Enhver er alene i sin besøgstid

Henrik Nordbrandt tør som digter tage sig nogle friheder, han ikke har turdet tage før.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Henrik Nordbrandts nye digtsamling, den første i tre år, bærer det flertydige navn Besøgstid. Herved henvises både til det, man singulært kalder for besøgstid, altså sådan noget man kender fra lægekonsultationer og sygehuse – og til det faste udtryk "at kende sin besøgstid". Det sidste skal forstås som det, at man skal sørge for at gøre det rette i tide. At man skal vide, hvornår det afgørende tidspunkt er, for ellers kan man forpasse en mulighed, når den er der.

Tager man denne betydning med sig, når man går til læsningen af Nordbrandts nye digte, er det måske lidt uklart, hvad det er, han gør i tide. Omvendt er man ikke i tvivl, når man når til bogens sidste digt Narrefisse:

Det handler om, at Nordbrandt som digter tør tage sig nogle friheder, han ikke har turdet tage før. Og det foregår ikke kun i dette digt, hvis indledende linjer måske kan forekomme en smule platte, men som i virkeligheden indleder et ganske godt digt, dog af noget frivol karakter.

At Nordbrandt overhovedet tør være så frisproget, hænger sammen med flere ting, tror jeg. Han har jo i læssevis dokumenteret, hvor god en digter han er, på den klassiske måde vel at mærke, men under al den klassik lurer og har der altid luret en humoristisk djævel, som Nordbrandt især lukkede ud med den selvbiografiske og fantastiske bog Døden fra Lübeck [2002], som for mig at se udgør et højdepunkt i den sene Nordbrandts forfatterskab.

Mobilerne i sproget
Men hvad så med disse nye digte?

Jo, Nordbrandt er stadigvæk en eminent digter, og han har stadigvæk styr på sine nordbrandtske mekanismer, der iværksættes, nærmest som paradoksale og tankemæssige mobiler i sproget, imellem dets mange modsætninger og blindgyder, som fx når der i digtet Fra bymuseets arkiver afsluttes med linjerne:

Sådanne poetiske forsvindingssteder i sproget er Nordbrandt ekspert i. Læg desuden mærke til et par andre typiske træk, dels at Nordbrandt ofte deler sine vers sådan, at udsagnsordet fra hovedsætningen indleder et vers længere nede, som i "kommer", og dels den detalje at kommaet efter "glemte" forsvinder ned i versets afgrund, dvs. linjebruddet erstatter simpelthen kommaet.

Polemik mod egen digtning
Man kan altså næsten stille hans særtræk på en formel, men så også kun næsten, for Nordbrandt anstrenger sig hver gang med at destruere den formel. I denne samling ved både at væve syv haiku-digte ind – og ved at digtene simpelthen går ind i et opgør med det, man kunne kalde det nordbrandtske, som når et digt begynder med linjen: "Hvorfor begynder du altid med årstiden?" Her fornemmer man, udsagnet er vendt polemisk imod hans egen digtning.

Imploderer er nok mere det rigtige ord i denne sammenhæng, men lad nu det ligge.

I hvert fald findes der i Nordbrandts sene digtsamlinger hver gang et par sådanne dybt koncentrerede digte, enten af eksploderende eller imploderende karakter, som giver mindelser tilbage til Ivan Malinovskis klassiker Galgenfrist fra 1958. Dog er der måske nok mere tale om galgenhumor end om galgenfrist i Nordbrandts digte – altså ikke lige i det sidst citerede, men generelt set.

Giv ham Nobelprisen!
Nordbrandt er og spiller altså Nordbrandt på godt og ondt i sin digtning. Det selvbiografiske stof indgår således også på en mere selvfølgelig måde end tidligere – læserne behøver ikke at få forklaret, hvem det her drejer sig om.

Takket være ham er Danmark gennem de seneste godt og vel 50 år blevet en digter af rang rigere. Giv ham dog en Nobelpris! Han fortjener den, og der er endnu åben besøgstid hos Nordbrandt.