Efter at have forsøgt at læse den spændende billedkunstner (og tidligere tegner på bladet 'Mad') Martin Bigums tredje digtsamling 'Veteranen' op til flere gange, så må jeg erkende min begrænsning. Det er umuligt at læse mere end et par sider af gangen. Bogen er en ren stinker i dens oplæg, dens patetiske krukkethed, dens sproglige skuddermudder.

Bigum har faktisk imponerende sproglige evner. Ingen tvivl om den sag. Men det er, som om han ikke vil - han bare leger og jonglerer med ordene. Han er en slags spion i lyrikkens hus. Hans fine maskering er at skrive ambitiøse digte, der ved nærmere eftersyn viser sig at være rungende tomme. Ærgerligt!

For det var ellers med et forventningsfuldt greb, at bogen blev åbnet. Et eller andet sted havde Bigum udtalt, hvor lidt han syntes om den moderne poesi. Og at han ville sætte fut i fejemøjet...Det lød ikke dårligt for en lyrikelsker, der ligesom F.P.Jac er træt af alt det 'ungdommelige lyriske computerpis'. Men det minder mest af alt om tynd suppe, kogt på tankes-pind og sproglige (flotte og virtuose) udladninger – det syder og sprutter og sprøjter i alle retninger.

For at give Bigum en retfærdig behandling – ikke mindst ud fra erkendelsen om, at man ikke kan være åben for alt. Og for at beholde min selvrespekt; jeg fik aldrig læst bogen færdig og kan følgelig ikke anmelde den, så giver jeg den dermed videre til min forhåbentligt stadigt klarhjernede medløber i lyrikmaraton.

Værs'go!                               Johnny Hedegaard Madsen

...Jeg takker. Ikke alene for den smigrende formodning om, at jeg skulle være klarhjernet nok til at hamle op med Bigums ordcirkus – men også for chancen for at læse denne næsten hysteriske bog.

Jeg forstår min medløbers desperation, men jeg deler den ikke. Der er vanvittigt mange ord i Veteranen – ind imellem opleves den som en syndflod af forvirrende billeder med alt for mange detaljer. På dén led minder digtene faktisk en del om Bigums malerier. Og samlingen er også drevet frem af det samme sympatiske og drengede vanvid. Den er gennemsyret af et glimt i øjet, der kombineres med både følsomhed og varme. Og det er netop følsomheden og varmen, der gør bogen til noget mere end et frit fald ned gennem en kringlet digter-hjerne.

Den får på alle tangenterne i 'Veteranen'. Billedkanonen bliver fra det allerførste digt kørt i stilling, og så skydes der ellers med skarpt hen over de næste 76 ind i mellem ret tætskrevne sider. Så jo; der er basis for at løbe sur i digtene. Men omvendt – så er de både sjove og alvorlige, elegante og bevidst sammenklumpede, opstyltede og nøgne. De rykker og rumsterer ved sproget. Og de gør det overbevisende.

Jeg bliver glad og i godt humør af at læse hans digte med disse mærkelige billeder, der alligevel på én eller anden måde fastholdes i virkeligheden – og netop derigennem får deres kraft og enorme udtryksfuldhed. Se f.eks. det første teksteksempel nedenfor, hvor kærlighedsdigtet nærmest løftes til en sanselig eksplosion i mystiske linjebrud og mærkværdige billeder.

Med denne samling viser Martin Bigum, at han ikke udelukkende er i stand til at skabe billeder med farve og pensel; han har også en boglig mission.
Ulf Joel Jensen

Anmeldernes note: Ulf Joel Jensen har valgt teksteksemplerne og uddelt stjernerne til 'Veteranen' – og det er gjort uden misbilligelse fra Johnny Hedegaard Madsen.

Sprog: Underholdning: Potentiale: Nødvendighed:

* * * * * * * * * * * * * * * *

[Der gives mellem en og seks stjerner]