Jeg glædede mig til at læse Harold Blooms første bog på dansk. Hvordan man skal læse og hvorfor er da en titel, der både provokerer og ægger den nysgerrige og hvilken lidenskabelig læser vil ikke gerne i kvalificeret dialog om netop det spørgsmål? Så meget desto større var min skuffelse, da jeg først kom i gang med bogen.

Opgør med faderdyret
Bloom er mest kendt for store værker som The Anxiety of Influence og The Western Canon, hvori han gør op med alle læsninger af litteratur, der inddrager eksterne koder i fortolkningssystemet, det være sig sociologiske, psykologiske eller postkoloniale studier. Og samtidig lancerer teorien om, at alle forfattere udkæmper en ødipal kamp med en litterær forfader.

For at komme videre må enhver stor digter slå sin fader ihjel, og ethvert digt er derfor resultatet af en mængde andre digte. Blooms pointe er samtidig, at det ikke kan lade sig gøre at slippe af med faderdyret: Wordsworth har aldrig overgået Milton og Shelley vil for evigt blegne i sammenligning med Shakespeare, der ene af alle aldrig er overgået før eller siden.

Disse bøger af Bloom har en stædig insisteren på deres idiosynkratiske litteratursyn, der gør dem om ikke sande, så dog både underholdende og interessante. Hvilket man altså ikke kan sige om det foreliggende værk, der udkom på engelsk i 2000.

Fra provo til onkelagtig kedsomhed
Det største problem er banalitet. Bloom er gået fra provoens fremskudte post til onkelagtig, altmodisch kedsomhed. Hans syn på litteraturen er forankret i et oprør mod de akademiske institutioner og en massekultur, der for Bloom er med til at ødelægge den fordybelse og forbedring af selvet, som er litteraturens fornemmeste opgave.

Læseren trættes med lange refererende gennemgange af Blooms favoritter samt utallige opfordringer til at læse digte højt og lære dem udenad, hvilket om ikke er fuldt dækkende som en beskrivelse af bogens niveau, så dog kan give et fingerpeg om dens til tider utilgivelige arrogance.

Dertil er bogen fyldt med citater i så store mængder og så alenlange, at de fylder mindst en tredjedel af bogen (det er et plus ved bogen, at citaterne gengives både på engelsk og i dansk oversættelse).

Prisværdigt budskab
Bloom har egentlig et prisværdigt budskab, der handler om at redde litteraturen for hin enkelte uprofessionelle læser, der føler sig fortabt i tidens grasserende overfladiskhed, men man sidder tilbage med følelsen af, at den store professor ikke kan gøre det bedre, end han gør det her. Og derved redder han ikke litteraturen for nogen.

Man har det Bloom som med andre fanatikere: Han ved så meget og kan så meget, at han ikke kan andet end stirre sig blind på sit eget ulykkelige forehavende, som ofte antager karakter af moralsk opsang og forkyndelse. Kritikken af massekulturen kan derfor også bedst forklares med uvidenhed. Kort og godt.

Hvordan skal man læse?
Og hvad er er så svaret på Blooms titel-spørgsmål? Jo, man skal læse grundigt og dybt lyder Blooms mildt sagt ikke særlig dybsindige svar og "En god læser bliver man ved at læse". Amen.

Hvordan man skal læse og hvorfor er nok provokerende, som jeg forventede, den ville være, men ikke på den vis, jeg håbede: En bog der gav plads til læserens eftertanke og fordybelse i egen læsepraksis.

I stedet provokerer Blooms bog ved slet og ret at være kedelig og overflødig.