Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k

 

ANMELDELSE
Kim Blæsbjerg:
Fælder
Prosastykker
117 sider
Kr. 199,-
Borgen
Udkommet april 2002


Af
Michael Balle Jensen

 


Forside til Fælder
 

Grotesk ukorrekthed

Det er især døden i mange former, som man møder i 27-årige Kim Blæsbjergs debut. Lige fra selvmordet over mord til alderdom og sygdom. Men altid fortalt der med en sublim, grotesk humor af den sorteste art. Det er så politisk ukorrekt, at det er helt skønt.

I det politisk korrekte USA var Kim Blæsbjergs nye bog blevet trukket tilbage med mange undskyldninger. I en af de 35 korte fortællinger, lader han nemlig en skoledreng gå amok med en økse, fordi kammeraterne irriterer og mobber ham. Efter tragedien på et tysk gymnasium for nylig, ville det ikke være god smag at lade den slags udkomme. Men det kunne forfatteren naturligvis ikke vide, da han skrev Fælder.

Ironi er drivkraften
De fleste af fortællingerne i Blæsbjergs debut er korte og drives af det Wayne C. Booth engang betegnede som den 'globale ironi'.

Hvor normal ironi er kendetegnet ved, at man siger det modsatte af, hvad man mener. Så betyder den 'globale ironi', at man siger noget, man ikke mener, men at det er svært at afgøre, hvad den modsatte betydning egentlig er. Især Beckett – og herhjemme Peter Seeberg – har været mester indenfor den 'globale ironi.

Det er dog ikke arven fra Beckett som Blæsbjerg trækker på, for filosofiske grundideer bag vanviddet har tydeligvis ikke tynget ham under skriveprocessen. Men guddommeligt morsomt – det er det! Det er en humor, der minder en del om Søren Jessens Zambesi, som udkom for to år siden. Borgens forlag har åbenbart smag for den slags.

Til forskel fra Zambesi er Blæsbjergs fortællinger dog ikke bundet sammen af en overordnet historie, der giver mening til vanviddet. Det er måske også en af de få svagheder ved Fælder. Nogen gange bliver det lidt for lidt og for fragmenteret til rigtigt at kunne bære en fortælling. Tag til eksempel følgende tekst: "På sit kontor var Werner Schmidt i færd med at fjerne en rævesaks fra sin kones ankel." Det er det hele, der er ikke mere.

En abe i sengen
En sød lille historie er den om Herbert Rischel. Hver dag klokken 17 ringer han til en kvinde og siger et bogstav. Uden at kvinden ved det er Herbert Rischel i færd med bogstav for bogstav at læse Rifbjergs Operaelskeren op.

Men selvom der mange gode grin at hente i de korte fortællinger, er det i de lidt længere, at debutanten for alvor folder sig ud. Den fortælling, som udgør anden del af samlingen, er blandt de bedste. Her har en falleret forfatter lagt en djævelsk plan for at få magt over sin kæreste. Ved hjælp af en skuespiller lokker han hende til utroskab, og kan siden skrive om det i en novelle til hendes yndlingsugeblad.

Blæsbjerg får også plads til sin helt egen parodi over eller hyldest til Morten Nielsen. Nielsen psykologiserede i digtet Skæbne over, hvorfor klassens tykke dreng blev nazist som voksen. Hos Blæsbjerg lærer man, at man aldrig skal begrave en klassekammerats hamster levende, især hvis denne en dag har fået et HA-rygmærke. Det er djævelsk, og det er grusomt.

Enkelte steder kammer morskaben over og ender med at blive så dunkel, at det ikke giver nogen mening. Det sker fx i den korte fortælling om manden, der finder en abe i sengen i stedet for sin kone.

Slægtskab med Seeberg
Også Seeberg kan som sagt spores. Især i fortællinger som den om Axel Mortensen fra Lemvig, der i sin egen tankeverden bliver til tour-mesteren Miquel Indurain. Her er et nært slægtskab til Seebergs historie om Herluf, der bilder sig selv ind, at han spiller fodbold på førsteholdet i fortællingen 7-1 fra Argumenter for benådning.

Også forsøget med at lave en kontaktannonce med forhistorie minder lidt om nogle af Seebergs såkaldte ready-mades: Teksttyper, der eksisterer og er klar til indhold, fx nekrologer, faxbeskeder og højttalermeddelelser. Men hvor Seebergs filosofiske baggrund dikterer at Herluf faktisk kan skabe sin fantasiverden, er Axel Mortensen slet og ret retarderet.

På bundlinjen står efter læsningen, at vi med Blæsbjerg har fået en stor humorist, der rummer lidt af den engelske James Thurber, lidt af Seeberg og så en god portion Gary Larson. Det er velgørende vanvid, som ser stort på selvhøjtidelige kunstneriske eksperimenter, men som igennem humor og groteske indslag giver os en pause.

Man kan se frem til, at Blæsbjerg måske en dag vil vove sig ud i lidt længere fortællinger, der også kunne risikere at rumme en dybere mening og stillingtagen til verden omkring os.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]