Teksteksempel

Breitling Transocean Replica Jeg kom hjem fra oplæsninger i Jylland sammen med Strunge, Merete Torp og få stykker mere. Det havde vist nok været noget af en pyntetur, min kulør var der ingen grund til at tage fejl af. Hvidovre var halvkold på denne tid af året. Sikke dog en vigtigper af en postkasse. Det var en rigtig stritter ud i opgangen. Den trængte virkelig til en resolut tømning. Reklamegas som altid, men så lå der også et brev fra B.T. Hvad pokker kunne de nu finde på? Det var et brev fra deres litteraturmand, Holger Ruppert, som havde haft et indlæg fra gnavpotten Jess Ørnsbo, og ville høre om jeg ville knytte en kommentar til det. Og det gjorde jeg vist nok på behændig vis. Endvidere ville han gerne høre om jeg havde tid til at kigge forbi en dag, da han godt ville have en sludder med mig. Og det skete så.

Dette var så mit indtog i den danske avisverden. Jeg trådte næsten ukyndig op i den altid modne frugt, anmelderens ukuelige ret. B.T.'s mangeårige prosaanmelder "Bris" var vist gået på pension, og nu ville Ruppert så selv tage over med romanerne, og om jeg så var interesseret i at tage poesien til mig. Det var jo næsten som at blive kælet i skridtet. Om jeg lige havde mulighed for at tænke om hjørner. Hvor lang tid havde jeg brug for. Bare tyve minutter, Holger, så skal du få et klokkerent svar. Jeg gik til den nærmeste bodega og flottede mig med to elefanter. Det må blive et grydeklart ja. Jeg svævede tilbage til Rupperts kontor, handelsmanden groede frem i mig. Vi var mageløst mere end på bog sammen, vi var kulturkollegaer.

Det slår vi hånd på, Rubbert, sagde jeg til Holger og følte næsten at jeg havde ret til en del af hans kontor nu. Men så er der jo økonomien, fik jeg fremstammet, det er jo ikke nogen lokalavis, så lidt falder der vel også af. Ja, det skal være småt og skarpt, men selvfølgelig er der nogen der skal have et bredere ryk. Der er jo forskel på Tobias Hansen og Vita Andersen. Selvfølgelig, selvfølgelig, men det er taksterne der interesserer mig. Vi er jo fattige som alle danske aviser, sagde han med en meget munter læbe. Det må være noget redaktører har fået lagt på tungebåndet. Men for de almindelige anmeldelser får du 350 dask, og for de større 500 spir. Han rodede rundt på sit skrivebord, han var den type ordensmenneske der havde det bedst i finurlige kaosbunker. Men han fik skrabet sig fri af sine digtsamlinger, og så var det ellers op til mig at vælge sjusket fra. Antikvariaterne skulle jo også have lidt til gadekasserne, jo jo, jeg havde luret en ekstra skilling. Og aflevering helst et par dage før udgivelse. Jeg gik med en posefuld fra kontoret og skulle nu hjem og indrette mit arkiv. Det var sgu trappetrin op, det her. Sagkundskaben ville kunne følge at det fløj fra kæften. Nu kunne bogryggene bare komme an.

Jeg gik selvtilfreds ind over Gråbrødretorv, og under det store rundbænkede træ sad jeg og tænkte på hvad alt dette mon ville føre til. En form for ædruelig rus som jeg ikke rigtig kendte til. Så måtte jeg hellere genkende mig selv og smuttede en tur i lokalkiosken for at købe mig et par gode bestyrelsesøl og en avis. Men det blev nu hurtigt for koldt, så jeg hankede mig op og spadserede til Nørreport Station med min debutpose. Og snart havde toget kørt mig hjem til min etværelses. Styr på tingene fra starten, ganske romantisk for en gammel hippie. Jeg fik hurtigt overblik på sagerne, udgivelsesdatoerne, ja, hurtigere og dybere gennemløb. Aftenen var mig helt frigjort, alt kunne ske nu.

Jeg var mere end almindeligt kussefikseret som Kinks-pladen løb ud. Og det var altså ikke nok med en hånddreven spiller i aften. Det var som om stationen førte mig til toget igen. Og der var ingen spærredatoer den næste uge. Man var vel belæst. Og når nu København rev sådan i ens etui, så måtte man sgu da lystre. Og hvem gør ikke det når tankerne virrer en til? Jeg kunne høre mine nøddepjattede nosser synge i toget mod byen.

Pludselig var jeg et selv, et reelt virkeligt selv i ophøjet snak ved baren i den heroiske drukelevator Bobi-Bar med forlaget Gyldendal lige overfor, og måske der hvor historierne ville udkomme i morgen. Og de var der allesammen, Hauptmann og Tauser, disse bløde svende der var kommet over deres terpentinmorgen og nu sejlede i rigtig dansk øl. Det var jo en del af deres maleriske udflugter. Og hvor de fortjente det, med stemmer så nyslebne som savblade. Først vidste man ikke om man skulle være bange, men kun stemmerne var skyer, resten glade farver. Digteren Lean Nielsen var kørt hjem, efter overrablende rundesang og irettesættelser. Han var en svedende ustyrlighed med charme. Tydeligst kom det til orde efter en hel flaske snaps. Så blev verden sat på figurer, og ingen kunne tone hans tykke næver. Han var født digter.

Lisbeth er en ny tjenende affejer bag baren, og her går ingen uimodsagt fra købet af deres pilsner eller en snusfornuftig calva. Hun har fået sproget ind med opvæksten, og for meget størknet krukkeri, så findes der andre steder i byen til utidig optræden. Hun har bukserne på til dette ene liv, men smider dem gerne for både drenge og piger, hvis bare de ved at de altså kommer på arbejde. Vi sidder og poesisnakker som aftenen går. Jeg har fri om en times tid, men hvis du har lyst kan du da tage med hjem. Der er vist et par øl i skabet, men det er ikke ligefrem noget slot. Og så er der altså lokum i gården. Det er da til at leve med, bare der er lysstofrør over brættet.

Vi sad i hendes lille lejlighed, men hun hvilede balanceret i den, og i de rosa vægge, og hun skammede sig ikke over den verden der var hendes. Jeg er så enkel, men jeg er flyvsk, sagde hun og lagde sig på den dobbelte madras. Og nu føler jeg trang til at være nøgen. Skal vi ikke nøgne os sammen? Og det gjorde vi så, og det var ikke en slæde der krydsede mine næsefløje, men hendes markante skamben der i lyst red på min sårbare næseryg. Siden må vi så være faldet i søvn efter alskens detaljer. Men en smuk nat må det have været. Først på morgenen troede jeg at det var kaffen der gurglede løs på maskinen, men det var det ikke. Det var søde Lisbeth der oppestående tissede i en spand i køkkenet. Nu var det vist tid til at slå op på en ny dag. At vågne rigtigt igen.

[NB! Historien står s. 46-49. Opsætningen kan forekomme lidt anderledes end i bogen.]