Heltbergs helt

Bettina Heltbergs fascination af den celebre sølvræv George Clooney folder sig ud i fuldt flor i hendes nye hybrid-bog. Men det ender i et vildspor, som er lige så ansporende som en gåtur i Høje Gladsaxe, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Historien både starter og slutter i blikfanget George Clooneys ferieresidens, et længdespring fra Comosøen i Norditalien.

Her har forfatteren og journalisten Bettina Heltberg opsøgt skuespilleren og instruktøren – men frem for alt womanizeren – George Clooney, som også har sat sin charmeklo i den 63-årige teateranmelder på Politiken. For Heltberg er uden overdrivelse forgabt i sin helt med den gådefulde tiltrækningskraft og de filantropiske holdninger.

"Verdens mest eftertragtede ungkarl", som han beskedent kaldes, men som samtidig afslører, at han endnu ikke har stiftet familie og fået børn. Dette faktum optræder blandt andet som en evig kilde til kritik og undren fra Heltbergs portrætterende, men også polemiserende pen.

Indskydelse og spejl
Man kan spørge sig selv, om man skal karakterisere bogen som en interviewbog, en biografi, en roman eller noget helt fjerde.

Som interviewbog må den siges at have en noget kuriøs karakter, da der mere er tale om en monolog end en egentlig interviewsituation med spørgsmål og svar – og – vigtigst af alt: Heltberg har aldrig talt med den celebre sølvræv i den såkaldt virkelige verden. Interviewsituationen er således ganske fiktiv – eller Heltbergsk ønsketænkning, om man vil.

Det giver for så vidt mere mening at rubricere bogen som en biografi, hvis det da ikke havde været for Heltbergs mange associationsrækker og personlige referencer og kommentarer. I den forstand er det i lige så høj grad en selvbiografi med Clooney som afsæt, hvilket hun også selv understreger på en af bogens sidste sider: "Jeg ved ikke hvorfor jeg valgte George Clooney. Han er en indskydelse og et spejl".

Betegnelsen roman er også lidt af en tilsnigelse, da bogen ganske enkelt indeholder for mange biografiske oplysninger og kommentarer om Heltberg, helten og samtidens politiske og kunstneriske miljø, til at kunne kalde sig rendyrket skønlitteratur.

Mellem fiktion og fakta
I lighed med Heltbergs seneste roman Deadline, som kredsede om erindringen og spændingsfeltet mellem fiktion og biografi, er der altså tale om en hybrid, som både indeholder biografiske, essayistiske og skønlitterære elementer.

Man kan med et aktuelt udtryk sige, at hun signerer den "dobbeltkontrakt" mellem fiktion og fakta, som har givet navn til litteraten Poul Behrendts seneste omdiskuterede litteraturkritiske værk [Dobbeltkontrakten, der er udkommet i marts, red.] Og som tidligere har ført til tankevækkende og inciterende værker af fx Claus Beck-Nielsen, Christina Hesselholt og Jens Blendstrup.

På vildspor
Det sker dog ikke med Bettina Heltbergs gadekryds af en bog.

For det første formår Heltberg ikke at gøre George appetitlig og vedkommende for andre end Clooney-aficionados og Heltberg-fetichister – til trods for de mange intenderede men banale og trivialiserende kommentarer til samtiden. Man bliver ikke for alvor tilskyndet til at interessere sig for George Clooney, hverken som skuespiller eller privatperson. Heller ikke for Heltbergs i øvrigt adskillige konfrontationer og forsoningsforsøg med det familiære ophav – i særdeleshed moderens ambitioner på datterens vegne.

For det andet lykkedes det ikke Heltberg at forene de mange spor i bogen til en samlet helhed, og de ender i stedet som vildspor eller en slags stiløvelser uden relevans og indre nødvendighed. Og så er sproget tillige fadt og sine steder lige så blomstrende som bjergtinderne på Mont Blanc – og lige så ansporende som en gåtur i Høje Gladsaxe.

Kan sin Clooney, men...
Der hersker ikke tvivl om, at Heltberg kan sin Clooney-historie til fingerspidserne, hvilket hun dog på irriterende selvfed vis også konstaterer i bogen med en indskudt kommentar, "(jeg kan det udenad)". I den forstand er der retfærdigvis lidt at komme efter. Men som kunstværk er George ikke desto mindre sladderbladslitteratur forklædt som voksen – eller omvendt.

Man kan kun håbe, at Heltberg med tiden får sin helt, så vi slipper for flere tvivlsomme Clooney-forelskelser og intimiderende bekendelser på skrift. Og samtidig ærgre sig over, at hun har kastet sin kærlighed på womanizeren i stedet for eksempelvis Mogens Camre, L.O.C., Ulrik Wilbek eller Alex Brask Thomsen – uden sammenligning, i øvrigt! Det kunne der efter stor sandsynlighed være kommet litteratur med mere drama, uforudsigelighed, opfindsomhed og schwung og pondus ud af.