Businessthriller eller tørvetriller..?

Hverken eller. Birgitte Erhardtsen debuterer med en roman om et dansk it-selskabs forsøg på at spise kirsebær med de helt store – og den efterfølgende lange vej mod den absolutte bund, da it-boblen brister i 2000.

ANMELDELSE: I grunden er emnet for Birgitte Erhardtsens Bristepunktet så oplagt, at det kan undre, at så få prøver kræfter med det. For få steder er der vel så store egoer, så enorme summer og så voldsomme magtkampe i spil som i toppen af erhvervslivet. Få steder har med andre ord medfødt så mange ingredienser, der skal til for at skabe en effektiv krimi eller thriller.

Velskrevet – men med problemer
Så er Birgitte Erhardtsens debut i en helt anden klasse. Titlens bristepunkt henviser til it-boblen, der bristede, da årtusindet var spritnyt. Nyslåede millionærer og deres storebrødre milliardærerne blev – om ikke overnight så i hvert fald i løbet af få måneder – storfattige i stedet for nyrige. En bragende optur forvandlet til en svimlende, altopslugende nedtur.

Men selvom romanen er i en anden klasse end fx Israelsen – altså i en klasse, hvor den fortjener at blive taget alvorlig som en seriøs, velskrevet og indsigtsfuld spændingsbog – så er den ikke uden problemer.

Den er fx for flagrende. Der er for mange karakterer, og de brænder aldrig for alvor igennem. Mændene er over én kam nogle småtskårne brølehoveder, kvinderne lidt for lækre på den vimsede påhængsagtige måde. Kurs 1200 bliver til kurs 400 (og fortsætter mod bunden), et hus på Cap Ferrat ryger i svinget dér, en finansdirektør går samme vej hér, der er en skilsmisse, en konkurs, et krisemøde i bestyrelsen, et jagtselskab, en Martini og en whiskysjus…

Savner en hovedperson
Alt i alt bliver det til et godt billede af en branche i frit fald. Jeg har ikke tilstrækkelig indsigt til at kunne afgøre, om det er en decideret nøgleroman, men nogle omskrivninger af navne og figurer kan jeg dog genkende – og som det overordnede portræt af det store knald på aktiemarkedet fungerer bogen godt.

Men jeg savner den der sugende, rædselsvækkende fornemmelse, som kunne være manet frem, hvis vi havde haft en hovedperson at forholde os til i stedet for et galleri af bipersoner. Følelsen af personlig konkurs, tab af prestige, faldet fra tinderne – i stedet for påstanden om det samme. Jeg savner beskrivelsen af disse tab, så man tror på dem – og beskrivelsen af, hvad det gør ved et menneske, som er dybt afhængig af disse størrelser for at kunne eksistere.

Som den er, bliver Bristepunktet til et interessant og vedkommende portræt af et nærmest uforståeligt fænomen i den globale økonomi. Men rigtigt fængende bliver den aldrig.