det er ikke sikkert jeg ser Svante lige med det første, men jeg ser Povl Dissing på tirsdag, skal jeg ikke hilse ham fra dig?
    Hun så sig kort tilbage, trak på skuldrene med et lille smil og gik videre.

Det var åbenbart at hun hverken kendte til mig eller Povl i forvejen. Det var udelukkende Harald Leanders genfortælling om Svante som havde gjort indtryk på hende.

Så menneskekender, mig? Rend og hop.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

[ t o p ]       [ h j e m ]