Publiceret d. 15.9.2007
[Opdateret d. 23.5.2010]
ANMELDELSE
Thomas Boberg:
Gæstebogen
Digte
72 sider
Kr. 150,-
Udkommet 14. september 2007
Af
Jesper Elving
Thomas Boberg
Er født 1960, han debuterede i 1984 med digtsamlingen Hvæsende på mit øjekast [Gyldendal].
Har siden udgivet en stor stak digtsamlinger, senest Livsstil [Lindhardt og Ringhof] i 2005. Herudover bl.a. også en trilogi af rejseminder.
For sin forfattervirksomhed har Boberg modtaget adskillige legater og priser – herunder den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond i 2001.
Han har desuden været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
|
*
RELEVANTE
LINKS:
 Læs digtet, der udgør bagsideteksten til Thomas Bobergs Gæstebogen under "uddrag" på g.dk [NB! Står også s. 35 i bogen]...
I 2004 udsendte Thomas Boberg et udvalg af digte fra årene 1984-2004 – læs et digt fra bogen på Senturas lyrikliste...
|
|
Lappedykkernes sentimentale advokat
Gæstebogen er fyldt med både rolige og brutale digte. Den viser Thomas Boberg som en forfatter, der er grounded i det at skrive poesi.
BONUS-INFO:
 Direkte til smagsprøve fra bogen
ANMELDELSE: En bog er altid enten god eller dårlig. Der findes ikke noget midt imellem. Gæstebogen er god, og det er den, fordi dens forfatter Thomas Boberg kan noget, og det, han kan, er at skrive poesi. Det kan hverken han eller vi komme udenom.
Bogen er inddelt i tre kapitler. Det første, lange kapitel med noget der ligner, det man ofte kalder digte, det næste kortere med kortprosastykker/prosadigte i det Lars Bukdahl kalder Ritter Sport-formatet, og det sidste, korteste med et enkelt længere digt.
En større accept
Thomas Boberg er blevet 46 år og har som digter arbejdet ganske konstant siden debuten i 1984. Man kan på en eller anden måde mærke, at han efterhånden har vendt og drejet tingene ret mange gange, og han er værd at lytte til, fordi han kender sit arbejde og bruger det konstruktivt.
Han er besk og brutal, og han havner som kunstner nu og da i elendighed, men han kender de ting, og det gør læseoplevelsen beroligende. Det er noget med at holde sig til poesien, og vide at det er den, man skal skrive. Der er panik og desperation, men det er ikke endestationen for Boberg. Der er en accept, som er større, og den strømmer fra den koncentration, som poesien er.
Han skriver digte
Gæstebogen er fyldt med opgør vedrørende forskellige sider af forfatterens eksistens. Han taler om sit liv, og sine erfaringer, om hvad han er, og hvad han gør, som i digtet Abstinenser: "Jeg, kragernes reporter, hundehyrdens kammesjuk, lappedykkernes sentimentale advokat".
Det handler om, hvordan han skriver, om digterens placering mellem andre mennesker og om mange andre ting selvfølgelig. Det virker som om, Thomas Boberg har accepteret sit udgangspunkt: Han skriver digte – og det kan han roligt blive ved med, for det er han god til. Det lyder sikkert kornet, men jeg vil kalde Gæstebogen for en grounded bog.
|
* * *
|
Teksteksempler
1.
Til en som blev væk
Linsen er mit øje og mit våben
Han derimod havde ikke noget filter
Han tolkede omgivelserne
Han prøvede at forstå det han levede
fordi han var bange for at det han ikke kunne tyde
ville forvandle sig til en gifttand
og hugge ham i hjertet når han sov
Han var nervøs blandt mange mennesker
og min åbenbare kynisme
gjorde ham febrilsk
Gud bedre dig, sagde han
dagen før han forsvandt
2.
Solsorten
Der sidder en solsort på en birkegren
sneen hvirvler og hvirvler
Solsorten sidder der endnu
Så henter han sit luftgevær
nu skal der renses ud i alt det fjerkræ
som hærger dansk poesi
Han plaffer og plaffer
sneen hvirvler og hvirvler
Men solsorten sidder der endnu
Han sænker kornet i hvirvlende sne
løfter igen, sigter og skyder
Og solsorten sidder der endnu
3.
Puden
Jeg talte med Judith i går. Hun er en dejlig intelligent, følsom
kvinde med fyldige faste former og så kun sytten år. Sagde jeg
sytten år? Det sagde hun selv. Hun sagde også: Det er jo ikke
digteren det drejer sig om, men sådan opfører de sig, derfor vil
jeg ikke være digter. Der er poesi i kemien, sagde hun. Der er
mere poesi i kemien end ude på gaden. Det sagde Judith. Nej,
det sagde jeg. Men Judith sagde, poesien er ikke i digteren,
digteren vil kun føre sig frem, og når han fører sig frem, skriver
han ikke flere virkelige digte, så har digtene forladt ham ligesom
en flok små sjældne sangfugle, for de små sjældne sangfugle
bryder sig ikke om opmærksomhed. De skyr den og flyver bare
et andet sted hen, hvor den dybe stilhed hersker. Derfor vil jeg
hellere være kemiker. Det sagde Judith. Poesien opstår et sted
mellem sproget og virkeligheden, sagde hun. Indre kvælning,
sagde hun, kan det blive mere poetisk? Og er det måske ikke ren
kemi? Jeg siger, Judith du er sytten år, hvorfor vil du allerede
være midaldrende lægefrue? Hvorfor må digteren ikke være en
klovn? Hvorfor må hun ikke være selvhøjtidelig? Jeg mener,
digteren bør smide alt til side for sin egen lille grædefærdige
selvhøjtidelighed. Han bør skrotte ideen om det gode menneske
og først og fremmest er det korrektheden, han skal tørre af
sig, så han kan stille sig op på podiet, og en gang for alle få en
ordning på den holdning. Vær selvhøjtidelig, Judith, så vi kan se
dig, Judith, lige præcis dér på poesiens store bløde, røde pude.
[NB! Digtene er fra s. 23, s. 24 og s. 54 i bogen.]
|
[ t o p ] [ h j e m ] |
