Bent Hallers samtidsroman om de ældres forhold er flot og snild at kigge på, men fængsler ikke, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Man mærker det tydeligt; manden kan skrive, han har prøvet det før og nu gør han det igen. Denne gang er Bent Haller kommet til de gamle mennesker, dem der bliver spærret inde på plejehjem, sådan et sted hvor: "Folk rejste sig til endnu en indelukket ventedag på Sorgenfri. Vækkeuret kimede. Hvad var dagens tekst? Det sete, det hørte, det erkendte? Det der for længst var glemt".

Ord uden mennesker
Romanens teknik er sat sammen af en lang og ubrydelig kæde af uopklarlige personforvekslinger, der griber ind over hinanden og helt ind til jeg-fortællerens identitet, sådan at hele fortællingens rum og tid opløses og gøres flydende. De personlige stedord bliver både upersonlige og uden noget at stå i stedet for, også egennavnene skyller frit rundt uden at kunne hæfte sig til nogen.

"Først ved livets ende" lider af en velgennemtænkt fortællende Alzheimers syge, der er udført til punkt og prikke. I denne hovedløse gråzone af tabte identiteter, spøgelser, tusmørkefugle, våde drømme og mordfantasier holdes vi nogenlunde på ret, omend også ret slingrende, kurs af en forhenværende betjents efterretningsvirksomhed, samt ganske gode dialoger mellem alle de ægtepar, der gensidigt og gedigent går hinanden på nerverne, og skiftes til at dø og at skrive. De skriver allesammen. Det hele handler om at skrive.

Hvem er hvem og hvad så?
At man ikke véd, hvem det er, der taler, gøres der ingen stor ståhej ud af, og det er mærkeligt på en ufed måde. Det er som om, Haller tilfredsstiller sig med at skrive i en langsom hvirvel af detaljer uden temposkifte og samling. Selvom det indimellem virkelig funkler, er sproget ikke særlig højt strammet op og rent stilistisk sigter forfatteren ikke efter stjernerne, knapt nok gadelygterne. Han har skrevet før, og nu gør han det såmænd bare igen.

Hvis man gerne vil læse sig en bedrøvelse til på vegne af en – efter sigende stor og truende – generation af umyndiggjorte og demente ældre, bør man sætte pengene på Kirsten Thorups "Ingenmandsland", der stikker en langt hårdere og flot syngende lussing. Den samfundskritik en sådan roman også må indeholde lyner slet ikke i "Først ved livets ende". Den smule kritik, der nemlig er at finde, virker tilfældig og upointeret, hvilket er det samme som at sige, at Haller gør det halvt. Han er for tilfreds med sin skriftoptagede plan til at stikke en finger i vejret og gøre romanen decideret vedkommende. Emnet er alvorligt og går dårligt i spænd med det samtidige skrifttema. Tvangsinstitutionaliseringen af det grå guld fortjener flere bøger, men Hallers er for lunken, den er hverken kold eller varm nok.

Selvom jeg får at vide, at de gamle går med ble og sutter pik på hunde (fand'me nok), så gør "Først ved livets ende" mig desværre kun lige så nedtrykt, som når min bajer skummer over, og min frysepizza brænder på. Det sker jo engang imellem, og man kan betale sig fra det.