Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Hjem

Louise Kidde Sauntved
Berlinale 9. - 20. Februar    
              Senturas udsendte på filmfestival                                    2000

 

Nyheder

 

 

 

 

 

 


Hysterisk stjernecirkus - oder warum ist die banane krum?

Det er lørdag, klokken er 16.45.Pressekonferencen på Danny Boyles nyeste film "The Beach" (dansk premiere 7/4), er netop afsluttet, og en ting er netop blevet helt og aldeles klart for alle, der har øjne og ører: Der findes ikke en større stjerne på festivalen i år end Leonardo diCaprio. Hysteriet omkring ham nåede teenage-hysteriske højder, selvom konferencesalen ikke var fyldt med 13-årige skolepiger med for meget make-up, men derimod med journalister fra hele verden, der skulle forestille at være på arbejde.

Alene tilstrømningen til salen gav et fingerpeg om, hvor vi var på vej hen. Størstedelen af de deltagende journalister forlod biografsalen, hvor filmen netop var blevet vist, flere minutter før rulleteksterne, for at sikre sig en plads i den ellers normalt temmelig rummelige konferencesal. Folk formelig løb ned af trapperne for at nå at få et glimt af, eller måske endda stille et enkelt spørsmål til, Leonardo diCaprio.

Ifølge forskrifterne har pressefotograferne tre minutter til at få billederne i kassen, før alle i god ro og orden sætter sig, og spørgsmålsrunden kan gå igang. Roen og ordenen var imidlertid til at overse: 50-årige mænd med ølmaver og potente telelinser råbte Leonardo, Leonardo, Leonardo, så højt, at ordstyreren måtte bede dem dæmpe sig flere gange, for overhovedet at få ørenlyd.

Også spørgsmålsrunden udviklede sig til et stjernecirkus, med den lille, og trods pressens vilde rygter ret sympatiske, Leonardo diCaprio som stjernen i manegen. Selvom næsten alle filmens største skuespillere var tilstede (foruden Leonardo: Virginie Ledoyen, Guillaume Canet og Tilda Swinton), samt både instruktøren Danny Boyle og produceren Andrew MacDonald, var det Leo, spørgsmålene haglede ned over. Ordstyreren måtte flere gange bede journalisterne om, også at stille spørgsmål til de øvrige skuespillere, men det blev højst til lidt overfladiske pligtspørgsmål.

Ikke fordi spørgsmålene til Leonardo på noget tidspunkt kom længere end det overfladiske. Størstedelen af pressen var mere interesserede i, at gøre konferencen til et levende og organgisk ugeblad, med svar på al den nyeste sladder – sladder der som regel ikke var nogen, der havde noget svar på. Konferencen fik da også en brat afslutning, da en, hidtil uidentificeret, journalist stillede spørgsmålet:Warum, warum, ist die banane krum? Et spørgsmål der fik Leonardo til at trække på smilebåndet, og ordstyreren til at lukke konferencen 10 minutter før tiden. This is all for today!!!

Inden det kom så vidt, nåede Leonardo og co. dog at svare på et par forholdsvis intelligente spørgsmål, der belyste filmen, som det hele jo burde handle om. Om sin karakter Richard, udtalte han bl.a:

-Han er en meget selvmodsigende karakter, hverken en helt, eller en skurk , og det var det, der tiltrak mig ved rollen. Han er en del af den digitale revolution, der foregår nu, han er så påvirket af medier og videospil, at han ikke er i stand til at genkende en ægte følelse. Han er vant til at kunne få det hele serveret som færdigmåltider. Det er derfor, han søger en ægte oplevelse. Uden at være for prætentiøs overfor min egen generation, så var det noget, jeg meget nemt kunne forholde mig til.

Til spørsmålet om, hvorvidt rygterne om de meget alvorlige miljøproblemer filmen har forårsaget på den Thailandske ø, hvor filmen er optaget, var der ingen der havde kommentarer.

-Øen har det fint, vi var der for tre uger siden, og der var ikke noget galt. Desuden har vi fået vores depositum på fem millioner (dollars!) tilbage fra den Thailandske stat, så der er ingen problemer.
Det var den eneste kommentar, det var til at drive ud af instruktør Danny Boyle.

Det var således ikke de store verdensomstyrtende oplysninger, der kom ud af mødet med folkene bag The Beach. Til gengæld var det et skoleeksempel i det hysteri, der følger med en berømmelse som diCaprios.

Alle der har lyst til at opleve konferencen selv, kan klikke sig ind på Berlinalens hjemmeside www.berlinale.de under‚ 'pressekonferenzen', selvom stemningen ikke er med, er det nok et træk på smilebåndet værd!

 

[h j e m]