Øer af fortælling i et hav af utroværdighed

Blæsbjergs tredje roman hæver sig over gennemsnittet, og man støder ind i en del finurlig og velskrevet underholdning. Men den ender i sin vilde drejen på mixerpulten med at savne virkelighed og følelse, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Rådhusklatreren er grotesk. Det skal den vist nok også være – men det kan være ret så svært at høre, for den rammer aldrig noget rent leje og skifter retning, hver gang den er ved at komme godt i gang.

Som vej betragtet er den snoet og ujævn. Som flod går den over sine bredder. Hvis man kan forestille sig noget så lettere paradoksalt som et fruentimmer, der er tung i røven, let på fødderne og løs på tråden – og som render med sladder, skrøner og slapsticks gennem endnu en nedrivning af enhver tiloversbleven rest af naturalisme i dansk romanskrivning – ja, så er man også i stand til at tage stilling til Blæsbjergs brogede og barokke vildskud... En vis vaklen er her tilladt!

Finurlig underholdning i enkelte kapitler
Tager man et enkelt kapitel i den romanagtige dingenot, er der ganske gode odds, for at man støder ind i velskrevet og finurlig underholdning. Blæsbjerg er især god til at sample fra vestlig popkultur. Rådhusklatreren giver sig selv medvind i nogle glatte essayagtige mellemspil spændende fra en ideologikritisk analyse af Disneys Sorte Slyngel til en udspændt dommedagsvision om atomkrig over København. På dette analytiske plan, hvor romanen fungerer som (pseudo)historisk dokument, lykkes teksten udmærket.

Handlingen holder sig nogenlunde kørende fra 1918 frem til i dag, hvor man følger en slægt med dertilhørende kvababbelser – det være sig hovedsageligt i form af en utroskab, der dvæles længe ved af fortælleren. Håber man at blive klogere på, hvad rådhusklatring ret beset er for noget, kan bogen nok godt skuffe en lille smule; denne noget aparte og angiveligt vigtige aktivitet fylder ikke så meget i teksten.

Blæsbjergs stil hæver sig også med rimelig sikkerhed op over vandspejlet: omstændelige sætninger glatter sig ud i en blanding af flid og leg. Sproget er velsmagende, om end ikke uden en syntetisk eftersmag på bagtungen. Stemmen roder i bunken af udsøgte tillægsord og udvælger kun de allerfineste, som den dumper ned i det hul, man kalder indre-ydre metaforik. I godt skårede krydsklipninger vugger smukke sentenser sig op og ned af knivsbladet mellem det groteske og det trivielle.

Våde fusser som helhed
Kigger man derimod på romanen som helhed, begynder fusserne at blive våde. Vand trænger ind og fødderne snubler på den forfejlede balancegang mellem det dybfølte og en ulden skriden-ud, en teknik som ikke ligefrem er helt ny længere – det kan minde om Svend Aage Madsen: En løst betrukket karaktertegning og beskrivelse af omverdenen understøtter en teoretisk funderet interesse for med tålmodighed at udforske absurditetens overgange mellem sprog og tid.

Ambitionen er egentlig ret stærk, men det er som om den ender med at miste grebet i sine egne fødder, eller hvad man skal kalde det. Overblikket går sine egne veje og, efterhånden som de indirekte og selvinteresserede fremstillingsformer tårner sig op mellem forfatter og læser, skrider grunden ud under romanens rettethed.

En stor håndfuld tekniske fortænktheder forrådes af tonens indadvendte blik og dermed udsættes hele værket for akut sammenstyrtningsfare. Det er sådan en roman, der ikke selv kan finde sin berettigelse – og som samtidigt afviser ethvert forsøg på værditilskrivning fra læserens side.

En tør skorpe af selvlæsning
Måske er det sjovt. Måske er det sørgeligt. Det er ikke noget for mig: på den ene side alt for skummelt og avanceret, og på den anden side alt for klart gennemskinnet.

I sin drejen på mixerpultens mange knapper glemmer forfatteren at sondre mellem de forskellige personer som individer; de kender tilsyneladende alle sammen Freuds psykoanalyse og skriver breve på præcist samme måde. Og fortælleren har så travlt med selv at fortolke alt hvad der foregår, at læserens råderum indskrænkes til papkassestørrelse.

Når alle dens genremæssige syndfloder har trukket sig tilbage fra moradset er der – for sådan en bondejokker som mig at se – ikke meget andet tilbage end en tør skorpe af selvlæsning, og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med den. Den mangler simpelthen noget så irriterende småligt som virkelighed og følelse. Når jeg læser den, er det som om min smagssans falder i søvn, ligesom en arm man har ligget for længe på.