Læs et interview på eb.dk, hvor Sara Blædel fortæller om, hvorfor hun valgte at skrive en krimi om æresdrab i indvandrermiljøer...

Blædels Kangoo

Du skal ikke købe Sara Blædes nye roman, Kun ét liv, hvis du trænger til at bide negle. Du skal ikke købe den, hvis du sukker efter et skud sprog fra en verden hinsides denne. Og du skal nok heller ikke købe den, hvis du har behov for en fortælling, der griber dig om hjertet. Eller udfordrer din hjerne. Måske skal du bare ikke købe den?

ANMELDELSE: Hvis Sara Blædes nye roman, Kun ét liv, var en bil, så havde den været en Kangoo – den der varevogn i miniformat fra Renault: Temmelig langsom i accelerationen, ikke overdrevet pålidelig, når den først er kommet op på marchhastighed, og mildest talt ikke specielt sexet. Men den er et både rummeligt og praktisk køb – og så ved man nøjagtigt, hvad man får for sine penge.

Uspændende spændingsroman
Det største problem med Kun ét liv – og dermed helt bevidst antydet, at der er flere – er, at den simpelthen ikke er spændende. Og det skal en krimi sgu være. I første halvdel af bogen følger man stort set ikke den mordefterforskning, titlen ellers hentyder til.

En ung indvandrerpige findes druknet ude i fjorden ved Tuse Næs og formodes dræbt af sin far eller bror. Beviser kan man dog ikke finde, og så lader Blædel ellers efterforskningen passe sig selv for at koncentrere sig om de sociale grupperinger i politiets opklaringsgruppe.

Og for at gøre ondt værre, så skal man altså være mere end almindelig tungnem for ikke at kunne regne denne forholdsvis klassiske whodunnit ud, da først mord nr. to indtræffer. Ikke desto mindre skal der en række tilfældigheder af rang til, før politiet kigger til morderens side. Det er tungt, og det er ærligt talt en smule trist i længden.

Utroværdige karakterer
Det næste problem er sproget. Det mangler spændstighed, overraskelser og originalitet. Jeg tror såmænd heller ikke, at Blædels ærinde er at forny krimiens sproglige virkemidler – det virker i hvert fald ikke sådan – men man kunne måske have ønsket sig lidt sprog at lune sig på, når nu spændingen udebliver. Det får man ikke.

Og det sidste alvorlige problem i romanen er karakterernes psykologi – og dermed selve bogens troværdighed, når man tager dens forankring i figurernes udvikling i betragtning. Det er simpelthen ikke interessant at følge hovedpersonen Louise Rick. Hun er ikke hel nok til at vække noget i denne læser. Og derfor er hendes spirende forhold til både retsmedicineren Flemming Larsen og den lokale kriminalmand Kim Rasmussen kun irriterende og uvedkommende sidehistorier. Læg dertil, at romanens bipersoner er urealistiske og fortegnede – og du får en bog, der aldrig løfter sig.

Alt det her betyder ikke, at bogen ikke kan læses – det kan den. Og egentlig er man i … åh, skal vi sige … acceptabelt selskab undervejs. Men når man nu har hevet sig en krimi ned fra hylden, når man nu tror at sidde med nøglen til en sportsvogn mellem hænderne, så er det altså en skuffelse af rang at opdage, at den her nøgle ikke åbner døren til andet end en varevogn i miniformat…