ANMELDELSE/OMTALE
Morten Albæk og Stefan Hermann (red.):
Fodbold set fra månen
Antologi om fodbold
135 sider
Kr. 129,95
Dafolo Forlag
Udkommet maj 2002

Kim Blæsbjerg, f. 1974, debuterede i maj 2002 med novellesamlingen Fælder om hvilken Senturas anmelder bl.a. skrev "guddommeligt morsomt".

I Poesi.dk's såkaldte "Anarki" der styres suverænt af de inviterede forfattere, kan man læse små eksempler på Blæsbjergs meget politisk ukorrekte fantasi.

Her ligger endvidere et bevis på hans store fodboldinteresse: en samlet gennemgang af alle kampe ved VM-slutrunden 2002.

Teksten er morsom når han fx kalder italienernes spillestil for "pindsvinefodbold". Og så er den kontant og helt fri for fedtspil – han giver et reelt bud på VM-turneringens guldhold og topscorer.

I øvrigt kan han allerede i første afsnit afsløre at "Jon Dahl Tomasson bliver en af VM-turneringens største profiler". Og her skal man tænke på at teksten er skrevet 21. maj 2002 – før VM-slutrundens start.

/jhm

RELEVANTE LINKS:

Læs Jørgen Leths prolog om fodboldfilm til antologien...

Senturas anmeldelse af Kim Blæsbjergs debut-noveller Fælder...

Forfatteren Kim Blæsbjerg omtaler her en ny fodboldbog der på fornemste vis demonstrerer hvordan man kan reflektere over fodboldspillet uden at intellektualisere det.
Han indleder med at fortælle en lille historie om dengang han efter en længere dribletur erkendte noget om dét at være menneske.

På en kølig majaften i 1986 skulle vi spille mod Holstebro Boldklub. Jeg spillede for LGF (Lemvig Gymnastik Forening) og var på det tidspunkt 11 år gammel – snart 12, og jeg var ikke særlig god. Dvs. faktisk havde jeg en acceptabel teknik – jeg var rimelig god til at drible med bolden, og jeg havde en glimrende spilforståelse og var altid parat til at løbe i hullerne. Jeg var angriber og levede først og fremmest på min hurtighed. Jeg kunne ganske enkelt sprinte fra de fleste.

Men jeg havde et problem: jeg var bange af mig. Jeg turde ikke lave glidende tacklinger. Jeg turde ikke deltage i hovedstødsdueller. Og jeg var altid bange for at få savet benene over af en brutal forsvarsspiller, hvilket ofte gjorde mit angrebsspil forsigtigt og blodfattigt. Denne frygt gjorde mig i trænernes øjne til en så godt som værdiløs spiller. Derfor spillede jeg på min årgangs dårligste hold: tredjeholdet.

Jeg opfattede det naturligvis som en ydmygelse at være på tredjeholdet hvor jeg skulle spille sammen med de virkelige knoldesparkere – dem der var blottet for teknik og taktisk forståelse. Fodboldsinkerne.

Men under kampen mod Holstebro skete der noget der fik mig til at glemme ydmygelsen ved at være på sinkeholdet.

Inden der var gået et kvarter havde jeg bragt LGF foran 2-0 på to ret flotte langskud (som Holstebros talentløse målmånd dog burde have reddet) – og jeg havde en fornemmelse af at det ville blive en stor aften for mig og mit hold.

Men pludselig koksede de gevaldigt i det i forsvaret. Med to hurtige scoringer udlignede Holstebro, og jeg græmmede mig på mit holds vegne. Jeg var omgivet af en flok håbløse bondejokkere som ikke kunne finde ud af noget så simpelt som at tyre bolden langt pokker i vold i en presset situation.

Solotur
Og så – mens jeg stod klar ved midterlinien for at give bolden op – besluttede jeg mig for at tage sagen i egen hånd. Jeg stod vitterlig og tænkte at jeg nu ene mand måtte tage kampen op mod alle elleve Holstebrofolk. Oven i købet sagde jeg til mig selv at nu kunne Holstebros meget skræmmende kleppert af en libero rende og hoppe. Min ellers indgroede frygt forsvandt – de kunne sparke mig ned som de ville – jeg var ligeglad, for nu ville jeg bare køre mit eget løb.

Så da min angrebsmakker puffede bolden til mig, trillede jeg den ikke tilbage til forsvaret sådan som man plejer. Jeg vendte mig med front mod Holstebros banehalvdel, og så begyndte jeg at drible. Jeg driblede uden om den første modstander – og den næste – og den tredje – jeg var umulig at stoppe – jeg tog to stykker til, og pludselig var jeg alene med målmanden. Ham rundede jeg ligeledes uden besvær – og kunne til sidst sende bolden ind i det tomme mål til 3-2 føring til LGF.

Vores træner var målløs. Mine holdkammerater var målløse. Og Holstebrospillerne var nærmest chokerede. De knækkede sammen efter denne ubegribelige scoring, og vi vandt kampen 5-2.

Maradonas berømte mål
Det var dog først en lille måned senere at jeg for alvor forstod implikationerne af mit solo-mål. Som resten af den fodboldtossede del af verdens befolkning sad jeg klistret til skærmen under VM-turneringen der som bekendt foregik i Mexico. Under kvartfinalekampen mellem England og Argentina var det med måbende begejstring at jeg så Diego Maradona score sin karrieres vel nok flotteste mål – det mål som for nylig endnu en gang er blevet kåret til VM-historiens bedste: hans fantastiske solotur fra midten af banen hvor han dribler forbi fire engelske midtbane- og forsvarsspillere før han også tørrer målmanden Peter Shilton og sender bolden i nettet til argentinsk 2-0 føring.

Jeg var netop fyldt 12 og var ikke gammel nok til at forstå den dybere kulturelle og sociale betydning af Maradonas mål og Argentina sejr over England: national oprejsning for argentinerne – revanche for det forsmædelige nederlag i Falklandskrigen i 1982. Men jeg forstod målets dybere betydning for mig selv. Inden for bare få uger havde Maradona og jeg scoret to fantastiske mål som var næsten identiske – oven i købet havde jeg på min vej mod målmanden afdriblet fem markspillere, mens Maradona kun havde afdriblet fire. Det var underordnet at mit mål var scoret på tredjeholdet i en drengekamp mod Holstebros syvendehold. Jeg havde – ved at se min egen scoring spejlet i Maradonas verdensberømte mål – forstået hvor meget man kan udrette – hvor stor en forskel man kan gøre – med ren og skær vilje.

Erkendelsen satte sig i rygraden på mig sådan at jeg stadig i dag – 16 år senere – i en alder af 28 – uvilkårlig kommer til at tænke på målet mod Holstebro hver gang jeg har behov for at oparbejde mod og vilje til at præstere noget ekstraordinært. Fodboldspillet viste mig en ny side af mig selv.

Fodbold giver indsigt
Denne fodboldens evne til at præge en personlighed er et af omdrejningspunkterne i den nye fodboldantologi Fodbold set fra månen. Bogen indeholder et udvalg af velskrevne og interessante essays om fodbold skrevet af en broget flok af "kulturpersoner" som f.eks. kulturminister Brian Mikkelsen, biskop Kjeld Holm, musikeren og skuespilleren Michael Falch og forfatteren Tage Skou-Hansen samt tidligere og nuværende fodboldspillere: Henning Enoksen, Preben Elkjær, Marc Rieper og Martin Jørgensen. Samtlige bidragydere har skrevet med udgangspunkt i egne erfaringer, og denne forankring i personlige oplevelser sikrer refleksionerne imod en for høj grad af intellektualisering.

Som nævnt handler flere af teksterne om fodboldens evne til at give os nye indsigter. Michael Falch skriver om sin rolle som angriber på Kalvehave I.F.'s serie-5-hold – en rolle der er meget anderledes end rollen som skuespiller eller musiker eftersom Falch som fodboldspiller er ren amatør. Som fodboldspiller er han tvunget til at kende sine styrker og svagheder til bunds for at få det bedste ud af enhver situation. Fodboldspillet tvinger ham til at se nærmere på sin egen person. Falch oplever en form for ny indsigt da han i en kamp for første gang nogensinde filmer sig til et straffespark. "Tænk at filme sig til et straffespark i en alder af 43. Pinligt. Men om ikke andet har jeg igen fået bekræftet, at vi aldrig bliver færdige med at opleve noget andet. Det nyes mængde synes at være konstant."

Preben Elkjær mener i sit essay Et spil for livet ligefrem at fodbolden har en afgørende betydning som opdrager af børn og unge. Elkjær, som i mange år har været en vittig og skarp fodboldkommentator på tv, demonstrerer samme skarphed i pennen da han skriver om den respekt for individets særheder som eksisterer fodboldspillere imellem: "Så store menneskelige og kulturelle forskelle, som fodboldsporten byder på, ville aldrig kunne accepteres i en 'almindelig' dansk virksomhed, hvor de ansatte ofte minder om kopier af hinanden. De har den samme uddannelse, kommer fra de samme miljøer og siger de samme ting. Her – i fodboldsporten – kunne de såkaldte intellektuelle godt lære noget om livet – hvis de da tør."

Elkjær opfatter det derfor som sin faderlige pligt at sørge for at sønnen er medlem af en idrætsklub. Det er ikke afgørende at der er tale om en fodboldklub, men sønnen skal dyrke holdidræt fordi "han skal opleve en verden, der giver ham indblik i og en større forståelse for livet," som Elkjær skriver.

Mandens magtudfoldelse
Spørgsmålet er så hvorvidt fodbold kun er en sport for drenge og mænd. Kan også kvinders personlighed præges af fodboldspillets normer og værdier? Det spørgsmål besvares med et overraskende og rungende Nej af sportsjournalisten Sørine Gotfredsen som selv er glødende fodboldfan. I sit essay Fodboldens broderskab – som er bogens mest interessante – beskriver hun hvad fodboldspillet har at tilbyde spilleren, og hvorfor det udelukkende er den mandlige spiller der kan bygge sin livsforståelse op omkring fodboldens verden.

Alfa og omega er ifølge Sørine Gotfredsen kvindens naturlige distance til spillet i modsætning til mandens manglende distance. Som eksempel bruger hun sine egne erfaringer som kampreporter. Den kvindelige journalist nærer en kronisk tvivl om vigtigheden af spillet på banen – en tvivl som der ikke er rum for hos den mandlige journalist. Det samme gør sig gældende for mandlige fodboldspillere, siger Gotfredsen, og det er derfor fodbold for manden kan udgøre en instinktiv udlevelse af identitet. "En fodboldkamp repræsenterer den konstante mulighed for kaos og undergang, og manden midt i den er det ene unikke menneske, der hele tiden har chancen for at blive ham, der bruger sin magt, betvinger kaos, lykkes som mand og vokser til det dominerende og herskende individ i livet omkring ham."

Den mulighed har den kvindelige fodboldspiller ikke, siger Gotfredsen der selv var en ivrig fodboldspiller som barn og teenager. Den kvindelige fodboldspiller må konstant retfærdiggøre sig selv. "I hendes verden er fodboldspillet et element, der optræder på tværs af naturen i stedet for at være en bekræftende forlængelse af den," som Gotfredsen formulerer det.

Berømmelsens privilegier
Udover at dreje sig om fodboldverdenen som personlighedsudviklende instans handler flere af teksterne i Fodbold set fra månen om fodboldens muligheder for at give såkaldt almindelige folk ekstraordinære oplevelser.

Den tidligere landsholds- og Celtic-spiller Marc Rieper skriver indfølende og rørende om sit fodboldlivs mest skelsættende oplevelse – en oplevelse der fandt sted uden for banen. I august 1998 stod The Real IRA bag en terrorhandling i Nordirland som kostede 28 mennesker livet – heriblandt den kun 8-årige Oran Docherty som sammen med sin familie var glødende Celtic-fan. Familien bad Celtic om at være repræsenteret ved begravelsen, og Marc Rieper blev sammen med tre andre repræsentanter for klubben udpeget til at deltage i begravelsen. Efter ønske fra familien var det oven i købet de fire Celtic-folk der bar kisten ud af kirken.

Martin Jørgensen, nuværende landsholdsspiller, fortæller indsigtsfuldt om sin erkendelse af den professionelle fodboldstjernes privilegier. Han har gennem sin karriere ofte klynket over den evindelige opmærksomhed fra medierne, fortæller han, men et møde med de to mongoler Peter og Morten fra Nick Horups dokumentarprogrammer Mor er jeg helt gak gak? minder Martin Jørgensen om det privilegium der består i via sin berømthed at "sprede glæde og uforglemmelige oplevelser for andre mennesker."

Endelig skal Anders Levinsens essay om de danske fodboldskoler på balkan nævnes. Anders Levinsen er leder af organisationen Cross Cultures som driver fodboldskolerne. Han har i mange år været nødhjælpsarbejder i det tidligere Jugoslavien og har i den forbindelse været vidne til ufattelige grusomheder. I essayet fortæller han om et fodboldarrangement hvor bosnisk-serbiske og muslimske børn skal spille fodbold sammen. Optakten til arrangementet er præget af nervøsitet og ængstelse og en mildt sagt trykket stemning. Vil arrangementet forløbe fredeligt? Vil de bosnisk-serbiske og muslimske børn acceptere samværet med hinanden? Læseren forstår og deler Anders Levinsens og de øvrige arrangørers lettelse og glæde da de bosnisk-serbiske børn spontant bryder ud i klapsalver ved de muslimske børns ankomst. Fodboldspillet viser sin evne til at forene ellers uforenelige fjender.

I øvrigt går overskuddet fra salget af Fodbold set fra månen ubeskåret til netop Cross Cultures.

For de tænksomme
Ikke alle bogens essays er lige gode. Den gamle danske stjerne fra 1950'erne og 60'erne Henning Enoksen tramper lidt for meget rundt i klicheerne når han som morale på sit essay absolut skal påklistre det gyldne råd til ungdommen: "Sørg for at have noget at falde tilbage på og lad være med at glemme, hvor du kommer fra."

Og Brian Mikkelsen keder læseren en smule med sit forudsigelige kulturpolitiske indlæg om fodboldens kulturelle værdi. Det ville have klædt ham at lægge ministerkasketten fra sig bare et øjeblik.

Men som helhed er Fodbold set fra månen en glimrende bog der vil underholde og begejstre enhver fodboldelsker med hang til eftertanke.